Køkkentendensen 2017: Kvalitet er in igen

Før finanskrisen kunne vi ikke få dem store eller gadget-lirede nok, men i 2017 søger vi tilbage i historien med design og håndlavede og bæredygtige løsninger i køkkenet. Samtalekøkkener er dømt ude til fordel for et hyggeligt rum.

Kan du huske, hvor fedt det var før finanskrisen? Der var i al fald køkkenfest hos danskerne, der overhovedet ikke kunne få armene ned, når de indrettede store luksuskøkkener. Rigeligt med kvadratmeter, rigeligt med luksusløsninger, intelligente gadgets, boblende og kogende vand i haner, væk med væggene og goddag til store samtalehyggeområder befolket af store, hvide og højglansende bordplader og køkkenøer.

Festen sluttede brat med finanskrisen. Og siden da er spenderbukserne blevet spændt ind. Piben har både fået en anden lyd og medført en anderledes tilgang til det at indrette nye køkkener. For så skidt, at vi ikke har råd til nye køkkener overhovedet, står det dog ikke til. Men vores forbrugsfokus har ændret sig.

– Der blev væltet mange vægge i fine og funktionelle huse fra 1920’erne, 30’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne,  som jo ellers er kendt for deres praktiske rumfordeling og planløsninger. Men det hele skulle væltes i 00’erne, så alt kunne flyde ud i ét. Og det ser vi en modreaktion på nu, forklarer Dorthe Theilade, mangeårig køkkenekspert, arkitekt og brandmanager i Kvänum Køkkener.

LÆS OGSÅ: Nyt køkken

Køkkenalrum er yt

En del vil stadig gerne have store, luftige rum, fordi det er enormt praktisk, når man er en stor familie med alt, hvad det indebærer med børn, lektier og madlavning. Men der er også opstået et stigende behov for at lukke af til de tilstødende stuer for at få mere ro i rummene, og her vælger mange løsninger med glas, så der stadig er en visuel forbindelse mellem rummene kombineret med et lavere lydniveau, forklarer hun.

– Jeg ser mange, der rykker køkkenet tilbage i sit eget rum for at afgrænse køkkenfunktionerne hertil – og for at få ro fra tv og støj fra børnene i stuen. Og der vender mange tilbage til de ældre planløsninger.

Naturlige materialer i køkkenet

Materialerne er også på vej retur. Retur til værdier som naturlige, ædle materialer og veludført håndværk. Tidligere var en minimalistisk, ren stil in, men nu søger vi tilbage til træ, marmor, farver, strukturer og i det hele taget meget mere unikke materialer som fx specialimporteret, sort marmor fra Italien med en karakteristisk kobberstribe i, forklarer Theilade.

– Generelt har vi fået mere stoflighed ind i vores køkkenindretning. Jeg ser også flere, der vælger malede flader, tapeter, støvede nuancer som grøn, grå og sand. Detaljer i kobber og læder, messing og træ ser vi både i køkkenet og i resten af boligen. Vi søger nærværet og særpræget i disse detaljer. De forbinder os med vores historie og med vores kulturarv i forhold til byggetraditioner.

Jeg ser mange, der rykker køkkenet tilbage i sit eget rum for at afgrænse køkkenfunktionerne hertil - og for at få ro fra tv og børn

Dorthe Theilade, arkitekt

Bæredygtighed og design hitter i køkkenet

Men vi kaster ikke længere om os med kvadratmeter, tonsedyre køkkenelementer og gadgets i rå mængder, som vi aldrig bruger. I stedet satser vi helt i tråd med tidens bæredygtige og specialdesignede tendenser på langtidsholdbare køkkenløsninger, hvor vi forener holdbarhed, prisbevidsthed og det særlige designtouch, der gør vores køkken til VORES, forklarer Mette Mechlenborg, der er boligforsker hos SBi, Statens Byggeforskningsinstitut.

– Vi går efter custom-made løsninger med billig, holdbar indmad fra IKEA og designede fronter og greb, så vi både er prisbevidste og særlige. Og det er vi nødt til, for stort set alle får lavet et nyt køkken, når de flytter ind et nyt sted. Køkkenet udtrykker alle vores kerneværdier om fællesskab, hygge, sundhed og madlavning. Køkkenet er boligens hjerte og hjemmets omdrejningspunkt. Vores scene for det gode liv, vurderer hun.

Køkkenet er en del af hverdagen

Køkkener i dag står dog ikke øde og ubrugte hen, som rygtet siger om 00’ernes luksussamtalekøkkener. I dag er det både hjemsted for hygge og  stedet, hvor vi praktiserer klassiske husholdningsdiscipliner som at sylte, bage, henkoge og budgettere vores råvarer. Alle bevidste kernefamilier går op i kost, forarbejdning, oprindelse, miljøaftryk osv. Køkkenet er således gået fra at være et udstillingsvindue til igen at være et madværksted.

– Vores bolig er vores hverdagsorganisme, og når vi er meget i køkkenet, er det her, vi udlever vores idealer om det gode liv. I dag handler det om holdbarhed, bæredygtighed og funktionalitet, bl.a. i form af specialdesignede elementer. Køkkenet er altså ikke længere et præfabrikeret samlesæt, som nogle andre har kombineret for dig. Vi vil selv specialsammensætte vores dele. Og der er det jo lige meget, at skabets indmad er fra IKEA, hvis bordpladen er specialimporteret marmor fra Italien. Så er dén bordplade vores families fingeraftryk indretningsmæssigt, siger Mette Mechlenborg.

Dorthe Theilade er meget enig med Mechlenborgs forklaring af discountdesign-tendensen og tilføjer, at en stor gruppe mennesker generelt er meget optagede af at indrette huset, så det passer til dets tidsalder, sjæl og historie, og mange fører i den forbindelse køkkenet tilbage til noget, der er så originalt som muligt.

– Der findes køkkenfirmaer, der sælger funkiskøkkener og fyldningslåger, så de matcher din 1930’er- eller 1970’er-bolig. Og den slags kræver stilbevidsthed, research og især økonomisk overskud, for det hviler på gennemdesignede løsninger ned i detaljen. Men har du råd og overskud og kan gå vejen fuldt ud, er det en meget trendy tendens.

Brugernes køkkener

Vi spurgte på Bolius' Instagram, hvordan boligejernes køkkener ser ud. Se to udvalgte eksempler herunder - og se resten på Instagram under #bolius. 

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab