30-årige Pernille Madsen står gerne 10 minutter under bruseren, når hun går i bad. Hun vasker sit hår med forskellige produkter, barberer sine ben og bruger i det hele taget badet som en afslappende pause fra hverdagen.

Men når hendes 44-årige mand og deres 6-årige søn går i bad, tager det sjældent mere end et minut. 

- Jeg tror nærmest, de er ligeglade, om vandet er varmt eller ej. Min mand skal bare lige vaske sig med en slags sæbe, og så er det overstået. Det er ikke på samme måde en afslappende ting for ham, siger Pernille Madsen, som sammen med familien bor i Kolding.

Kvinder bruger et minut mere på brusebadet

Pernille Madsens familie er ikke den eneste, hvor kvinden bruger længere tid på badet end manden. Ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Videncentret Bolius, er kvinder i gennemsnit længere tid i bad end mænd. 

Ifølge undersøgelsen tager kvinder i gennemsnit et brusebad på 7,01 minutter, mens mænd i snit bader 5,97 minutter – en forskel på mere end et minut. Danskerne bruger i gennemsnit 6,5 minutter i badet.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Videncentret Bolius i perioden 3.-4. december 2015.

Der er i alt gennemført 1.010 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år.

Se resultaterne her

Wellness-kultur appellerer mere til kvinder

At kvinder brugere mere tid end mænd i brusebadet kan hænge sammen med en ny tendens, som i høj grad ses i storbyer, forklarer professor Kirsten Gram-Hanssen fra Aalborg Universitet, som forsker i hverdagsliv, brugeradfærd og ressourceforbrug. 

- Vi ser en kultur for wellness i vores samfund, hvor folk tager længere bade end tidligere. Og det er en kultur, som muligvis appellerer mere til kvinder end til mænd. Selvom mændene også er godt med, forklarer Kirsten Gram-Hanssen.

Spar på det varme vand

Kvinderne er ikke ene om at nyde brusebadet lidt længere. Jo yngre danskerne er, desto længere tid bruger de i badet. Især studerende er længere tid i bad, og storbymennesker bader i gennemsnit længere end folk fra landområderne, viser YouGov-undersøgelsen for Videncentret Bolius. 

Der kan være mange penge at spare ved at tage kortere bade eller skrue lidt ned for varmen, forklarer Rados Nenadovic, fagekspert i Videncentret Bolius. Hvis du bader i 5 minutter, koster det mellem 3 og 8 kr. om dagen – eller 1.095-2.929 kr. om året – alt afhængig af, om du har en sparebruser eller ej.

- Det koster flere penge at tage et varmt bad end et koldt, fordi det kræver energi at varme vandet op. Så selvom det kan føles behageligt med et rigtig varmt bad, kan det være en idé at sænke temperaturen lidt. Tænk over, at du kun nyder det varme vand et kort øjeblik, og så løber det ned i afløbet til ingen verdens nytte, siger Rados Nenadovic.

En nem måde at spare på vandet er at lukke for vandet, mens du sæber dig ind. 

Køb en sparebruser

- Det kan også være en god idé at tænke over, hvilket udstyr du har. Køb for eksempel en sparebruser. Den spreder vandstrålerne og blander luft i vandet. Det føles, som om der kommer mere vand ud, end der gør, og du kan nemt spare omkring 1.000 kr. på det om året, siger fageksperten. 

- Det er en god idé at synliggøre sit forbrug, eksempelvis ved at installere en vandmåler, så du kan se, hvor meget vand du bruger. På den måde kan familien gøre det til en konkurrence om, hvem der bruger mindst vand. Hvis du ikke er klar over, om dit vandforbrug ligger over eller under gennemsnittet, er det nemmere at ignorere forbruget og bare betale vandregningen. Omvendt giver det måske motivation til at bruge mindre vand, hvis du ved, du bruger mere vand end gennemsnittet, siger Rados Nenadovic.

Så meget kan du spare ved at forkorte brusebadet

Vamt vand koster mere end koldt, fordi man bruger energi på at varme vandet op. Det koster ca. 80 øre i minuttet at tage brusebad, hvor ca. 1/3 af vandet er fra den varme hane. Det vil sige, at 10 minutters bad koster 8 kr. mens et 5 minutters bad kun koster det halve.

Sluk for bruseren, når du sæber dig ind

Hvis det tager 30 sekunder at sæbe sig ind og få shampoo i håret, sparer du 6 liter vand ved at lukke for vandet imens.

Spar penge og vand med en sparebruser

Hele 42 % af danskerne har ikke sparebruser, viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Videncentret Bolius. Hvis du ikke har sparebruser, bruger du ca. 12-15 liter vand i minuttet. Med 5 minutters bad bruger du altså 60-75 liter vand, med 10 minutter bruger du det dobbelte.