Du kan spare lidt på varmeregningen, hvis du skruer ned for varmen om natten. Men hvis du har gulvvarme, bør du ikke indstille dit varmesystem, så temperaturen svinger i løbet af døgnet.

- Har du gulvvarme i større dele af huset, giver det slet ingen mening at sænke temperaturen om natten, siger Tine Hommelgaard, energirådgiver hos DONG Energy.

Dyrt at varme bygningsdele op igen

- For selv om du sparer en smule energi i nogle timer ved at skrue ned for blusset, bruger du så meget desto mere på at varme bygningsdelene op igen, uddyber hun.

Således kan natsænkning med gulvvarme i værste fald koste ekstra på varmeregningen. I bedste fald sparer du intet, men sætter heller ikke noget til.

Ringere varmekomfort, når du sænker varmen om natten

Til gengæld får du næsten med sikkerhed ringere komfort, end hvis temperaturen står på et konstant niveau døgnet igennem.

- Der er megen træghed i et gulvvarmesystem og i de bygningselementer, der skal varmes op. Derfor er det praktisk taget umuligt at indstille automatikken, så der er varme i boligen, når du skal bruge den, konkluderer Tine Hommelgaard.

Skru ned for varmen to timer før du går i seng

Så er der en smule mere at hente ved at sænke temperaturen 3-4 grader om natten, når du har radiatorer.

Men husk at indstille natsænkningen, så det passer nøje med familiens døgnrytme.

- Som meget grov tommelfingerregel vil du skulle skrue ned for varmen til den ønskede nattemperatur to timer før familien normalt går i seng. Ligeledes skal du sætte systemet til at hæve temperaturen igen to timer, før I står op, siger energivejleder Peter Bolwig fra Energitjenesten.

Det lyder nemt. Men helt så enkelt er det desværre sjældent i praksis, forklarer han.

Prøv dig frem, når du vil sænke temperatur om natten

- For des lettere materialer, huset er bygget af, des hurtigere varmes boligen op og afgiver varmen igen, når der skrues ned. Så i nogle tilfælde kan du regne med en "reaktionstid" på en time. Omvendt tager det måske tre gange så lang tid at få varme i en solid murermestervilla, siger Peter Bolwig.

- Ligeledes spiller isoleringen og hvor meget, du lader temperaturen svinge over døgnet, naturligvis også en meget stor rolle i regnskabet. Så du må prøve dig frem, konstaterer han.

Sænk temperaturen én grad og spar 800 kr.

Peter Bolwig og Tine Hommelgaard er enige om, at dag/nat-sænkning af rumtemperaturen i mange tilfælde vil være en lidt kedelig forretning.

Derimod anbefaler begge energieksperter at sænke temperaturen i almindelighed, hvis du for alvor vil skære ned på varmeudgifterne.

Du sparer nemlig fem procent på varmeregningen, hver gang du skruer én grad ned for rumtemperaturen. Det svarer til en årlig besparelse på 600-800 kr. pr. sænket grad i et gennemsnitligt et-familieshus med olie- eller gasfyr.

Sænk temperaturen og tænd for din brændeovn

- Har du muligheden, er den ideelle løsning faktisk at sætte fyr eller termostater til f.eks. 18 grader og lade brændeovnen klare resten i dagtimerne, siger Peter Bolwig.

- For på den måde kan du let holde bekvemme 22 grader i stuen, når du er hjemme og oppe, men stadig spare et par tusinde kroner om året, siger han.

Sådan får du elektronikken til at styre varmen

Du kan sænke og hæve varmen på givne tidspunkter af døgnet og ugen, f.eks. om natten, hvis du har det rette udstyr.

Har du et fyr, skal fyret tilsluttes et stykke elektronik, der kan tænde og slukke fyret. Det er - basalt sagt - et tænd/sluk-ur med tilkoblet termostat, der styrer fyrets arbejdsindsats efter et program, du selv indtaster.

De fleste nyere olie- og gasfyr har den nødvendige elektronik integreret - også til selvstændig styring af f.eks. cirkulationspumpen. Men er dit fyr af ældre dato, kan du få en elektriker til at installere elektronikken eksternt - det koster typisk 1.000-2.000 kr.

Der findes også løsninger til regulering af fjernvarme, ligesom du vil kunne koble relevant styringselektronik på f.eks. el-varme eller varmepumpeanlæg. Her er det dog under alle omstændigheder en god idé at spørge dig for hos en fagmand - typisk en elektriker - hvis du er i tvivl om, hvilken løsning du skal vælge (eller om du kan montere den selv).