Inden du går i gang med at grave, save og hamre, er der en række regler, du bør sætte dig ind i. For hvis du overtræder reglerne, risikerer du at skulle ændre bygningen, så den overholder reglerne eller rive bygningen ned.

1. Søg byggetilladelse eller send anmeldelse

Du skal søge byggetilladelse, når du vil opføre småbygninger i haven, der har et samlet areal på over 50 kvadratmeter (20 kvadratmeter, hvis du bor i rækkehus), herunder carport, skur, garage, drivhus eller overdækket terrasse.

Ansøg/anmeld byggeriet på Byg og Miljø.

Er det samlede areal af skure, udhuse, carporte og småbygninger mere end 50 kvadratmeter (for rækkehuse og klyngehuse: 20 kvadratmeter), tæller arealet med i beregning af bebyggelsesprocenten. Hvis byggeriet betyder, at bebyggelsesprocenten overskrides, skal der søges dispensation i kommunen.

Uanset størrelsen skal småbygningerne dog stadig leve op til øvrige love og regler.

Du skal ikke søge byggetilladelse, når du bygger en terrasse, med mindre terrassen er overdækket, og derfor indgår i det samlede areal.

Vær dog opmærksom på regler for hævede terrasser (generelt betragtes 30 cm som hævet). Byggelinjerne skal fx overholde de 2,5 meters afstand til skel (5 meter i sommerhusområder), og den skrå højdegrænseplan, som definerer, hvor højt du må bygge i forhold til afstand til skel - er generelt 1,4 x afstand til skel.

Guide: Overvejer du at bygge et skur eller anneks?

Herunder har du mulighed for at klikke dig igennem grafikken og få styr på de vigtigste overvejelser, du bør gøre dig, inden du bygger et skur eller anneks på din helårsgrund. 

Klik på punkterne 1, 2 og 3 i toppen ud fra skur eller anneks, og du kan finde yderligere oplysninger ved at klikke videre rundt på grafikken. Skal du bygge et skur eller anneks ved dit sommerhus, så klik her.

Du har også mulighed for at hente alle oplysninger ned som pdf: helårsgrundsommerhusgrund

Husk! Tjek lokalplan og servitutter

Når du bygger i haven gælder bygningsreglementet som udgangspunkt. Men husk altid at tjekke, om der er bestemmelser i lokalplaner, tinglyste servitutter eller deklarationer, der kan have indflydelse på dit byggeri i haven - de går altid forud for Bygningsreglementet.

2. Registrér bygningen i BBR

Når du er færdig med dit byggeprojekt, skal du registrere det i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Alle småbygninger skal registreres i BBR.

Det er dit ansvar, at oplysningerne om din ejendom er korrekte, og er de ikke, kan det få konsekvenser. Et eksempel er hussælgeren, der måtte betale 150.000 kr. i erstatning, fordi husets boligareal var forkert angivet.

3. Overskrid ikke bebyggelsesprocenten

I de fleste parcelhusområder må bebyggelsesprocenten af din grund højst være 30, og for sommerhuse er det normalt højst 15 procent.

Du beregner bebyggelsesprocenten ved at sammenholde det samlede boligareal i dit hus og øvrige småbygninger, udestuer, overdækkede terrasser m.v.  med grundens størrelse. Du kan dog trække de første 50 m2 (for rækkehuse 20 m2) overdækning af fx terrasse, udhus, carport o.l. fra.

Et eksempel: Dit hus har et etageareal på 120 m2, dit udhus, garageoverdækning m.v. fylder 55 m2, og din grund er 1.000 m2. Bebyggelsesprocenten er:

  • 120 + (55-50) = 125 m2
  • 125 x 100/1000 = 12,5 %

Med beregneren nedenfor kan du få et løst bud på, hvad bebyggelsesprocenten på din grund er, hvis du har et fritliggende enfamilieshus. Beregneren kræver, at du har oplysninger om størrelsen på din grund og de sekundære bygninger, der eventuelt er opført på den.

Giv forsikringsselskabet besked

Husk at informere dit forsikringsselskab, hvis du har bygget ny carport, drivhus, overdækket terrasse eller lignende, så bygningen kan komme med under din husforsikring. 

En terrasse, der ikke er overdækket indgår ikke i grundens bebyggelsesprocent, så du kan som udgangspunkt lave din terrasse så stor, du vil.

4. Byg korrekt mod naboskellet

Du må godt opføre småbygninger i skel, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Den samlede længde af de sider, som vender mod skel, må højst være 12 meter.
  2. Bygningens ydervægge eller tag må indenfor 2,5 meter fra skel ikke være højere end 2,5 meter.
  3. Der må ikke være vinduer, døre eller andre åbninger mod skel.
  4. Tagvandet skal holdes inde på egen grund.

I sommerhusområder må du ikke må bygge de nærmeste 2,5 meter fra skel, og ovenstående gælder for byggeri mellem 2,5 og 5 meter fra skel.

5. Byg ikke for højt

Bygger du op af skel i områder med fritliggende enfamiliehuse, må ingen af bygningens dele inden for en afstand af 2,5 meter fra skel være højere end 2,5 meter over terræn. Fra 2,5 meter fra skel mod vej må bygningen højst være 1,4 x afstand til skel og aldrig mere end 8,5 meter høj.