Disse stearinlys giver et dårligt indeklima

Når du tænder levende lys i dit hjem, forurener du luften med små partikler, der kan give hjerte-karsygdomme. Se, hvilke lys der forurener indeluften, og hvordan du ellers kan begrænse partikelforurening.

Tænk over, hvilke lys du bruger. Så slipper du for al for meget sod i stuen. Foto: iStock

Når du tænder stearinlys indenfor, spredes der lynhurtigt små partikler. Og de kan i værste fald påvirke dit immunforsvar og give hjerte-karsygdomme. De påvirker også dit indeklima her og nu, hvilket kan give røde øjne, hovedpine med mere.

Men der er forskel på, hvor mange partikler forskellige typer stearinlys afgiver. Derfor er det ikke lige meget, hvilke lys du vælger - og hvordan du slukker dem igen.

Hvad laves lys af?

Levende lys fremstilles af forskellige materialer som:

  • Stearin
  • Paraffin
  • Vegetabilsk olie fra fx palmer, raps og soya
  • Bivoks
  • Gelélys
  • En blanding af de forskellige materialer

Hvilke stearinlys skal du undgå?

Hvis du vil minimere partikeludledning, når du brænder levende lys, skal du undgå disse lys:

  • Lys af stearin. I modsætning af hvad mange tror, er lys af stearin et af de lys, der udleder allerflest partikler, når du tænder det.
  • Stagelys. Ud af de 3 mest almindelige typer lys, fyrfadslys, bloklys og stagelys, afgiver stagelys flest partikler. Bloklysene ligger midt imellem og fyrfadslys mindst.
  • Duftlys. Duftlys kan afgive allergifremkaldende stoffer.
  • Glimmerlys. Stearinlys med guld- og sølvglimmer kan afgive flere partikler og sode mere end almindelige lys.
  • Lys med påtryk og applikationer. Disse lys kan også afgive flere partikler og sode mere end almindelige lys.
  • Gelélys. Gelé udleder også mange partikler.

Så let er det at lufte ud

Skab gennemtræk 2-3 gange om dagen i 5-10 minutter.

  • Luft ud, mens du børster tænder på badeværelset morgen og lige før sengetid aften.
  • Luft ud, mens du tager overtøjet på, lige inden du tager på arbejde.
  • Luft ud, lige når du er kommet hjem fra arbejde og behold jakken på, mens du pakker ud.
  • Luft ud, mens du er i haven i weekenden.

Tag forbehold, når du tænder levende lys

Udover at vælge de lys, der afgiver færrest partikler, er der en række ting, du kan gøre, så du forurener dit hjem mindst muligt, når du tænder levende lys i dit hjem.

  1. Pust lyset ud, hvis det soder. 
  2. Klip vægen ned. Vægen må ikke være for lang, så soder den mere.
  3. Stil ikke levende lys i træk ved utætte vinduer eller over radiatorer. Lyset soder mere i træk.
  4. Stil ikke lys i lufttætte stager som fx hurricane-stager, da lyset ikke får ordentlig lufttilførsel og dermed soder mere. 
  5. Klip kanten på bloklys ned, hvis den bliver for høj, så lyset brænder jævnt.
  6. Sluk lyset med en lyseslukker - det begrænser soden.
  7. Luft godt ud flere gange om dagen - især lige efter du har slukket lyset.
  8. Begræns brugen af levende lys til fx festlige lejligheder.

Forskningsprojekt vil skabe nye lys, der ikke sviner

CANDLE - et forskningsprojekt fra Teknologisk Institut - vil skabe bedre indeklima med nye lys, der udleder færre sundhedsskadelige partikler og gasser. 

Projektet blev startet i 2017 med et budget på 12,2 mio. kr. Partner i projektet er ASP-Holmblad, der har produceret levenede lys i mere end 240 år. 

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab