Byg dit hus med blokke af tungt flamingo.

Det er fremgangsmåden i en ny måde at bygge hus på, der er kommet til Danmark.

Iso-Byg hedder byggekonceptet, der har eksisteret internationalt i mange år. Ifølge direktør i den danske afdeling af Iso-Byg, Ulrik Andersen, er der opført mere end 50.000 boliger i verden af den type.

Iso-Byg kan sammenlignes med Lego-klodser. Blokkene er af Styropor (flamingo) - en blok er 120 cm lang og 30 cm høj - og de sættes i forlængelse af og stables ovenpå hinanden. I hver blok er der et langt hulrum i midten, hvor der fyldes beton i. Blokkene kan saves over med en almindelig sav, og det er også muligt at få blokke, der kan bøjes, så der f.eks. kan laves karnapper.
Bestem selv om facaden skal være af puds eller træ

Du kan selv bestemme, hvilken facade et Iso-Byg-hus skal have. Det kan være alt fra puds til mursten, træ eller granit. Indvendigt er der ofte gipsvægge, der kan sættes på flamingoen med almindeligt fliselim.

Ulrik Andersen mener, der er flere fordele ved byggesystemet:

  • Det har en god isoleringsevne og er uden kuldebroer.
  • Hurtig opførelsestid - et almindeligt parcelhus kan bygges på 3-5 dage.
  • De tynde vægge giver et større beboelsesareal end i et normalt hus.
  • Et hus kan opføres på alle tider af året, da byggesystemet ikke tager skade af vand og kulde.
  • Lav varmeregning

- Den helt store fordel er isoleringsevnen. Man kan lave passivhuse med Iso-Byg, siger Ulrik Andersen.

Væggenes tykkelse afgør, hvor god isoleringen i et hus af Iso-Byg er. Væggene fås i forskellige tykkelser fra 25-50 cm.

Smart at beton er gemt væk

Fagredaktør i Videncentret Bolius, Susie Frederiksen, kender ikke fordele og ulemper ved den nye hustype til bunds.

- Men det smarte er, at betonen er gemt væk, for det er der mange, der ikke gider at se på. Huset er velisoleret og meget stabilt, fordi betonen er med til at holde det sammen. Det er også sjovt med noget nytænkning omkring isoleringen, så det ikke altid er det samme, mener Susie Frederiksen.
To millioner kr. for 210 kvadratmeter

Det første Iso-Byg-hus står færdigt i Sønderborg. Andre er ved at blive opført i Herlev, Odense, Sorring, Herning og Randers (2). Målet er 10 huse i år og 20-30 til næste år.

Ifølge Ulrik Andersen har huset i Herning, der er på 210 kvadratmeter, kostet to millioner kr. inklusive carport. Det ene hus i Randers står til 2,3 millioner kr. for 180 kvadratmeter inklusive carport.

Det er muligt både selv at bygge et hus af Iso-Byg eller få håndværkere til det.
Få et hus i Isorast

Isorast er navnet på et andet byggesystem, der minder meget om Iso-Byg. Her er byggeelementerne lavet af polystyren lavet af den tyske virksomhed BASF.

Også her er det muligt at få vægge i forskellige tykkelser og f.eks. lave et passivhus, hvor varmeforbruget er meget lavt.