Synlig betonkant i gulvafløb

Der er risiko for betydelige vandskader, hvis der er en synlig betonkant mellem gulvafløbets rist og afløbsskålen. Løsningen er at udskifte det gamle gulvafløb.

Betonkant i gulvafløb i badeværelse

Er der beton mellem afløbsskål og afløbsrist vil der ved opstuvning i afløbet sive fugt ud i det omkringliggende gulv. Arkivfoto.

Hvad betyder det, at der er en synlig betonkant i gulvafløb?

Et gulvafløb har typisk en afløbsskål i metal, hvor vandet samles og føres videre ud i kloaksystemet. Er afløbsskålen ikke sat i, så overkanten af den flugter med undersiden af fliserne, vil der være en synlig betonkant.

I ældre huse kan det være, at der slet ikke er en afløbsskål, men blot et hul med betonkanter hvor der er et rør, der leder vandet videre. Ved renoveringer kan det ske, at der på det gamle gulv lægges et nyt pudslag og nye fliser. I gulvafløbet opstår der derfor en højdeforskel, som fejlagtigt udlignes med beton.

Gulvafløbet i et badeværelse er det sted, hvor der passerer mest vand i et hus. Installationer og konstruktioner skal derfor i særlig grad være tætte her. Synlig betonkant mellem gulvafløbets rist og afløbsskålen indebærer en risiko for betydelige vandskader. Denne konstruktion er derfor ikke længere tilladt at udføre.

Frem til 1974 var det eneste krav til afløb, at de skulle være tætte. Dette var et noget vidt begreb, og i 1974 blev der, ved Norm for afløbsinstallationer, indført krav til tæthed og udførelse. Synlig betonkant i gulvafløb er dog fortsat tilladt i konstruktioner, der er udført frem til 1974. Det skyldes, at konstruktioner, der er udført korrekt iht. datidens anvisninger fortsat er tilladte.

Til trods for at konstruktionen er tilladt, hvis afløbet er fra 1974 eller før, er den under alle omstændigheder uhensigtsmæssig, da beton i gulvafløb med tiden vil medføre fugtskader, bl.a. som følge af slid og ælde.

I tilstandsrapporten vil synlig betonkant i gulvafløbet give karakteren K3.

Tegn og virkning på beton i gulvafløb

Beton mellem gulvafløbets rist og afløbsskålen opstår fx i forbindelse med renovering af et ældre badeværelse.

På det gamle gulv lægges der nyt pudslag og nye fliser. I gulvafløbet opstår der derfor en højdeforskel, som fejlagtigt udlignes med beton. Betonen er ikke fuldstændig vandtæt, og når vandet står op i afløbsskålen, vil fugt trænge ud i gulvkonstruktionen.

Resultatet vil være, at de nye fliser går fra, og/eller at vandet trænger ned gennem det gamle gulv.

Hvis gulvafløbet er placeret på 1. sal eller derover, vil man hurtigt opdage evt. utæthed på loftet på etagen under. 

Standard for indendørs gulvafløb

Indendørs gulvafløb er dækket af standarden, DS/EN 1253-1:2015 Afløb til bygninger - Del 1: Gulvafløb med vandlås med en dybde på mindst 50 mm.

Standardens gyldighedsområde kan ses her.

Der er ikke lovkrav om brug af produkter iht. denne standard, men forsikring, bygherre eller andre kan stille dette krav.

Kilde: Byggevareinfo

Illustration der viser, hvordan gulvniveau skal tilpasses

Afløbet skal i højden være tilpasset færdigt gulvniveau. Illustration: Bolius

Hvis gulvafløbet er placeret i et terrændæk, et kældergulv eller lignende, kan der gå lang tid, før evt. utæthed opdages. Følgeskader fra et utæt gulvafløb kan blive betydelige, bl.a. i form af råd, svamp og fugtophobning i ukendt omfang.

Desuden kan eventuelle vand og varmeledninger, som er støbt inde i betonen, ruste ved vandpåvirkningen. Opdages utætheden hurtigt, kan skaden begrænses og reparationsarbejdet minimeres.

Løsning på beton i gulvafløb

Overgangen mellem flisebelægning og afløb skal være helt tæt.

Den mest korrekte og bedste måde at udbedre problemer med beton i gulvafløb på er at udskifte det gamle gulvafløb med et nyt afløb. Afløbet udføres i rette højde og konstruktion, så det passer til de forhold, hvor det skal fungere.

Korrekt udført afløbsskål i badeværelse

Ved det korrekt udførte gulvafløb ligger afløbsskålen umiddelbart under risten, som på billedet her. Arkivfoto.

Der findes forhøjelsesringe, som kan anvendes, men de er sjældent helt tætte. Der er dog enkelte producenter, der producerer forhøjelsesringe og afløbsskåle, som passer sammen.

Der findes ligeledes produkter til overfladebehandling af betonkanten mellem afløbsskål og afløbsrist. Denne løsning kræver dog, at der meddeles dispensation af den stedlige byggemyndighed.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab