10 råd mod indbrud i julen

Juledagene er den tid på året, hvor der sker absolut flest indbrud. Se 10 ting du kan gøre for at undgå, at dit hus bliver udsat for indbrud i juledagene.

1. Få naboen til at holde øje i julen

Tyvene bryder sig ikke om, at nogen ser dem, så hjælp mellem naboer er et af de mest effektive midler til at undgå indbrud. Bed din nabo:

  • Parkere sin bil i din indkørsel, hvis du ikke er hjemme.
  • Tømme postkassen.
  • Sætte fodspor i sneen omkring dit hus, hvis der er faldet sne og rydde indkørsel og fortov for sne.
  • Gå en tur forbi dit hus om aftenen efter julemaden.
  • Lægge affald i din skraldespand.

SE DANMARKSKORT: INDBRUD

Brug nabohjælp.dk

Brug nabohjælp.dk

2. Undgå indbrud og opret dig på nabohjælp.dk

Den gamle Nabohjælp-ordning er genopstået i en ny digitaliseret udgave, der gør det let at mobilisere dine naboer til at holde øje med dit hus, når du er væk.

Opret en profil på nabohjælp.dk og inviter dine naboer til at være med i dit netværk. Herefter kan du hurtigt give naboerne besked, når du har behov for, at de holder øje med dit hus. På samme måde står du selv til rådighed, når de er væk.

3. Tænd lys og musik og slå ringeklokken fra

Med lys og musik tændt, virker det som om, der er nogen hjemme i dit hus. Brug tænd-sluk ure, så det ser naturligt ud.

Tyve kan godt finde på at ringe på døren for at tjekke, om du er hjemme. Derfor kan det være en god idé at slå ringeklokken fra. Det kan gøre tyven usikker.

4. Få en gøende alarm

En gøende hund er effektiv mod tyve. Har du en hund, er det en god idé at lade den blive hjemme juleaften. Har du ikke, kan du købe en alarm, der lyder som en gøende hund og som aktiveres, hvis nogen kommer tæt på døren.

5. Kig ind ad dine vinduer før jul

Gå en runde, inden du tager på juelferie, og kig ind af dine vinduer, så du kan se, hvad tyven ser. Fjern alt af værdi, så det ikke er synligt.

6. Undgå at trække gardinerne for

Gardiner eller persienner trukket for er et tydeligt signal om, at her er ingen hjemme. Lad der være åbent, så tyven også kan se, at der ikke er noget af nævneværdig værdi at stjæle. Så er der større chance for, at han går videre.

7. Forsink tyven ved døre og vinduer

Tyvene bryder sig ikke om at bruge tid på at komme ind i huset - så går de hellere videre til et andet hus. Derfor er det en god idé at:

  • Montere vindueslåse eller sikringsbeslag.
  • Tjekke listerne på vinduerne og sørge for, at de ikke er rådne eller nemme at fjerne.
  • Have 2 låse på hoveddøren og lås på terrassedøren. Det gør det sværere at slæbe af sted med fladskærmen eller designerstolen, der kan være vanskelig at få ud gennem vinduet.

8. Klip hækken ned

- eller gør plankeværket lavere. Høje hække og hegn giver tyven ro til at bryde ind, fordi ingen kan se ham.

9. Følg huset med mobilen

En populær installation de seneste år er kameraer, der automatisk optager, hvis nogen kommer ind i et rum, hvor alarmen er slået til. De nyeste modeller kan også sende billeder direkte til din mobiltelefon, så du kan se, at der er en tyv i huset. På den måde kan du ringe til politiet med det samme.

10. Få en privatalarm

En privatalarm kan være udmærket, hvis den har en sirene, som naboerne kan høre, for det stresser tyvene. Men tyvene ved godt, at sikkerhedfirmaets vagter ikke kommer lige med det samme

Ifølge alarmselskaberne selv virker alarmerne præventivt. En statistik fra den største udbyder i Danmark, G4S, viser, at det kun er omkring en ½ procent af deres kunder, der har indbrud. Til sammenligning gælder det for 3 procent af de danske husstande

Der er ingen officielt dokumenteret effekt af privatalarmer, men alligevel har flere forsikringsselskaber valgt at give rabat til kunder, der har en alarm.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab