Inden udgangen af 2022 fik mange boligejere, der i dag opvarmer deres hus med gasfyr eller oliefyr, besked om, hvorvidt og hvornår de kan blive tilsluttet fjernvarmenettet. Det var en del af den socialdemokratiske regerings reformudspil ’Danmark kan mere 2’, hvor det også fremgår, at den grønne fjernvarme skal være udrullet senest i 2028.

Flere kommuner har dog siden meldt ud, at det kan blive vanskeligt at nå. Men uanset hvor få eller mange år, der går, kan en del boligejere komme til at opleve, at deres nuværende gasfyr fungerer dårligt eller lakker mod enden, men at udsigten til fjernvarme ligger flere år ude i fremtiden.

Hvilke muligheder har de så?

– Det kommer meget an på, hvornår fjernvarme bliver en mulighed for den enkelte boligejer. Er det inden for 3-5 år, så ville jeg lægge mig i selen for at livsforlænge eller reparere det eksisterende gasfyr, hvis det er en mulighed. Eller også ville jeg prøve at finde en midlertidig løsning, der ikke er en for stor investering. Det kunne fx være et brugt gasfyr eller en luft til luft-varmepumpe.

– Kommer fjernvarme først efter 5 år eller mere, ville jeg gå efter en mere stabil løsning, fx et nyere naturgasfyr eller en luft til vand-varmepumpe, siger fagekspert i Videncentret Bolius, Tue Patursson.

Kan dit gasfyr repareres?

Første mulighed, der bør afprøves, hvis naturgasfyret er ved at være gammelt, er altså at få det kigget grundigt efter i sømmene.

– Hvis et naturgasfyr er ældre end 16 år eller fungerer dårligt, så bør du få en autoriseret vvs’er til at kigge på det. Den bedst mulige pleje kan godt forlænge levetiden af gasfyret, indtil fjernvarme bliver en mulighed. Måske skal der justeres noget ind på fyret, eller der skal udskiftes eller renses nogle smådele. Aftal en plan A og en plan B med vvs’eren: Hvordan kan vi forlænge levetiden på fyret, og hvad gør vi, hvis fyret alligevel går i stykker om en måned, forklarer Tue Patursson.

Hvordan kan et gammelt gasfyr forbedres?

Chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Maria Rizzo, supplerer:

– Hvis forbruget er steget markant over årene, kan det være tegn på, at fyret fungerer dårligere – måske er en varmtvandsbeholder kalket til, eller fyret skal indstilles bedre. De fleste har et abonnement, hvor fyret bliver serviceret en gang imellem – måske er det tid til at få fremskyndet det, så fyret kører bedre.

– Det kan være, at det skal indstilles mere økonomisk, så der ikke er 25 grader varmt hele vinteren. Måske kan der også laves småreparationer, som kan give fyret nogle flere år at leve i og gøre gaskedlen billigere i drift.

Hun fortsætter:

– Du kan også skåne fyret ved fx at overveje løsninger, der kan supplere fyret og måske klare opvarmningen i udvalgte dele af året – fx via solvarme eller en mindre varmepumpe.

Køb af brugt gasfyr

Hvis fyret er stået helt af, er næste mulighed at kigge på midlertidige løsninger, indtil der er mulighed for fjernvarme.

Flere fjernvarmeselskaber tilbyder blandt andet en ordning, der typisk går ud på, at hvis det eksisterende gasfyr går i stykker – så kan boligejerne få hjælp til reparation eller eventuelt udskiftning af fyret, mod at de tilslutter sig fjernvarmenettet, når det kommer ud,

Du kan også selv købe et brugt gasfyr, blandt andet gennem flere energiselskaber eller på DBA. Men det er vigtigt at være opmærksom på en række ting.

– Man må gerne købe et brugt gasfyr selv, men selve installationen er autoriseret arbejde, som man ikke må udføre selv. Jeg vil klart anbefale at tale med sin servicemand eller energiselskab for at høre, om de har et brugt gasfyr, som du kan købe.

– Det er vigtigt, at gasfyret lever op til kravene i bygningsreglementet. Derfor vil jeg ikke anbefale den almindelige forbruger at købe gasfyr fra andre forbrugere – fx på DBA – for der er så mange ting at skulle vurdere selv, som kan være svært at gennemskue, forklarer Maria Rizzo.

Tue Patursson supplerer:

– Hvis du som forbruger endelig skal købe et brugt gasfyr fra en anden forbruger, er det vigtigt at få en vvs’er med på råd. Han eller hun kan vurdere, om det er et ok køb, og om det er et gasfyr, som vedkommende kan og vil installere i dit hjem. I sidste ende er det vvs’eren, der skal garantere for, at installationen er i orden.

Overvej varmepumpe som erstatning for gasfyr

Skal boligen opvarmes med andet end gas, indtil fjernvarmen kommer, er anbefalingen en varmepumpe – enten luft til luft eller luft til vand.

– En midlertidig løsning, der kan hjælpe i en 3-5 år, er en luft til luft-varmepumpe. Den blæser varme ind ét sted, så det kan være en god løsning i mindre huse med fx kun én større stue, der skal varmes op. Den kan ofte købes og installeres for omkring 15.000 kr. – samme prisleje som et brugt gasfyr. Du skal dog være opmærksom på, at der derudover skal investeres i noget til at varme vandet op med – fx en minivandvarmer, siger Tue Patursson fra Videncentret Bolius og slutter:

– En mere stabil og fremtidsrækkende løsning er en luft til vand-varmepumpe. Den er en del dyrere, i omegnen af 125.000-130.000 kroner, men der findes forskellige abonnementsordninger gennem energiselskaberne, fx kan man lease et anlæg i 5 år, indtil fjernvarmen er en realitet.