Sådan finder du den rigtige farve til dit hus

Der er mange ting, der har betydning for, hvilke farver der passer bedst til dit hus. Læs hvilke farver, der passer til bestemte typer huse.

Træhus med grøn facade.

Brug omgivelserne, når du vælger husets farve. Fx vælger mange gule huse ved havnen, formentlig fordi de har et væld af blåt fra himlen og havet, og gult passer godt til blåt. Foto: Beckers

Det har betydning for dit farvevalg

Når du skal have malet dit hus, er det ikke altid nok at kigge på, om du bor i et træhus eller et murstenshus. Når du skal vælge farven, er der også andre ting, der spiller ind:

  • Husets alder og tradition af farvevalg
  • Hustype og karakter
  • Husets tag
  • Vinduer og døre
  • Husets sokkel, mur og murdetaljer
  • Udvendigt træværk som udhæng, terrasse, beklædning etc.
  • Omkringliggende bygninger
  • Husets placering i natur eller bybillede
  • Lokale traditioner.

LÆS OGSÅ: Mure og facader

Ydervæg i træ males med lysebrun maling

Et vellykket farvevalg passer til og understreger husets form, udtryk og karakter. Ved valg af farve til ydervæggen , er det derfor vigtigt at tage hensyn til den tidsperiode, huset er fra, samt aflæse husets form og udtryk. Foto: Bigstock

Hvor besværligt er det at ændre farven på ydervæggen?

Hvis dit hus allerede er pudset og malet, kræver det minimum to nye lag maling med en ny farve. Hvis dit hus ikke er pudset op, skal det gøres, før du begynder at male. Er det et træhus, kan det være lidt nemmere, men du skal stadig regne med, at en ydervæg af træ skal have to lag maling gange for at opnå en tilstrækkelig dækning.

Hvad er ydervæggen opført i og hidtil blevet behandlet med?

En ydervæg kan bestå af en blank mur, en pudset mur (og alt derimellem som fx vandskuret mur), en træydervæg, betonydervæg mm. 

De forskellige ydervægge kræver forskellige behandlinger. Fælles for dem alle er, at den nye overflade, du giver ydervæggen i form af maling, kun er så stærk som underlaget tillader. Du skal altså sikre, at underlaget kan bære det nye lag maling ved at fjerne afskallinger og lignende, før du går i gang med at male huset i en ny farve.

Har du et muret hus, som ikke er pudset, bør du pudse det op, før du går i gang med malerarbejdet. Du kan godt male en blank mur - altså en murstensvæg uden puds - men resultatet bliver ikke det samme. Fugerne suger malingen anderledes, og der kan opstå "lommer", hvor fugt kan ophobes.

Vil du male dine vinduer? 

Hvis du ønsker at ændre farven på vinduerne i forbindelse med, at du vil male ydervæggen i en ny farve, kan det blive et stort arbejde. Ikke mindst, hvis husets vinduer er småsprossede eller koblede.  

Skal du alligevel vedligeholde træværket?

Hvis dit hus har ydervægge af træ, eller gavle, udhæng og sternbrædder er af træ, kan du forholdsvist nemt ændre farven. Især hvis du vælger at gå fra lyse til mørke farver. Og det er oplagt at skifte til en anden farve, hvis det under alle omstændigheder er tid til at vedligeholde træværket.

Hvad bør du overveje, når du vælger farver til ydervæggen?

Villa med hvid ydervæg og rødt tegltag

Et eksempel på et hus med hvid ydervæg. Det røde tegltag træder markant frem. Foto: Jesper Elgaard

Udvalget af produkter og farver er så enormt, at det kan virke uoverskueligt at vælge. For at komme på rette spor er det vigtigt at kaste et blik på huset og prøve at forstå det. Det vil sige, at du skal kigge på, hvilken tidsperiode huset er bygget i og aflæse husets form og udtryk. Et vellykket farvevalg vil underbygge og understrege husets form, udtryk, karakter, alder og historie. 

Derudover er det vigtigt, at du ser på dit hus som en helhed og derfor også ser på de øvrige bygningsdele og omgivelserne, når du vælger farve. 

Inden du går i gang, skal du undersøge, om der er lokalplaner for området eller servitutter på din grund, som angiver, om der er begrænsninger på, hvilke farver der må anvendes. Kontakt evt. din kommunes tekniske forvaltning og forhør dig, hvis du er i tvivl. Undersøg også, om dit hus er bevaringsværdigt eller fredet. 

Brug klassisk jordfarve til ældre huse

Brug gerne en af de klassiske otte jordfarver til ældre huse op til 1950, der stadig har et gammelt udtryk - dog ikke patriciervillaer. Brug jordfarverne rent, eller bland dem med hinanden.

De otte klassiske jordfarver er:

  • Brændt umbra
  • Dodenkopf
  • Engelsk rød
  • Rød okker
  • Terra di Siena
  • Guld okker
  • Grønjord
  • Ultra marineblå.

Selvom dit hus hverken er fredet eller vurderet bevaringsværdigt, kan der alligevel ligge en god dansk byggetradition i huset eller nogle egnsbestemte skikke i materialevalg, som du har mulighed for at genoplive eller bibeholde. For at finde frem til dem, kan du se på de omkringliggende huses farve, fremskaffe gamle fotos eller kratte lidt i ydervæggen for at se eventuelle tidligere farvelag. 

Hvis du ønsker at dykke dybere ned i byggetraditionerne eller få mere vejledning, kan du søge hjælp hos en arkitekt. 

Hvilken betydning har omgivelserne, når du skal male ydervæggen?

Valg af farve til ydervæggen handler meget om, hvad du vil med huset. Skal huset træde frem, eller skal det indgå i diskret sammenhæng med de øvrige huse på vejen? Her er det en god idé, at du ser på husets omgivelser. Er det villakvarter, som dit hus ligger i, meget ensartet eller mangfoldigt i forhold til hustyper og farver? 

Hvis huset er placeret i naturen, ved vandet eller ved skov og marker, kan det være en god idé at vælge farve ud fra de dominerende farver i den omkringliggende natur. Hvis dit hus er omgivet af træer og buske, skal du være opmærksom på, at sort får huset til at passe bedre ind i omgivelserne end fx grøn. Det skyldes, at det er stort set umuligt at ramme den samme farve som de grønne omgivelser. I stedet kan du bruge en grøn tone fra beplantningen - eller en blå tone fra havet - som inspiration, når du vælger farve.

Se også på, om dit hus indgår i en sammenhæng med andre huse, hvor flere facader danner farvekompositioner. 

I flere byområder kræver eller anbefaler kommunen, at ydervægge males i bestemte farver, nuancer eller endda produkter for at fremme bybilledets harmoniske præg.

Hvilken farve passer til hvilken type hus?

  • Patriciervilla: Hvid, fordi den originale, hvide farve signalerer noget klassisk og er med til at lysne huset.
  • Murermestervilla: De klassiske jordfarver.
  • Byhus: Alle farver, men vær opmærksom på omgivelserne og de omkringliggende boliger.
  • Landhuset: Klassiske jordfarver eller måske hvid.
  • Typehus 1960-1980: Fremstår tit i materialernes egne farver. Kan godt pudses op, og du kan bevæge dig meget frit på farveskalaen. Vælg gerne lyse farver, måske sandfarver.
  • Funkishus: Bør holdes i hvid. Der er gjort meget ud af facaden, og huset er velkomponeret, og det hvide fremhæver de huller, som vinduer og døre skaber i disse facader.
  • Bungalow: Hold huset i hvid eller grå, men også gule og røde toner virker.
  • Den modernistiske villa: Tit bygget i gult tegl, men også gasbeton. Hold dem gule, eller mal hvidt.

Kilde: Kristine Virén, formidlingschef i Bolius. 

LÆS OGSÅ: Typiske hustyper

Hvilken vinduesfarve passer til husfarven?

Vinduer, døre, sokkel og udhæng skal passe med farven på huset. Mange vælger hvide vinduer og døre, men ofte passer andre farver bedre.

Hvis både facade og vinduesrammer er lýse, virker huset let, mens mørke - eller helt sorte - vinduesrammer til en lys facade giver huset mere karakter og trækker øjet ind i huset.

Leg gerne med kontrasterne. Du kan fremhæve facadens farve ved at vælge døren i helt andre farver, også end vinduerne. Har du hvide vinduer, så prøv med en dør i portgrøn eller en stærk blå. Det giver et ekstra spil.

Men vær opmærksom på, at nogle farver er svære at kombinere. Undgå fx blå og grøn som kombinationsfarve.

LÆS OGSÅ: Maling - udendørs

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab