Det var godt nok lidt over budgettet, da arkitekten i forsommeren 2008 præsenterede Camilla og Anders Thomassen for sit forslag til tilbygningen til deres villa fra 1930 på 90 kvadratmeter i Odense. Men til gengæld ramte han plet i første forsøg.

Med hele to tilbygninger på hver sin side af det oprindelige hus, fik arkitekten udnyttet hele bredden af grunden og undgik, at tilbygningen åd af familiens elskede have bagud på grunden.

Det er blevet gjort så godt, at huset vandt kategorien "Tilbygninger" i Bolius Idépris i 2009.

Helt rigtigt forslag til tilbygning fra arkitekt

Pris: Ca. 1,8 millioner kr. for de to bygninger på tilsammen 72 ekstra kvadratmeter. Det var mere end de 1,5 millioner kroner, de gav for huset tilbage i 2004.

- Vi havde håbet at kunne nøjes med at bruge omkring 1,4 millioner kr. på vores tilbygning. Men det var bare det helt rigtige forslag, arkitekten kom med. Så vi blev enige om at springe ud i det, fortæller Camilla Thomassen.

Køkkenet bygget op omkring kaffemaskine

Det nye køkken blev på 25 kvadratmeter med rigelig plads til, at børnene kan sidde og lege og tegne, mens mor laver mad. Og så er der rigelig plads til Anders' Rolls Royce af en kaffemaskine.

- Ja, køkkenet er nærmest bygget op omkring, at der skal være god plads til, at Anders' kaffebrygger kan stå frit, griner den 40-årige sygeplejerske fra Odense Universitetshospital og nikker mod den sølvfarvede maskine, der lige nu fylder godt op i det lille køkken. 

Tilbygninger giver rum til stor terrasse af granit

Der er mange andre grunde til, at familien er vilde med deres tilbygninger. En af dem er det rum, som tilbygningerne danner, hvor familien har lavet en  stor terrasse af granitsten.

- Der er masser af sol, for terrassen og haven vender mod syd. Og med dette forslag kommer tilbygningerne ikke til at lukke af for lyset ind mod den oprindelige bolig. Så her kommer vi til at sidde rigtig meget, forudser Anders Thomassen, der til dagligt arbejder som læge.

I alt kommer der fem døre ud mod terrassen.

Tilbygning uden sammenhæng

For 11 år siden var familien i gang med en ombygning på førstesalen, hvor et stor og et lille rum blev omdannet til to lige store rum med en flot åbning mod taget. Allerede dengang havde Anders og Camilla planer om at bygge til.

- Vi vidste, da vi købte huset, at vi på sigt ikke kunne nøjes med 90 kvadratmeter. Men det var et godt kvarter og en fantastisk have, fortæller Anders Thomassen.

Parret fik arkitekten bag ombygningen til også at tegne skitser til en tilbygning. Men de var ikke helt begejstrede. 

- Det var tænkt som en aflang tilbygning i husets længde. Og selv om vi også kom med en idé om, at man kunne lave et orangeri imellem det oprindelige hus og tilbygningen, så kom det bare til at virke som to selvstændige huse, der ikke hang sammen. Hverken arkitekten eller vi havde tænkt i tilbygninger på den anden led, fortæller Camilla Thomassen.

Billigere at købe nyt hus end at bygge til

Det var Anders Thomassen, der en dag kom hjem med et Starck-blad, hvor der var en reportage fra et hus i Nyborg, som arkitekten Jan Skovsende Hansen stod bag.

- Der blev vi klar over, at han skulle tegne vores hus. Så vi tog kontakt til ham, og han kom ud og lavede tegningerne. Og så var vi solgt, siger Anders Thomassen, mens hustruen Camilla supplerer:

- Det havde været billigere for os at sælge huset og købe et nyt med de kvadratmeter, vi har brug for. Men vi ville gerne blive her.  Og nu har pigerne hvert deres værelse, samtidig med at vi også beholder vores dejlige, store have, siger Camilla Thomassen.

Fakta om vindertilbygningerne

  • Familien Thomassen har valgt en model med en totalentreprise.
  • Arkitekt Jan Skovsende Hansen har stået for byggestyringen.
  • Projektet blev sendt ud til udvalgte håndværkerfirmaer, og familien valgte de billigste tilbud.
  • Forventet pris for de to tilbygninger inkl. alt: 1,8 millioner kr.
  • I alt får familien 72 kvadratmeter ekstra.
  • Den ene tilbygning rummer køkken på 25 kvadratmeter og bryggers og nedgang til vaskekælder og opbevaringsrum.
  • I den anden tilbygning skal der være voksensoveværelse på 18 kvadratmeter og badeværelse.
  • Samtidig får familien også bygget en ny garage og en terrasse – det er med i prisen.
  • Familien har tidligere fået bygget om og lavet nyt tag for 700.000 kr.
  • I alt kommer huset til at have kostet dem ca. fire millioner kr.

Sådan skabes der sammenhæng mellem hus og tilbygning
Det oprindelige hus fra 1930 er i røde mursten og med rødt tegltag.

De nye tilbygninger er bygget i gasbeton og beklædt med mursten, der vandskures hvide – det samme bliver murstenene på det oprindelige hus. På den måde ender familien ikke i en situation, hvor man tydeligt kan se, hvor det gamle slutter og det nye begynder på grund af en lidt anden farve mursten.

Som sammenhæng med de nye hvide mure, bliver den øverste række mursten på det oprindelige hus også hvide. En ramme foran døren ud til vejen males også hvid.

Stilen fra vinduerne på førstesalen gentages i de nye vinduer og døre.

Søjlerne til den nye carport kommer til at stå på sokler af granit, som går igen ved terrassen og trapperne ned til terrassen.

Pris (uden moms)
  • Jord og beton-arbejde: 593.000 kr.
  • Tømrer- og snedker-arbejde: 402.800 kr
  • Malerarbejde: 86.620 kr.
  • VVS: 74.994 kr.
  • El: 44.990 kr.
  • I alt: 1.202.400 kr.

Derudover:

  • Arkitektens honorar: 120.000 kr.
  • Papirer og diverse tilladelser: ca. 70.000 kr.
  • Plus 25 procent moms.
  • I alt: 1.653.000 kr.

Ekstra:
I beløbet på de 1,65 millioner kr. er ikke indberegnet udgift til indmaden i køkken, bad, garderobe og bryggers. Så familien regner med at komme op på en samlet pris på ca.;

1,8 millioner kr.

Eksklusive valg til tilbygningen
Efter anbefaling fra arkitekten har familien valgt materialer af god kvalitet. Bl.a.: 

  • Ølandssten til gulv i køkkenet, bryggers og badeværelse
  • Vinduer og døre er kittede vinduer med forsatsruder, der passer til husets stil.
  • Terrassen og trappen ned fra det oprindelige hus er af granitsten.
  • Der er gulvvarme i begge tilbygninger

Udvalgte beløb:

  • Granitfliser til terrasse og trappe: 30.200 kr.
  • Nye døre og vinduer fra VINTECH: 150.200 kr.
  • Levering og lægning af ølandsfliser: 84.300 kr.