10 gode råd til haven i juli

Beskær træer og buske, lav selv stiklinger, tør krydderurterne og meget mere. Læs, hvad du skal lave i haven i juli.

Pralbønner udfolder sig lige nu på skønneste vis. Fås i rød/hvide, rent røde, hvide og orange eksemplarer. Bønnerne kan spises. Er også gode i staude- og blomsterhaven.

  1. Beskær træer og buske

Fjern grene, der generer ved fx at hænge for lavt eller hænger ind over græsplænen, på buske og træer. Om sommeren er træer og buske i god vækst, og deres sår heler derfor hurtigere, hvis du saver eller klipper en gren af med beskærersaksen.

Mærk på grenen inde ved punktet, hvor den udgår fra, og føl, hvor grenkraven (der, hvor stamme og gren mødes, og hvor der i barken opstår en lille forhøjning) sidder. Skær grenen af lige uden for grenkraven, altså ikke helt ind til stammen. Sav eller klip aldrig en gren midt på, men læg snittet inde ved stammen eller grenvinklen (der, hvor en ny sidegren eller kvist udgår fra hovedgrenen eller stammen).

Stiklinger i potter.

Det er nemt og tager ikke lang tid at lave sine egne stiklinger.

  1. Lav dine egne stiklinger

Sommeren er den bedste tid på året til at lave dine egne stiklinger. Alt du behøver er en moderplante af fx lavendler, fuchsia, pelargonie, eller andre planter hvorfra du nemt kan lave stiklinger af deres bløde urteagtige stængler.

Træk det nederste bladsæt af, fjern evt. blomster og knopper, og stik skuddet i en potte fyldt med så- og priklemuld. Vand og sæt potten i en mælkehvid affaldspose og luk den let til. Fjern posen, når der efter ca. 2 uger er rødder på stiklingerne. Ved lavendler må stiklingerne gerne være mere træagtige, så slår de bedst rod.

Bladlus på plante

Bladlus angriber dine planter. Foto: Bigstockphoto

  1. Fjern bladlus

Bladlus angriber dine planter i specielt juni og juli, hvor de æder blade og knopper af planterne. Bladlus kan gøre planterne deforme eller give dårlig vækst, svamp og virussygdomme.

Bladlus angriber især tørstige planter, så du kan forebygge angreb ved at vande i tørre perioder. Du kan bekæmpe dem på flere måder:

Skyl dem af planten med en kraftig, varm vandstråle. Gør det under bruseren, hvis planterne er i krukker og ikke er for tunge. Sprøjt ikke for hårdt på stilken, da det kan ødelægge planten.

Brug godkendt insektsæbe eller sprøjtemiddel - dog ikke i fuld sol, da det kan skade planten. Skyl med vand efter nogle minutter. Find godkendte midler i Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddeldatabase - vælg "Produkt godkendt" under "Produktstatus" og skriv "Bladlus" under "Produktnavn" - eller spørg på planteskolen.

Giv gode betingelse for de dyr, der lever af bladlus: mariehøns, svirrerfluer, snyltehvepse, guldøjer, tæger og galmyg. Køb dem evt., da det er svært selv at at få mange nok.

  1. Sørg for god luft i drivhuset

Sørg altid for god udluftning i drivhuset. For høje temperaturer giver misvækst og sygdomme hos fx tomat- og agurkeplanter. Åbn vinduerne, når du tager på ferie, drivhuset kan klare sig i 1-2 uger uden pasning på denne måde.

  1. Lav din egen hyggekrog

Haven skal ikke kun være arbejde. Hvis du ikke har nok steder, hvor du kan koble helt fra og slappe af, så lav din egen hyggekrog.

Lav fx en lille siddekrog med en liggestol i buskads, eller hæng en hængekøje op i nogle træer.

  1. Sæt krukker ind i skyggen

Placér i ferieperioden krukker og potter i skyggen eller på et sted med mindre sol, dermed bliver vandforbruget mindre. Plant planter fra krukker, som du er særlig sart over for, ud i havejorden på et skyggefuldt sted, og gennemvæd jorden, så kan de fleste planter og blomster holde i op til 8 dage uden vanding. Alliér dig med en nabo, hvis du skal væk i længere tid.

Klatreplante på facade

Klatrende planter som den skal bindes op. Foto: Pernille Wedderkopp

  1. Bind klatrende planter op

Alle havens klatrende planter som blåregn, klematis og klatreroser vokser voldsomt om sommeren. Bind dem derfor løbende op, og før væksten i de retninger, du ønsker. Få fx blåregnen til at kravle langs et udhæng ved terrassen, eller klematissen til at kravle rundt på raftehegnet.

Bind de lange sommerskud, der hænger ud til siderne, ind til opbindingsstativet. Gør det løbende, mens skuddene er bløde, for så er det nemmere at få dem ind til siden. Brug altid blødt opbindingsmateriale som sejlgarn eller bomuldssnor - hvis du bruger metaltråd, kan det gnave ind i grenene og skade væksten.

Tjek og fjern stikkende grene på klatreroser, der hænger i vejen. 

  1. Lad vennerne høste, når du er på ferie

Har du en køkkenhave, men rejser væk på ferie, så alliér dig med nogle venner eller familiemedlemmer, der mod at få smagsprøver høster og ordner moderat i din køkkenhave. Få dem til at høste, lægge på køl og evt. spise de frugter og grøntsager, der bliver klar, mens du er væk.

  1. Efterså grøntsager i køkkenhaven

Efter høst af nogle af afgrøderne i køkkenhaven, er der plads til nye køkkenurter. Drys evt. 1 cm kompost ud og vend det rundt i de øverste 1 cm køkkenhavejord. Prikl' evt. porrer ud eller så nye hold af spinat, salat og radiser.

Efterså helst på kølige dage, hvor frøene bedst spirer. Undgå at prikle og så grøntsager på kraftige, varme sommerdage

  1. Slå plænen 2 gange efter ferien

Når du kommer hjem efter flere ugers ferie, er græsset blevet højt. Slå plænen første gang med en klippehøjde på ca. 5 cm. Slå dernæst græsplænen på tværs af første klipning til en klippehøjde på ca. 2-2,5 cm, da højt græs kan være vanskeligt at klippe pænt i én klipning. En rotorklipper er bedst til langt græs, men en almindelig græsslåmaskine kan også bruges.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab