Spørgsmål:

Hej Tine

Vi er meget glade for vores have og er i gang med at omlægge den, så vi kan fortsætte med af at have glæde af den. Blandt andet vil vi omlægge vores køkkenhave til højbede, så det er lettere at komme til.
 
Vi har en del trykimprægneret træ liggende fra nedrivningen af en gammel carport og i overskud fra andre projekter. Kan vi bruge det til vores højbede?

For at undgå for meget vedligeholdelse overvejer vi at bruge det suppleret med nyt trykimprægneret træ til højbedene. Noget af det er træ, har vi haft liggende, så det er tørret og efterfølgende malet med en vandbaseret maling. Bedene skal bruges til både krydderurter og afgrøder, vi kan spise.

Har du andre gode idéer til, hvordan vi kan indrette haven?

Venlig hilsen
Flemming K

Svar:

Kære Flemming

Ja, det er en god ide at ændre på havens indretning og tilpasse den til, man bliver ældre. Dermed bliver det praktisk muligt forsat at nyde glæde af haven og få bedre mulighed for nogenlunde at holde den standard, man ønsker eller er vant til. 

Her er det en rigtig god ide at indrette med højbede. Som I skriver både for bedre at kunne dyrke grøntsager og urter i køkkenhaven, men også generelt for at få mindre græs, der ofte skal slås, samt lettere adgang til både køkkenhave og fx staudebede.

Generelt skal du have bedene op i god arbejdshøjde og sikre, at der er let adgang fra begge sider af bedet. Derudover er det vigtigt, at gangstierne mellem højbedene er brede og plane nok til, at det er let at komme til, ligesom der er plads til, hvis der i perioder er brug for, at du sidder ned, når der skal plantes, luges eller høstes i højbedene – det kan fx være to rækker med større, plane fliser lagt på et stabilt underlag, som du kan finde inspiration til her. 

Husk uhindret adgang

Udover køkkenhaven er det også en god ide at flytte fx stauder og andre planter, der kræver lugning, omplantning og andet tilbagevendende havearbejde, op i højbede.

Andre blomster og buske, der klarer sig selv, placeres rundt omkring i haven – men igen gerne med gode, plane havestier, der giver let og uhindret adgang til de steder.

Udover glæden, du vil opleve, når du går rundt i haven, så tænk også på at placere blomster og anden beplantning, så du har glæde af det, når du sidder indenfor og ser ud i haven – og gerne fra alle rum med udsigt mod haven.

Hvis du har levende hække rundt i haven, og du gerne vil fortsætte med at klippe dem selv, så hold dem så lave, at du kan klippe hækkene, mens du står på jorden, og derved ikke skal op på en stige. Ellers er netop klipning af hæk en af de ydelser, der gives håndværkerfradrag til – og som de professionelle med de rette og kraftige haveredskaber ikke bruger mange timer på at udføre. 

Drop genbrugstræet til køkkenhaven

Til dit mere konkrete spørgsmål om du kan bygge højbedene til køkkenhaven af det trykimprægnerede eller malede træ, du har liggende, så er svaret nej.

Genbrug er generelt rigtigt godt, men ikke altid den bedste løsning, fordi byggematerialer er godkendt til bestemte formål. De kan derfor indeholde kemikalier eller have egenskaber, der ikke er hensigtsmæssige i et højbed, hvor du dyrker fødevarer – af samme årsag er det fx heller ikke lovligt at afbrænde træ, der er trykimprægneret eller malet. Læs mere om fordele og ulemper ved trykimprægneret træ her.

Du kan derimod uden problemer bruge træet til højbede, hvor du vil dyrke blomster eller andet, der ikke er spiseligt. Hvis det er gamle brædder, vil meget af imprægneringen nok være vasket ud, og du kan fore højbedet med et andet materiale, så jorden ikke kommer i direkte berøring med brædderne. Og det anbefales, du bruger handsker, når du håndterer trykimprægneret træ.

Vælg holdbart træ

Jeg vil anbefale, at I til køkkenhavens højbede vælger en af de mange andre træsorter, der indeholder naturlige stoffer, som giver træet lang holdbarhed uden brug af kemikalier. 
Herunder kan du se, hvor længe de enkelte træsorter forventes at holde uden brug af trækimprægnering:

  • Ask, bøg, birk, el, poppel – mindre end 5 år
  • Elm, rødgran, skovfyr, douglas - 5 til 10 år
  • Lærk, tuja, cypres - 10 til 15 år
  • Eg, teak, western red cedar – 15 til 25 år

Herunder kan du klikke, læse mere og få flere gode råd til:
Hvad der er vigtigt, når du bygger højbed
Plant i den rigtige jord 
Sådan anlægger du en nem have

God fornøjelse med haven – både nu og fremover.

Med venlig hilsen
Tine Nielsen