Test: Sådan fjerner du lettest visne blade

Det kan være besværligt at fjerne visne blade fra græsplænen og perlegruset i indkørslen. Bolius’ handyman og fagredaktør Casper Kjerumgaard har testet, om en løvrive eller en løvblæser bedst fjerner bladene. Se resultatet her.

Bolius har testet, hvordan du nemmest kan fjerne visne blade. Foto: Torben Klint
Bolius har testet, hvordan du nemmest kan fjerne visne blade. Foto: Torben Klint

Det kan være et stort arbejde at slippe af med visne blade, og derfor har Bolius’ handyman, fagredaktør Casper Kjerumgaard, testet 2 metoder til at fjerne visne blade fra henholdsvis græsplænen og perlegrus i indkørslen.

Testen er ikke videnskabelig, men udelukkende Casper Kjerumgaards oplevelse af de forskellige metoder.

Vi tester disse metoder:

  1. Løvrive
  2. Løvblæser (bladblæser)

Vi tester ud fra følgende parametre

  1. Hvor hurtigt er det?
    Hvor lang tid tager det at fjerne blade fra henholdsvis græsplæne og perlegrus i indkørsel?
  2. Hvor anstrengende er det?
    Vores testperson vurderer, hvor hårdt det er at fjerne de visne blade på følgende skala:

    • Nem
    • Lidt besværlig
    • Hård

  3. Hvor effektivt er det?

    • Meget effektiv – godt resultat som ses med det samme.
    • Ikke særlig effektiv – du bruger unødig meget tid, og bladene forsvinder ikke helt.
    • Egner sig ikke som bladfjerner, bladene fjernes slet ikke.

Sådan gjorde vi

Vi delte en del af en græsplæne på ca. 64 m2 op i 2 dele ved hjælp af en haveslange og gik så ellers i gang med at rive og blæse bladene sammen. Derudover testede vi også de 2 metoder i en indkørsel på ca. 55 m2 med perlegrus.

Metode 1: Løvriven

Løvriven bruges normalt flittigt i haven til eksempelvis at rive det nyslåede græs sammen. De fleste bruger den også om efteråret til at rive blade sammen.

LÆS OGSÅ: Hvordan slipper du nemmest af med visne blade?

Resultat: Løvrive testet på græsplæne og i perlegrus

Test 1: Græsplænen

Hvor hurtigt er det?

Det tog 2 minutter og 31 sekunder at rive blade sammen på plænen.

Hvor anstrengende er det?

Nem – det kræver ikke de store anstrengelser at rive blade sammen med en løvrive.

Hvor effektivt er det?

Metoden er meget effektiv, man får fjernet de fleste blade, og samler dem godt i en stor bunke. River du visne blade sammen med en løvrive, når bladene lige er blæst af træerne, kommer du godt og nemt i bund med alle bladene.

 

Test 2: Perlegrus

Hvor hurtigt er det?

Det tog omkring 30 minutter at rive bladene sammen/samle dem op med fingrene i perlegruset.

Hvor anstrengende er det?

Det er meget anstrengende og besværligt at rive blade sammen i perlegrus. Bladene hænger fast, de små sten rives med, og man bliver nødt til at bruge meget tid på at samle bladene op med fingrene.

Hvor effektivt er det?

En løvrive egner sig ikke til at fjerne visne blade i perlegrus. Selv om man bruger både løvrive og fingre, er der mange blade, man ikke får med op.

Metode 2: Løvblæser

En løvblæser er en maskine, der kan blæse blade sammen. Man bære den rundt og retter den mod bladene. En løvblæser koster normalt 995-4.000 kr.

LÆS OGSÅ: Haveredskaber

Resultat: Løvblæser testet på græsplæne og i perlegrus

Test 1: Græsplænen

Hvor hurtigt er det?

Det tog 2 minutter og 10 sekunder at blæse blade sammen på plænen.

Hvor anstrengende er det?

Ikke anstrengende. Selv om løvblæseren, vi brugte, vejer 4,5 kilo, var den nem at gå rundt med.

Hvor effektivt er det?

Metoden er meget effektiv, resultatet ses tydeligt med det samme. Dog samler bladblæseren ikke bladene i en lige så pæn bunke som løvriven.

Test 2: Perlegrus

Hvor hurtigt er det?

Det tog omkring 2 minutter at blæse bladene i perlegruset sammen med en løvblæser og samle dem op.

Hvor anstrengende er det?

Nem – løvblæseren blæste hurtigt bladene op fra perlegruset.

Hvor effektivt er det?

Meget effektiv. Bladblæseren blæste stort set alle blade væk fra perlegruset.

VINDER: Løvblæser 

En løvblæser er bedst at bruge til at fjerne visne blade. Foto: Torben Klint
En løvblæser er bedst at bruge til at fjerne visne blade. Foto: Torben Klint

Hvis du skal fjerne blade fra både græsplæne og indkørsel er det nemmest med en løvblæser. Specielt i perlegruset var det nemt at bruge løvblæseren, der meget effektivt fjernede bladene, mens løvriven både var besværlig og ineffektiv.

Løvrive og løvblæser gode til visne blad på græs

 Løvriven kunne godt hamle op med løvblæseren på græsplænen. Det tog ganske vist en lille smule længere tid at rive bladene, men det var nemmere at samle bladene i en pæn bunke.

Det kan blive lidt hårdt med en løvrive, hvis du har en stor græsplæne, og hvis bladene er fugtige og sidder godt fast i græsset. Løvblæseren i testen vejede 4,5 kilo, men var overraskende nem at gå rundt med.

Vi prøvede også løvblæseren i bede både med og uden flis, og her blæste den også nemt bladene sammen uden at blæse flis ud på plænen.

SE BILLEDSERIEN: Havens redskaber

Det koster en løvblæser

En anke ved løvblæsere er prisen. De koster ca. fra 995-4.000 kr., og det er en anelse dyrt for en maskine, du reelt set kun bruger et par gange om året. Samtidig bruger den benzin eller strøm, mens du bare bruger dine kræfter med løvriven og derved også får god motion.

I testen brugte vi en Stihl BG 86 C løvblæser til 2.995 kr., som vi havde lånt af Stihl.

Vi besvarer spørgsmål bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab