Lys er vigtigt for dit helbred, og jo ældre vi bliver, jo vigtigere bliver det. Udover, at lys gør dig i stand til at se, hvad du laver, er det med til at styre døgnrytmen. 

Dagslys har stor betydning for, hvordan din dag forløber. Hvis du ikke får nok lys i løbet af dagtimerne – eller hvis du får for meget lys sent på dagen fra fx skærmen på en computer eller en tablet – kan du risikere, at din døgnrytme bliver skubbet ud af balance, og at du dermed sover dårligt.

Lys og mangel på lys kan også have betydning for dit psykiske helbred, især om vinteren, hvor solen er kort tid på himlen, og kulden gør det fristende at blive indendørs.

4 gode råd til bedre lys

  1. Det er en fordel både at have en generel belysning samt arbejdslys de steder i hjemmet, hvor du har brug for ekstra lys. Lyset skal være afskærmet og have den kvalitet og mængde, der passer til den aktivitet, det skal bruges til. Eksempelvis er det ved et arbejdsbord vigtigt, at lyset er rettet hen mod de ting, du skal foretage dig.
  2. Hav flere lyskilder der kan tændes og slukkes hver for sig både i stuen og køkkenet, så du kan justere lyset og tilpasse det til dine aktiviteter. 
  3. Gør det muligt at tænde en lampe om natten, der ikke lyser for kraftigt. På den måde forstyrrer du søvnen mindst muligt.
  4. Vælg den rigtige type pære til de behov, du har. Det er vigtigt, at lyskilden har den rette farve og styrke, samt at der er god farvegengivelse, især i køkken og ved ens arbejdsplads.

Som årene går, bliver det ekstra vigtigt, at du er opmærksom på lyset i dit hjem, da vores øjne med tiden får man brug for mere lys for at se det samme. Eksempelvis har en 60-årig brug for dobbelt så høj lysstyrke som en 20-årig for at se det samme.

Det er vigtigt at få tilstrækkeligt med dagslys, også inde i opholdsrum, og med den rigtige indretning kan du sørge for, at du får mest muligt ud af dagslyset, selv hvis du befinder dig indendørs. Det kan du fx gøre ved at have lyse vægge, der reflekterer lyset rundt i rummet, og ved helt simpelt at rykke de møbler, hvor du sidder mest i løbet af dagen, hen i lyset. Større vinduer, hvor lyset kan komme ind, ovenlys og indvendige glasdøre kan også give mere lys i din bolig. Du bør også være opmærksom på, om du ændrer muligheden for at få daglys ind i boligen, når du planter og beskærer i haven 

Omvendt kan det gode med sollys og give generende reflekser fra blanke overflader. Det gælder særligt, når solen står lavt, men også om sommeren, hvor solen står tidligt op og går sent ned, Om sommeren kan det for nogen være en rigtig god idé med mørklægningsgardiner i soveværelset og måske lette gardiner eller persienner, hvis man har store glaspartier mod syd eller vest i opholdsrum, for at kunne styre mængden af sollys, der lukkes ind i boligen.

Vælg de rigtige lamper og pærer

Det er også vigtigt, at du har de rigtige lamper og lyskilder i dit hjem. Du kan hjælpe dine øjne, hvis du sørger for, at alle rum, du opholder dig i, generelt kan lyses ret kraftigt op med fx en loftslampe. Derudover er det vigtigt med flere lamper, der har forskellig styrke alt efter, hvilken funktion de skal opfylde. For eksempel skal der være mere lys hvor man sidder og læser og ved en arbejdsplads, mens der er behov for et hyggeligere, varmt lys, hvor der skal slappes af. Lyset kan også bruges til at skabe kontraster i rummet.

Dit behov for lys i et rum kan også ændre sig alt efter, hvad du laver. Hvis du sidder i en stol og læser, har du fx brug for kraftigere lys, end hvis du sidder i samme stol og ser tv. Derfor kan det i nogle tilfælde være en god idé at vælge lamper eller pærer, hvor du kan justere lysstyrken og dermed få lige præcis det lys, du har behov for.

Valg af pærer – Lumen, Ra og Kelvin

Har du brug for øget lysstyrke, er det vigtigt, du vælger den rette pære. For LED-pærer er det pærer med en høj lumen, du skal kigge efter. En lumenværdi på mellem 600 og 900 svarer nogenlunde til en gammel glødepære på 60 watt i lysstyrke.

For at få den bedste farvegengivelse, skal du kigge efter pærens Ra-værdi. Jo tættere Ra-værdien er på 100, jo mere naturtro er farven. Er Ra-værdien fx 80, gengiver pæren dagslysets farve 80 procent, mens en Ra-værdi på 100 gengiver farverne 100 procent.

Tænk også på farvetemperaturen, der måles i Kelvin. Foretrækker du det varme, rødlige lys, skal du gå efter pærer med en Kelvin-værdi på under 3.000. Har du brug for det koldere, blålige lys, skal du gå efter pærer med 3.500-4.000 Kevin.