Du har netop været på loppemarked og er kommet hjem med hænderne fulde. Især én ting er du glad for – en unik og farvestrålende designerlampe fra Verner Panton, som vil stå godt i kontrast til sofabordet af teaktræ og billederne på væggen med motiv af gamle reklamer.

Kan du se scenariet for dig, er du ikke den eneste.

Genbrug er blevet mere populært

Det er nemlig blevet yderst populært at købe genbrug – og populariteten er fortsat stigende.

- Genbrug af især tøj og møbler er virkelig en stigende tendens. Det er simpelthen oppe i tiden at være mere miljøbevidst og have en god historie bag sit køb, siger livsstilsekspert Helle Lundsgaard.

Ifølge Danmarks største undersøgelse af handel med genbrug – DBA’s genbrugsindeks – købte 77 % af alle danskere i 2021 et eller flere genbrugsprodukter - en stigning på 14 procentpoint på fem år.

43 % handler ifølge undersøgelsen brugt for at mindske overforbrug. Det er en stor ændring i forhold til for fem år, hvor 18 % svarede det samme.

Inventar, danskerne nødigst vil købe brugt

  • Seng
  • Toilet
  • Køleskab
  • Opvaskemaskine
  • Vaskemaskine

Kilde: Videncentret Bolius’ YouGov-undersøgelse 2019

Nej tak til brugte senge og toiletter

Men danskernes genbrugslyst har en grænse.

To produkter vil flertallet af danskerne nemlig ikke anskaffe sig som genbrug – en seng og et toilet.

Det viser en YouGov-undersøgelse foretaget for Videncentret Bolius i april 2019. Her svarer 54 % af de adspurgte bolig- og andelsejere, at de ikke kunne finde på at anskaffe sig en seng som genbrugsprodukt – 53 % har samme holdning til et toilet.

- Det bliver dels for intimt og dels for uhygiejnisk at genbruge netop de to produkter. Det er jo også de færreste, der køber brugte underbukser eller hårbørster, siger livsstilsekspert Helle Lundsgaard.

Hun vurderer også, at både den lave nypris og produkternes funktionelle udvikling spiller en rolle i, hvorfor danskerne ikke gider genbruge seng og toilet.

Ekspert: Intet uhygiejnisk i en brugt seng eller toilet

At produkterne er billige fra ny og at både mode og funktion kan have ændret sig, er rengøringsekspert Anne Grete Rasmussen (Fru Grøn) enig i. Hun mener dog ikke, at man skal fravælge hverken toilet eller seng, da du som køber selv kan gøre noget ved det uhygiejniske. 

- Seng og toilet er selvfølgelig nogle meget personlige ting, men der er intet hygiejnisk farligt ved at købe dem brugt. Især senge af metal og toiletter af porcelæn kan gøres helt rene, madrassen kan bankes og luftes, og kalkaflejringer kan rengøres væk, siger hun.

Test den brugte seng eller det brugte wc

Hvis du gerne vil købe en seng fra genbrug, råder hun til, at du tester bæreevnen og sørger for at skille sengen ad og samle dem igen, så du sikrer, at der ikke mangler enkelte dele.

Vil du hellere købe et brugt toilet, skal du i stedet teste ydeevnen, hvis det er muligt – fx, om det skyller ordentligt og tilstrækkeligt ud. Du kan med fordel også teste, om du kan fjerne fx kalkaflejringerne.

Køb af brugte hårde hvidevarer

Du kan også købe køleskab, opvaskemaskine og andre hårde hvidevarer som genbrug. Men vær opmærksom på følgende:

  • Energiforbrug: Undersøg energimærkerne. Mål strømforbruget med et spar-o-meter. 
  • Slitage: Svært at vurdere, men undersøg, om produktet fungerer korrekt, kan åbne/lukke normalt og har tydelige aflejringer. Ved brug i områder med hårdt vand, vil der have sat sig mere kalk i rørene. Lugt kan normalt fjernes med korrekt rengøring.
  • Skader: Selv små skader kan være svære at reparere. Men hvis du kan fikse problemet selv, kan du formentlig spare en del penge på at købe produktet fra genbrug.
  • Prisen: Selv sagt vigtigt, at prisen afspejler, at produktet er brugt. Mange vil ikke genbruge hårde hvidevarer, så med lidt research kan du gøre et scoop.

Kilde: Henrik Bisp, fagekspert i Videncentret Bolius

Brugte hårde hvidevarer kan være bedst for pengepung og klima

Udover seng og toilet deler er danskerne heller ikke så begejstrede for at købe brugte, hårde hvidevarer.

Køleskab, opvaskemaskine og vaskemaskine vil mere end 40 % ikke anskaffe sig som genbrug.

Men ligesom med sengen og toilettet, skal du som forbruger ikke nødvendigvis være afskrækket over at købe brugte, hårde hvidevarer.

Med en ordentlig research og lidt fingersnilde kan du oftest gøre et scoop – selvom der er en risiko for at købe ’katten i sækken’.

- En brugt hård hvidevare kan ofte være bedre for miljøet, da produktionen kræver mange ressourcer. Men det er selvfølgelig kun en god løsning for klimaet – og din pengepung – hvis ikke forbruget af el og vand er markant højere, siger Henrik Bisp fagekspert i Videncentret Bolius.

Hvis du vælger at købe en brugt hvidevare, kan det anbefales, at du først giver manskinen en grundig rengøring både inde og ude, da det kan forlænge levetiden, mindske energiforbruget og styrke ydeevnen.

Det kan bestemt også anbefales, at du får en garanti på produktet, hvis sælger vil give dette – det er oftest kun en mulighed hos professionelle, der sælger genbrug.

Kan alt inventar købes fra genbrug?

Ud fra fageksperternes vurdering, er der ikke noget inventar, der ikke kan genbruges – så længe du tænker over kvaliteten af produktet og eventuelle krav til funktion.

Den holdning deler 13 % af de adspurgte i undersøgelsen, der svarer, at alt inventar kan genbruges. 9 % svarer "ved ikke".

Så hvis du har svært ved at få solgt noget af dit inventar, så skyldes det måske bare, at du ikke har fundet den rigtige køber endnu.

Eller også er dit ønskede salgsobjekt måske ikke værd at købe – og så kan vi i stedet anbefale genbrugsstationen eller en genbrugsbutik, så dit produkt kan gøre gavn alligevel. Alternativt kan du selv genbruge dine produkter, fx kan et toilet fungere som blomsterkumme, og brædderne fra sengen bruges til et andet møbel.