Med de stigende elpriser er du måske begyndt at interessere dig mere for, hvad du betaler for den strøm, du bruger dagligt til vaskemaskine, computere, opvaskemaskine, elbil osv. Ifølge Dansk Energi er prisen pr. kWh steget med omkring 30 procent over det seneste år, og det kan mærkes i langt de fleste husholdninger.

Som udgangspunkt afhænger din elpris af, hvilken type aftale du har med dit elselskab. Langt de fleste selskaber har indtil videre tilbudt to typer af aftaler:

  1. En fastprisaftale, hvor du låser elprisen fast i en længere periode – fx en måned, et kvartal eller et halvt år. Jo længere tid, du vil binde dig for, jo billigere vil prisen typisk være. 
  2. En variabel prisaftale, også kaldet flexafregning, hvor du typisk betaler dags- eller timepris for el.

Er fastpris på el en god aftale?

Der er fordele og ulemper ved begge typer af aftaler.

Vælger du en fastprisaftale, køber du dig så at sige ind i en forsikring, hvor du fastsætter og kender din økonomi i en længere periode ad gangen. Det kan give dig noget ro i maven, hvor du heller ikke behøver at bekymre dig om, hvorvidt du bruger for meget strøm – især, hvis du mener, at prisen på el bare fortsætter med at stige kraftigt.

Omvendt risikerer du at låse dig fast på en unødig høj pris, fordi priserne er så høje lige nu, og det er svært at spå om, hvorvidt en given pris er en god pris på den lange bane. På den måde risikerer du, at du over en periode har betalt en del mere for din strøm, fordi markedsprisen ellers er faldet.

Flere selskaber tilbyder dog fastprisaftaler, som du kan trække dig ud af med en måneds varsel. Så hvis elpriserne falder kraftigt, har du mulighed for at få en ny og bedre aftale.

Bør jeg vælge variabel elpris?

Vælger du en variabel prisaftale, har du mulighed for at udnytte, når elprisen er lavest. Hvis du har dagsafregning, vil prisen typisk være lavere end ved fastpris, fordi du følger markedsprisen. Langt de fleste flexafregninger er dog timebaserede, og her kan du sørge for at lægge dit forbrug, når prisen er lavest i løbet af døgnet.

Typisk er strømmen billigst om natten, mens den er dyrest i den såkaldte ’kogespids’ mellem klokken 17 og 20. Prisen kan nemt være den halve om natten, så hvis du har mulighed for at skubbe noget af dit forbrug til fx tøjvask, opladning af elbil osv. til dette tidspunkt, er der penge at spare.

Ulempen ved variabel pris er netop, at den svinger meget. Så du er også udsat for, at din elpris kan ryge over, hvad det vil koste med en fastprisaftale. Samtidig kræver det, at du løbende holder øje med elpriserne, så du kan udnytte de lave priser bedst muligt. Hvis du ikke tilpasser dit forbrug til prisen og fx lader din elbil op mellem kl. 17 og 20, vil du betale en del mere for dit forbrug, end hvad der ellers er muligt.

Er fastpris eller flexpris på el bedst til mig?

Hvilken type aftale er så den bedste for dig? Det afhænger meget af, hvem du er som person, og hvordan dit liv ellers er skruet sammen.

Herunder kan du få et par pointer at vælge ud fra.

Vælg fastprisaftale på el, hvis du…

  • Tror på, at elpriserne vil fortsætte med at stige.
  • Har brug for ro i maven over en længere periode, hvor du kender dit forbrug og din pris.
  • Ikke har lyst, tid eller overskud til at tjekke elpriserne løbende.
  • Bor alene i en lejlighed og fx ikke har et så stort forbrug hen over året.
  • Ikke har så mange knapper at skrue på i forhold til at ændre dine forbrugsvaner – fx, hvis du ikke har egen opvaskemaskine, vaskemaskine, elbil osv.

Vælg variabel prisaftale på el, hvis du…

  • Har det ok med, at priserne kan variere meget over tid.
  • Har mulighed for at bruge tid hver uge og måned på at sætte dig ind i elpriserne og måske også tjekke, hvilke elselskaber der har den bedste aftale.
  • Har mulighed for at ændre på din forbrugsadfærd og fx vaske på andre tidspunkter af døgnet end de fleste andre.
  • Bor med din familie i et større hus med et stort elforbrug – fx, hvis I har elbil, varmepumpe osv.

Elpris.dk  kan du altid tjekke, hvilke elselskaber i dit område der har den bedste aftale for dig lige nu.