Dit resultat:

Sådan kan du bo mere bæredygtigt som husejer eller andelshaver

Når du ejer dit eget hus, enten helt eller som andel, kan du træffe en række bæredygtige valg. Du kan selv bestemme – evt. sammen med din andelsforening – hvilken energikilde der skal opvarme dit hus, ligesom du selv kan vedligeholde og passe på huset, så fx det udvendige træværk holder mange år.

Her er 0 forslag til, hvad du kan gøre

  • Begræns udendørs belysning

    Spar på energiforbruget ved at sætte en sensor eller timer på din udendørs belysning, så den kun lyser, når der er brug for det. Derudover kan sensorstyret lys forstyrre mulige indbrudstyve og dermed modvirke indbrud.

  • Plant flere frugttræer

    Du kan høste dine egne afgrøder, der er dyrket uden kemi, og samtidig vil være smukke at se på i haven. Træer optager CO2, og frugttræer er også til gavn for dyrelivet.

  • Gør din have mere ”vild”

    Øg biodiversiteten med en mere vild have. Det vil hjælpe insekterne og småfuglene, og måske kan du endda være med til at reducere CO2-udledningen?..Vis mere

    En vild have kan være med til at reducere CO2-udledningen på flere måder.

    • Lad haveaffaldet ligge på grunden. Så vil træstammer, grene osv. holde længere på den CO2, der er optaget i planterne.
    • Spar turen i bilen til genbrugspladsen med haveaffaldet.
    • Lad haven gro, og du kan også spare på brugen af havemaskiner. 
    • Drop brug af sprøjtemidler og kunstgødning. Produktionen af gødning - særligt spagnum - er en belastning for klimaet. 

    Sådan gør du haven attraktiv for fugle

    • Få haven til at minde om skoven.
    • Sørg for, at fuglene har adgang til frisk vand.
    • Plant træer, buske, hække og andre planter, der kan give føde til fuglene og være gode gemmesteder.
    • Sæt fuglekasser op.

    Sådan gør du haven attraktiv for insekter

    • Skab en varieret have med mange forskellige blomsterplanter, da forskellige insekter foretrækker forskellige planter.
    • Plant blomster, der blomstrer om foråret, hvor udbuddet af føde til insekterne er mindre.
    • Sørg for adgang til vand.
    • Lav et insekthotel.
    • Lad dødt træ blive liggende i haven. Det kan være skjulested og fødekilde for mange insekter.

    Sådan planter du

    • Plant gerne i flere niveauer. Det giver variation i væksten og byder på gemmesteder og føde til flere levende væsner.
    • Nedlæg (noget af) græsplænen. Det giver plads til et bed med planter, som tiltrækker flere levende væsner end en veltrimmet græsplæne.
    • Lav en løgplæne. Det giver masser af blomster, og krokus vil fx give føde til bierne.
    • Drop brug af sprøjtemidler.
    • Lav et kvashegn af dit haveaffald. Det kan være et godt skjulested for smådyr.
  • Hold høns

    De producerer både gødning og æg - og kan måske endda blive til suppe en dag. Og så kan de holde skadedyr nede.

  • Tænd langsomt for varmen

    Det kan spare klimaet for op mod ½ ton CO2, hvis du tænder dit fjernvarmeanlæg langsomt, efter at det har været sommerlukket.

  • Energirenovér din bolig

    Vi kan spare en masse energi og opnå en bedre komfort i vores boliger, hvis vi energirenoverer. Mange af vores boliger er opført med begrænsede mængder isolering...Vis mere

    Overvej at bruge andre isoleringmaterialer end mineraluld. Fx er træfiberisolering og papiruld mindre belastende for miljøet og CO2-regnskabet, og det er bedre for håndværkerne at arbejde med og for dig at leve i.

    Typiske steder hvor der kan efterisoleres:

    • Tagkonstruktioner
    • Lofter
    • Skråvægge
    • Skunkrum (herunder gulv)
    • Ydervægge
    • Gulve
    • Kælderydervægge (udvendig isolering)
    • Tekniske installationer (fx kedlen på dit fyr og varmerør, der går gennem uopvarmede rum).
  • Få lavet udvendig efterisolering

    Du kan spare på energien ved at efterisolere udvendigt. Har du fx et gasbetonhus, kan det formentlig betale sig at efterisolere den massive ydervæg.

  • Få varme fra en varmepumpe

    En varmepumpe belaster miljøet mindre end et gammelt gasfyr eller oliefyr, og du sparer samtidig på varmeregningen. Har du ikke råd til at købe en varmepumpe, så køb varme på abonnement fra en varmepumpe.

  • Renovér i stedet for at bygge nyt

    Det koster mange ressourcer at bygge nyt, og derfor er det bæredygtigt at renovere det eksisterende i stedet for at rive ned og bygge nyt...Vis mere

    Med lidt teknisk snilde og hårdt arbejde kan du måske få det, du drømmer om ved at renovere. Desuden er det ofte lettere at bevare den originale stil, når du renoverer fremfor at bygge nyt helt fra bunden.

  • Installér en recirkulations-bruser

    En recirkulationsbruser sparer energi, og du får en lavere vandregning. Så skal du renovere dit gamle badeværelse, kan du med fordel købe en recirkulations-bruser.

  • Vedligehold dine bygningsdele

    Det sikrer materialerne en lang levetid. Det lyder enkelt og ligetil, men vi er en del, som først vedligeholder, når det næsten er for sent i stedet for at være på forkant, og det kan føre til en endnu større regning og mere frustration, end hvis du holder din bolig vedlige undervejs.

  • Brug certificerede materialer

    Hvis du kan skaffe certificerede materialer til dit byggeprojekt, sikrer det, at der er taget hensyn til alle led i fødekæden, og der er tænkt over miljøhensyn...Vis mere

    Kig fx efter:

    • Svanemærket
    • Indeklimamærket
    • C2C (cradle to cradle).
  • Få lavet et el-tjek

    Vi bruger meget strøm i vores bolig til underholdning og “ting og sager”. Bliv bekendt med, hvor meget du egentlig bruger, og hvad du måske kan spare.

  • Optimér de eksisterende m²

    Det kan være, du kan opnå de ønskede funktioner i de eksisterende kvadratmeter i stedet for at bygge ud eller nyt. Vi sparer ressourcer og energi for hver en kvadratmeter, vi ikke bygger.

  • Lån en boremaskine

    Vi behøver ikke alle sammen eje vores egen boremaskine. En boremaskine bliver i sin levetid i gennemsnit brugt 12 minutter...Vis mere

    Lån en af din nabo i stedet for at købe en ny. Eller være gavmild med selv at låne din boremaskine til andre. Så får du endda en god anledning til at snakke med dine naboer.

  • Genbrug skruer, beslag og hængsler

    Hvis de ikke fejler noget, sparer du også penge i byggemarkedet...Vis mere

    Derudover kan gamle, klassiske beslag og hængsler være smukkere udført end nye.

  • Genbrug regnvand til toiletskyl og tøjvask

    Du får mindre vandforbrug, sparer penge og får færre problemer med kalk ved at bruge regnvand. Vil du gerne genbruge regnvand i større omfang, kan du investere i et regnvandsanlæg med en stor tank, som evt. graves ned i jorden.

  • Reparér i stedet for at smide ud

    Du sparer på naturens ressourcer og råstoffer ved at reparere fremfor at købe nyt. Selvom det nogle gange kan virke billigere at købe en ny ting i stedet for at reparere, er det bæredygtigt at reparere, da det forlænger levetiden af det, vi allerede har.

  • Sortér dit affald

    Alle i hele landet skal sortere 10 slags affald ifølge nye regler. Støt op om sorteringsordningerne, da det giver mulighed for at genanvende store dele af vores affald...Vis mere

    Fra 1. juli 2021 er der nye regler for sortering af affald. En lang række kommuner har fået dispensation til at overskride tidsfristen. 

    Affald skal sorteres i følgende:

    • Mad
    • Papir
    • Pap
    • Metal
    • Glas
    • Plastik
    • Tekstiler (først et krav i senere)
    •  Fødevarekartoner
    • Restaffald
    • Farligt affald.
  • Sig nej tak til reklamer og aviser

    Der bruges mange ressourcer på fremstillingen og udbringningen – især hvis du alligevel ikke læser dem.

  • Vask dit tøj i koldere eller koldt vand

    Vi sparer på energien, og tøjet holder længere ved at vaske ved lavere temperaturer, og meget af vores tøj kan sagtens blive rent i koldere vand. Husk det rigtige vaskemiddel.

  • Spar på strømmen i hverdagen

    Vores strømforbrug er højt, fordi vi har mange ting, der bruger strøm. Vær bevidst om, hvad du bruger, og sluk helt, når ikke du bruger dine apparater. Så reducerer du klimabelastningen, samtidig med at du sparer penge på elregningen...Vis mere

    8 ideer til at spare på strømmen:

    • Sluk for apparater, som står på standby. Mellem 10 og 15 procent af en husstands elforbrug bruges på standbyfunktionen, svarende til ca. 1.000 kroner pr. husstand.
    • Fyld vaske- og opvaskemaskinen helt op, og vask tøjet ved en lavere temperatur.
    • Undgå at bruge tørretumbler, hvis du har mulighed for at tørre tøjet udenfor.
    • Læg låg på gryderne, når du laver mad, og brug mindre vand, når du koger æg, kartofler m.m. Hvis du koger kartofler i 1-2 dl vand i stedet for at fylde gryden op, reducerer du elforbruget med 30 procent. Det kan også betale sig at have de rigtige gryder til det rigtige komfur. Bunden på gryder og pander skal være plane for at udnytte varmen optimalt.
    • Hvis du forvarmer en ovn i forbindelse med bagværk eller madretter, kan du overveje muligheden for at lave flere retter, mens ovnen alligevel er varm.
    • Sluk for lyset, når du ikke bruger det, og brug LED-pærer i alle lamper.
    • Udnyt dagslyset. Flyt arbejds-, læse- og legepladser hen til vinduet.
    • De fleste husholdninger kan spare 15-20 procent på elforbruget til lys, uden at det går ud over kvaliteten.
  • Sænk temperaturen indendørs

    Du kan spare både energi og penge på at skrue et par grader ned for varmen i hele eller dele af boligen...Vis mere

    For hver grad du sænker temperaturen i boligen, kan du spare ca. 5 procent på varmeregningen. Så sænker du 2 grader, sparer du ca. 10 procent. Der bør minimum være 17-18 grader i alle i alle rum.

  • Brug færre ting

    Spar på ressourcerne, så overvej en ekstra gang, om du har brug for at købe nye ting.

  • Stil krav til din håndværker

    Det er ikke en garanti, at din håndværker tænker bæredygtighed, når der bygges. Ved at stille spørgsmål og krav er du med til at flytte flere led i en mere bæredygtig retning.

  • Køb grøn strøm

    Vælg en grøn el-leverandør. Nogle selskaber leverer strøm fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens nogle selskaber ydermere støtter udviklingen af grøn energi...Vis mere

    Quick guide: Få grøn strøm

    • Gå ind på elpris.dk. Indtast postnummer og boligstørrelse. Tilvælg ”Kun klimavalg” i menuen.
    • Vælg produkt. Klik på knappen ”se mere” ud for hvert produkt for at se, hvorfor det er et klimavalg. Er du i tvivl om, hvad beskrivelsen betyder, kan du læse mere om de forskellige typer klimavalg på grøntelvalg.dk.
    • Skift produkt. I ”se mere”-menuen kan du også skifte til det pågældende produkt. Elleverandøren vil herefter klare overførelsen, deriblandt at informere din tidligere leverandør om skiftet.

Modtag også dit resultat på e-mail

*Når du afgiver din e-mailadresse, accepterer du samtidig vores brugervilkår og persondatapolitik, samt at Videncentret Bolius må kontakte dig med opfølgende spørgsmål på e-mail.