
Du kan vælge mellem et væghængt (billedet) eller stående toilet. Foto: Torben Klint
Hvorfor udskifte toilettet?
Du skal helst bevare dine ting så lang tid som muligt, og det gælder også dit toilet. Men er toilettet af ældre dato, kan du overveje at udskifte det til et, der er mere vandsparende. Det er med til at sikre et mindre vandforbrug, som både vil være bedre for din vandregning og sikre et mindre vandforbrug.
Hvad skal du tænke på, når du køber et toilet?
Før du køber et wc, skal du tage stilling til, om toilettet skal:
- Være væghængt eller stående.
- Have et særligt design og særlige funktioner.
- Have en særlig type vandlås.
Senere kan du beslutte, om toiletbrættet skal have en særlig farve eller måske være et såkaldt ”soft close”, der lukker ligeså stille.
Hvad består et toilet af?
- En cisterne, som rummer den mængde vand, der bruges til at skylle toilettet ud med.
- En kumme med et sæde og et toiletbræt.
- Et afløb til kloaksystemet.
- En vandlås, som sørger for, at der ikke kommer ildelugtende luft fra kloakken op i rummet.
Hvilke typer toiletter findes der?
Der findes forskellige typer toiletter – også kaldet wc'er (en forkortelse for water closet):
Kombinationstoilet
Det mest almindelige toilet er et såkaldt kombinationstoilet. Det hedder sådan, fordi cisternen, som rummer skyllevandet og selve toiletkummen, er samlet i én enhed. Cisternen er den kasse, du har ryggen op ad, når du sidder på toilettet.
Væghængt toilet
Ved et væghængt toilet er cisternen indbygget i væggen og fylder derfor mindre i rummet. I dag vælger de fleste et væghængt toilet, når de skal have et nyt badeværelse.
Toilet med selvstændig cisterne
I et toilet med selvstændig cisterne er cisternen ikke bygget ind i kummen, men er en selvstændig enhed, som fx kan hænge oppe over toilettet med træk og slip. Den type toilet var meget almindelig før i tiden, men ses ikke så ofte i dag.
Skal toilettet være væghængt eller stående?
Du skal tage stilling til, om du vil have et klassisk toilet, som står på gulvet, eller om du vil have et toilet, der er væghængt. Man kan få toiletter, som er væghængt, hvor cisternen også er indbygget i toilettet. Men det mest almindelige er et væghængt toilet, hvor cisternen er indbygget i væggen. I sidste tilfælde skal cisternen bygges ind i en kasse, og det er derfor en lidt dyrere løsning.
Ved et væghængt toilet skal der tages højde for, at cisternen og installationen skal gemmes af vejen inde bag en væg. Og der er oftest ikke plads i den eksisterende væg. Det kræver et hulrum med dimensioner på ca. højde 120 cm, bredde 60 cm og dybde på 20 cm. Det kan derfor være nødvendigt at bygge en kasse eller ekstra væg ud fra væggen i badeværelset – eksempelvis i form af en halvvæg, så det også er muligt at få nem adgang til de gemte installationer.
Det traditionelle gulvtoilet er nemmere at reparere, fx hvis toilettet løber. Det er noget mere besværligt med et væghængt toilet, hvor det som regel er nødvendigt at fjerne pladen eller væggen bag ved toilettet for at komme til at reparere toilettet.
Til gengæld er rengøringen lettere med et væghængt toilet, fordi du nemt kan komme til at vaske gulv helt inde under toilettet. Det væghængte toilet ser desuden mindre og lettere ud i badeværelset, selvom det fylder det samme. Derfor foretrækker mange et væghængt toilet.

Du kan få toiletsæde i mange farver og varianter. Foto: Jan Ove Kristensen
Hvilken farve skal toilettet have?
Et toilet i en pangfarve kan være flot, men før du køber det, skal du tænke på, at et toilet kan holde i rigtig mange år. Det er derfor vigtigt, at du vælger en farve, som du ikke bliver træt af alt for hurtigt, fx fordi den i løbet af nogle år vil virke umoderne. Der er også større chance for, at et klassisk hvidt toilet vil falde i en købers smag, hvis du senere skal sælge din bolig.
Langt de fleste mennesker køber et toilet i hvidt porcelæn, men der findes også toiletter i andre farver, fx rød, grøn og orange.
Hvis du køber et hvidt toilet, er det vigtigt at sikre, at toilettets hvide farve passer til farven på håndvask og badekar, hvis de også er af hvidt porcelæn. Den hvide porcelænsfarve kan nemlig godt variere lidt.
Vil du have farve på toiletbrættet?
Når det gælder toilettets sæde og bræt, er det ikke nær så risikabelt at skeje lidt ud og vælge et sjovt eller farvestrålende design, da toiletsædet lettere kan udskiftes.
Toiletsæder/brætter fås i mange forskellige udformninger, farver og materialer. Hvis du fx vil undgå, at brættet klapper hårdt ned over sædet, skal du vælge et toiletsæde med ’soft close’, hvor brættet automatisk lukkes langsomt.
Hvilke funktioner og design skal toilettet have?

Væghængt douchetoilet med indbygget cisterne. Foto: Lene Samsøe
Et toilet er ikke bare et toilet. Toiletter findes i mange design og stilarter. Fra bløde, organiske former til regelrette og mere firkantede. Vælg et toilet, der passer til din smag og til den stil, du gerne vil have på badeværelset.
Der er også mulighed for at vælge et toilet med ekstra funktioner. Man kan fx få et såkaldt douchetoilet (også kendt som japanske toiletter), som er et toilet med et bidets rengørende egenskab med varmt vand i stedet for brug af toiletpapir og med tørre-funktion.
Du kan også vælge et toilet uden skyllekant. Det er den kant, der er i toppen af kummen, hvor vandet bliver skyllet rundt i. Det kan være lidt besværligt at holde skyllekanten ren. Så toiletter uden skyllekant kan være noget nemmere at rengøre.
Hvilke typer skyl findes der?
I dag fås de fleste toiletter med flere forskellige typer skyl. Mange toiletter har både et lavt skyl, hvor toilettet skylles ud med en lille mængde vand, og et højt skyl, hvor der skylles ud med en større mængde vand. På den måde kan du tilpasse skyllet efter behov og derved spare på vandet.
De almindelige, nyere toiletter i dag bruger typisk ca. 6 liter til et stort skyl og 3 liter til et lille skyl. Men hvis du ønsker en større besparelse, skal du købe et vandbesparende toilet, der er godkendt til at skylle med kun 2 eller 4 liter.
Du bør dog få en kloakmester til at tjekke, om afløbssystemet er egnet til et vandbesparende toilet. Der er flere steder, hvor der faktisk er behov for, at der anvendes lidt mere vand ved skyl for at undgå, at det ender med forstoppede kloakrør.
Skylleknapper
Skylleknapperne kan du få i plastik, metal eller glas, men de findes også som små fotoceller, hvor du ved at føre hånden hen over dem aktiverer skyllefunktionen.
Nogle toiletter har vakuumskyl, som anvendes, hvor det kan være svært at få tilstrækkeligt fald på kloakledningerne. Det er som oftest i sommerhuse, i fly, i tog og på skibe.
Hvilke type vandlås skal du vælge?
For at undgå, at der trænger kloaklugt op i badeværelset, er toilettet udstyret med en vandlås. Vandlåsen fungerer ved, at der altid står vand i den. Vandet virker som en prop, der forhindrer luften, og dermed lugten, i at trænge op i rummet.
Vandlåse til toiletter findes i tre forskellige udformninger:
- S-vandlås, som har form som et liggende S, hvor afløbsstudsen vender lodret nedad.
- P-vandlås, hvor afløbsstudsen vender vandret bagud.
- Skjult vandlås, der, som navnet siger, er skjult inde i toilettet, så den ikke er tilgængelig.
Før du køber toilettet, skal du tage stilling til, hvilken vandlås toilettet skal have. Hvis du er i tvivl, er det en god idé at søge råd hos en autoriseret vvs-installatør, da vandlåsens udformning har betydning for, hvordan toilettet skal monteres i badeværelset.
Hvor meget plads skal man beregne til et toilet i badeværelset?
Når du skal indrette et nyt badeværelse, er det vigtigt at vide, hvor meget plads du skal sætte af til de forskellige 'møbler' i badeværelset, bl.a. toilettet.
Selve toilettet fylder normalt 65-70 cm i dybden og ca. 35 cm i bredden, men det kan variere lidt fra model til model. Derudover skal du beregne plads foran og rundt om toilettet, så der er plads til at komme omkring.
Som hovedregel skal der være 110 cm foran toilettet, men hvis pladsen er begrænset, kan du klare dig med mindre. I gamle lejligheder i København er der helt ned til 60 cm foran toilettet, men så er der også kun lige plads til at bakke ind på toilettet, og du sidder med næsen næsten helt oppe i den lukkede dør.
Hvis toilettet skal stå i en niche el.lign., bør bredden minimum være 80 cm. Det vil sige, at der skal være minimum 40 cm fra midten af toilettet og ud til hver side. Står toilettet ved siden af en håndvask, bør der minimum være 20 cm fra toilettet til håndvasken, så du ikke skal klemme dig ind på toilettet.
Må du selv montere et toilet?
Du må gerne selv montere/udskifte et toilet, hvis installationen ellers er lovlig, og der er en lukkehane (stopventil eller ballofix), så du kan lukke for vandet, mens du monterer toilettet.
Hvis der ikke er en lukkehane, skal du have en vvs-installatør til at montere eller udskifte toilettet.