Tema

Skybrud

Definition på skybrud

DMI definerer et skybrud som et regnvejr, der giver over 15 mm nedbør på højst 30 minutter.  Forsikringsselskabernes definition er en smule anderledes; nemlig mindst 15 mm nedbør på højst 30 minutter.

Når så store mængder regn falder på så kort tid, kan det være svært at lede vandet væk hurtigt nok. Derfor stiger risikoen for oversvømmelse, som kan føre til vandskader i din bolig, hvis du ikke tager dine forholdsregler.

Er der varslet et skybrud?

Det er svært at forudsige præcist, hvor et skybrud rammer. Varsles der skybrud i dit område, er det ofte kun en meget lille del af området, som vil blive ramt af skybruddet, selvom varslet gælder en hel region.

Skybruddenes uforudsigelighed betyder også, at din bolig sagtens kan blive ramt af et skybrud i fremtiden, selvom det ikke er sket før. 

Derfor skal du forberede dig til skybrud på følgende måde:

  • Luk vinduer og døre, og hav sandsække parat
  • Afblænd lavtsiddende ventilationshuller i ydervægge og sokler
  • Tjek tagrender, nedløbsrør og afløb i kælderskakte
  • Put dyrebare ejendele i plastbokse og flyt dem væk fra kælder
  • Begræns opstigende kloakvand i kælderen med plastik og sandsække ovenpå gulvriste og i toilet

Hvor har der været skybrud i Danmark?

Højsæsonen for skybrud i Danmark er om sommeren. I de mere end 12 år DMI har registreret skybrud i Danmark, har antallet af skybrudsdøgn på landsplan varieret mellem 17 og 34 døgn. Et skybrudsdøgn er defineret ved, at der er registreret skybrud mindst ét sted i Danmark. 

På det interaktive danmarkskort nedenfor kan du klikke på din kommune for at få et link til kommunens plan for klimatilpasning. Du kan for alle Danmarks 98 kommuner få oplyst det antal dage, hvor der har været registreret skybrud i perioden 1. januar 2011 frem til 31. december 2022.

Det fremgår ikke af danmarkskortet, om der har været flere skybrud i løbet af et døgn, hvor stor en del af kommunen der har været ramt, eller hvor kraftige de enkelte skybrud var. Oplysningerne på kortet er leveret af DMI.

Færrest skybrud pr. døgn
Flest skybrud pr. døgn
 
 
 
 
 

Sådan dækkes skybrud af forsikringen

Din almindelige indbo- og husforsikring dækker kun vandskader, hvis et skybrud har forårsaget vandskaden.

Forsikringsselskaberne definerer et skybrud som nedbør, der er så kraftig, at utilstoppede, normalt konstruerede og vedligeholdte afløbssystemer ikke kan klare afledningen. 

I praksis betyder det, at der er tale om en skybrudsskade i situationer, hvor vandet presses tilbage i kloakken og ind i boligen gennem toiletter og gulvriste, eller kommer ind i boligen igennem døre og vinduer, da det ikke har mulighed for at blive ledt bort via kloakkerne. 

20.141 boliger

fik i 2011 vandskader på grund af indtrængende vand under skybrud. Det er hidtil det højeste antal vandskader registreret på kun et år. 

Kilde: Forsikring og Pension.

5.594 danske boliger

fik i 2021 vandskader i deres boliger på grund af indtrængende vand under skybrud. 

Kilde: Forsikring og Pension.

chevron_left
chevron_right

Sådan forebygger du oversvømmelse

Der er en række løsninger, du kan få installeret for at undgå oversvømmelse ved skybrud:

Hvis du vil investere i en løsning, skal du altid sørge for at indhente flere tilbud.

Hvad gør du, når du er ramt af skybrud?

En vandskade efter et skybrud kan koste dig dyrt. Derfor er det vigtigt at reagere hurtigt.

  • Kontakt dit forsikringsselskab hurtigt
  • Forsøg at begrænse skadernes omfang, og dan dig et overblik over, hvor vandet kommer fra. Forsikringen vil aldrig ’straffe’ dig for at gøre alt, hvad du kan for at stoppe vandet. Det er faktisk din pligt som forsikringstager. Forsikringsselskabet vil ofte kompensere for dine egne timer, så skriv ned hvor mange timer du bruger.
  • Red alt, hvad reddes kan.Tjek grundigt efter, om der er inventar, som er blevet påvirket af vand. Er det tilfældet, skal det fjernes og sættes til at tørre hurtigt.
  • Smid ikke beskadige genstande væk, da forsikringsselskabet skal vurdere tingene.
  • Når vandet er væk, er det vigtigt at tørre kælderen eller rummet i videst muligt omfang.
  • Tag billeder af skaderne

Spørgsmål og svar om skybrud

Hvad er min risiko for skybrud?remove

Mange faktorer påvirker din boligs risiko for at blive ramt af vandskader efter skybrud. Alle boliger kan blive ramt af et skybrud, men der vil være enorm forskel på, hvordan boliger – selv i det samme område – påvirkes af voldsomme regnmængder.

Risikoen for oversvømmelse stiger fx markant, hvis du bor i en lavning og har en kælder. Det påvirker også risikoen, hvad du selv har gjort for at begrænse oversvømmelser. Har du fx installeret et højvandslukke, lagt omfangsdræn eller gjort andre lignende ting, falder risikoen. Det er også afgørende, hvordan kloakkerne i dit nærområde er rustet til at håndtere et skybrud. 

Videncentret Bolius har udviklet en risikoberegner, der kan give dig et indblik i, hvilke faktorer der påvirker risikoen for oversvømmelse, der hvor du bor. Bemærk, at resultatet er baseret på offentligt tilgængelige data, som kan være behæftet med usikkerheder. Prøv risikoberegneren her.

Bør jeg klimasikre, hvis jeg aldrig har haft vandskader efter skybrud?remove

En undersøgelse, YouGov har lavet for Videncentret Bolius, viser, at cirka halvdelen af de danske boligejere ikke bekymrer sig om at klimasikre boligen, fordi de aldrig tidligere har haft pludselige vandskader. Og det er sandt, at du kan bo i et højrisikoområde uden nogensinde at have været påvirket af et skybrud. 

Men vi ved også, at meget forskning peger på, at klimaforandringerne vil medføre hyppigere og voldsommere skybrud i fremtiden. Derfor bør du som minimum sikre dig, at du er dækket ordentligt hos dit forsikringsselskab. Det kan du få mere viden om her.

Kan forsikringsselskabet nægte at dække vandskader?remove

Forsikringsmæssigt er der tale om voldsomt skybrud, når nedbøren er så kraftig, at utilstoppede, normalt konstruerede og godt vedligeholdte afløbssystemer ikke kan lede vandet væk. Der kan være forskel på forsikringsselskabernes vilkår.

Nogle forsikringsselskaber dækker også skybrudsskader, hvis der er faldet mellem 30 og 40 mm på et døgn. Er der faldet mindre end 30 mm på et døgn eller 15 mm på 30 minutter, dækker forsikringen normalt ikke. Tal direkte med dit forsikringsselskab for at blive klogere på, hvordan din bolig er dækket ved skybrud. Bliv klogere på din forsikring i forhold til skybrud her.
 

Kommer der flere skybrudsskader i fremtiden?remove

Vi ved, at klimaet er under forandring, og at det vil medføre hyppigere og voldsommere skybrud i fremtiden. Dermed vil risikoen for oversvømmelser alt andet lige stige, især hvis du  har en bolig, der kan være sårbar overfor udefrakommende vand – og man ikke gør noget for at begrænse risikoen.

Videncentret Bolius sætter fokus på oversvømmelse

Klimaforandringerne betyder, at problemer med oversvømmelser efter fx skybrud eller stormflod bliver hyppigere og voldsommere i fremtiden.

Vi har samlet al vores viden om udefrakommende vand på temasiden vandetkommer.dk, hvor du bl.a. kan se, hvad du selv kan gøre for at sikre din bolig mod fremtidens mere voldsomme vejr.