Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Videncentret Bolius. Der er i alt gennemført 1.008 interviews med danskere husejere i alderen 25-75 år i perioden 25.-30. april 2017.

Læs undersøgelsen her. 

Måske er det følelsen af blødt græs mellem tæerne. Måske er det duften af syrener. Eller måske er det roen ved at falde i staver over de blomstrende rododendroner.

I hvert fald har haven en rigtig stor betydning, viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Bolius. Her svarer 57 procent, at haven i høj eller meget høj grad er vigtig for dem. 

Havens store betydning er et udtryk for, at vi her finder en modsætning til den teknologiske, digitaliserede hverdag, mener Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker hos Future Navigator.

– I takt med at alting mere eller mindre er krøbet ind i computeren, er haven blevet et sted, hvor vi har en form for nærvær med naturen. Så vi har hightech, men vi har også fået en modreaktion med hightouch, hvor haven er blevet et sted, vi kan gå ud og mærke og røre ved noget fysisk. Derfor får haven en særstatus, siger Liselotte Lyngsø.

Mere tid på haven end på rengøring

Faktisk er vi så glade for vores have, at vi både yder og nyder, når vi er der. Lige så mange bruger haven til ren afslapning som til havearbejde som at luge ukrudt og slå græs.

I snit bruger vi to en halv time om ugen på havearbejde i havesæsonen, og mænd og kvinder bruger lige meget tid. Tidligere på året viste en anden undersøgelse for Bolius, at vi i gennemsnit bruger to timer om ugen på rengøring. Antallet af arbejdstimer er en positiv overraskelse og et udtryk for, at vi gerne vil i haven, mener Jesper Carl Corfitzen, haveekspert hos Bolius.

– Det er et tegn på, at mange ikke nødvendigvis ser det som en sur pligt at luge ukrudt. Det er fysisk, monotont arbejde, som frigør plads til, at du kan forsvinde ind i dit eget tankeunivers og på den måde slappe af, siger Jesper Carl Corfitzen. 

Visitkortet

Men roserne er ikke altid helt så røde. For en tredjedel oplever, at haven i nogen, høj eller meget høj grad giver dem dårlig samvittighed, og samme andel svarer, at de ofte ikke har tid til at passe haven. Samtidig mener 70 procent, at det er vigtigt, at haven fremstår smuk og velplejet. 

 – Haven er ens visitkort til, hvor meget overskud man har. Det er en vigtig del af vores imagepleje i forhold til naboerne. Der er ingen, der kan se, at børneværelset flyder, og at køkkenet ikke er blevet ryddet af. Men de fleste haver kan man kigge ind i, så det er et meget synligt tegn på, om man er i underskud eller overskud, og hvis det hele står og stritter, og tornene vokser hid og did, tænker man, at de er ved at falde helt fra hinanden inde i det hus, forklarer Liselotte Lyngsø. 

Haveekspertens tips til en nem have

  • Gør græsplænen mindre. I gennemsnit bruger vi op mod 40 procent af tiden på havearbejde på at slå græs hver uge.
  • Gør stenterrassen mindre. Især hvis du har svært ved at leve med mos, alger og flisepest, ender du ofte med at bruge penge og tid på at rense fliserne.
  • Skær ned på krukkeplanter. De er hurtige og flotte – men de kræver også gødning og vanding, og når de går ud, ender de med at være spildte penge.
  • Plant flere stauder, buske og træer, og plant tæt, så det skygger for ukrudtets fremmarch. Hvis du generelt har flere planter i haven, fremstår den stadig frodig, selvom en enkelt plante mistrives. 

Kilde: Jesper Carl Corfitzen, haveekspert, Bolius