Snart slut med oliefyr – hvad gør du?

Oliefyret er på vej ud, og der er usikre fremtidsudsigter for naturgas. Men hvilke varmekilder kan du vælge i stedet? 2 energikonsulenter giver gode råd.

Allerede i 2013 bliver det forbudt at installere oliefyr i nye huse. Og fra 2016 må du heller ikke erstatte et gammelt oliefyr med et nyt, hvis du kan få fjernvarme eller naturgas i stedet.

Det ligger fast i den energiaftale, regeringen indgik med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten i foråret.

Ifølge de to energikonsulenter, Christian Oxenvad fra Energitjenesten og Morten K. Mathiasen fra Bolius, bør du skifte det gamle oliefyr ud.

- Man kan spare meget ved at gå fra et gammelt oliefyr til et nyt kondenserende. Men en langsigtet løsning er det ikke, siger Morten K. Mathiasen.

LÆS OGSÅ: Opvarmning med oliefyr

Tjek i lokalplaner, om du kan få fjernvarme

I stedet er fjernvarme ifølge Morten K. Mathiasen generelt en god, billig og langtidsholdbar løsning, men flere fjernvarmeværker har dog meget høje priser. Selv om der ikke lige nu er adgang til fjernvarme i det område, du bor, så kan det være, der kommer det i fremtiden. Så tjek lokalplanen.

- Der kan være fjernvarmeplaner, man ikke er opmærksom på, og så vil det være fjollet at have brugt 150.000 på jordvarmeanlæg, siger Christian Oxenvad.

LÆS OGSÅ: Spar flere hundredetusinde kroner på det rigtige varmeanlæg

Varmepumpe i stedet for oliefyr

Kan du ikke få fjernvarme, er der mulighed for andre varmekilder. Her peger begge energivejledere på varmepumper som en god investering.

- Varmepumper – enten luft til vand eller jordvarme - er fremtidens energikilde, mener Christian Oxenvad.

LÆS OGSÅ: Varmepumper

Tjek isolering, gulvvarme og radiatorer

- Men det er bestemt ikke alle huse, der er lige egnede til varmepumper. Hvis huset ikke er isoleret tilstrækkeligt, eller der er mindre og ineffektive radiatorer, så kan en varmepumpe have svært ved at varme huset op, fordi de kører med lavere fremløbstemperaturer end fx olie- og gaskedler.

- Så første skridt er altid at sørge for at isolere sit hus godt – og evt. at få lavet gulvvarme og/eller sikre større radiatorer med større flader, hvor varmen kan bedre komme ud fra, forklarer Morten K. Mathiasen.

LÆS OGSÅ: Kan du få varmepumpe i dit hus?

Du skal vælge varmepumpe, gulvvarmesystem og radiatorer, som kan kommunikere med mange forskellige energikilder, fordi der er stor sandsynlighed for, at vi i fremtiden kommer til at se mere og mere grøn energi fra vind, solceller, biobrændsel osv.

Fx er elgulvvarme, der kun fungerer med strøm, en dårlig idé. Det bedste er vandbåren gulvvarme og vandbårne radiatorer, da det fungerer med alle former for varmekilder. Både el, fjernvarme, olie- og gasfyr, jord- og solvarme.

Træpillefyr – en billig løsning

En anden billig og holdbar løsning kan være et træpillefyr.

- Det anbefaler vi mest til folk med landejendomme. Det sviner lidt, og det kræver normalt, at man er hjemme til at fylde træpiller på fyret i løbet af dagen, og at man renser for aske. Men træpillefyr er bestemt blevet bedre og kan også sagtens benyttes i parcelhuse, siger Morten K. Mathiasen.

Vælger du at fyre med træpiller eller brænde, er det vigtigt, du har et velfungerende fyr.

- Med brænde er det vigtigt, at man har et nyere brændefyr og en buffertank. Man kan ofte halvere brændeforbruget med et velfungerende fyr, siger Christian Oxenvad.

LÆS OGSÅ: Pillefyr

Nemmere at sælge huset med god varmekilde

Ifølge Christian Oxenvad er der, udover en mindre varmeregning, også andre fordele ved at investere i et nyt og godt varmesystem.

- Det langsigtede mål for Danmark er, at vi skal blive mindre og mindre afhængige af ikke vedvarende varmeressourcer som kul, olie og gas. Og derfor bør man også tænke langsigtet, når man som privat borger skal vælge ny varmekilde. Vælger man derfor fjernvarme eller en varmepumpe med gulvvarme og gode radiatorer, er man langt.

- Hvis man har lavet gode investeringer i huset og sikret et multifleksibelt varmesystem, så er det også nemmere at sælge huset. Hvis man derimod har fået lavet uheldig el-gulvvarme, så trækker det nedad i prisen på huset, siger han.

Investering i gasfyr kan gå 2 veje

Selv om fremtiden ligger i vedvarende energi – som regeringens energiplan på alle punkter lægger op til – er det for tidligt at sige, om gasfyret er på vej ud af den samme dør som oliefyret.

- Hvordan det kommer til at gå med gas er svært at sige. Som situationen er nu, slipper vores naturgas op om 10-15 år, så hvis du køber et gasfyr nu, vil det godt kunne betale sig - ud fra en betragtning om at et gasfyr holder i ca. 15 år.

- Det kan det måske ikke om 5 år. Men hvis Danmark beslutter sig for, at vi skal til at udvinde skifergas, så kan situationen blive en helt anden. Så kan vi måske udvinde så meget skifergas, at gaspriserne vil falde, og så vil et gasfyr lige pludselig være en rigtig god investering, siger Morten K. Mathiasen.

LÆS OGSÅ: Opvarmning med gasfyr

Energiaftalen

Regeringen blev i marts 2012 enig med Venstre, Konservative, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om en ny energiaftale til 3,6 milliarder kr. Aftalen, der overordnet har fokus på at spare på energien i samfundet og satse på mere vedvarende energi i form af vindmøller, mere biogas og mere biomasse, siger bl.a.:

  1. Du må fra 2013 ikke længere installere olie- eller naturgasfyr i nye huse.
  2. Du må fra 2016 ikke længere installere oliefyr i eksisterende huse i områder med fjernvarme eller naturgas som alternativ.
  3. At der i 2012-2015 afsættes en pulje på i alt 42 mio. kr. til at understøtte omlægningen fra olie- og naturgasfyr i eksisterende bygninger til vedvarende energi.

Kilde: Klima- Energi- og Bygningsministeriet

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab