Hvor meget må du samle i skoven?

Er det forbudt at fylde bagagerum eller bæreposer med grene, blomster og mos fra skoven? Og er der forskel på reglerne i privat og offentlig skov? Få svar her.

I en offentlig skov er tommelfingerregelen, at du må samle så meget, der kan være i en bærepose. 
Foto: Bigstock.com

I en offentlig skov er tommelfingerregelen, at du må samle så meget, der kan være i en bærepose.

Foto: Bigstock.com

Du må gerne samle ting fra skoven til privat brug. Der er dog enkelte regler og forbud, du skal være opmærksom på, inden du går på jagt under trækronerne.

Hvor i skoven må du samle tingene op – og hvor meget?

Er skoven offentlig eller privat?

Omkring to tredjedele af alle danske skove er privatejede. Resten er offentlige.

Typisk vil du ved indgangen til skoven møde et skilt, der giver svar på, hvem ejeren er. En rød stolpe med Naturstyrelsens logo signalerer, at det er tale om en offentlig skov, mens der i en privat skov ofte står et brunt skilt, hvor reglerne for færdsel er forklaret.

Er der ikke et skilt, bør du gå ud fra, at det er en privat skov.

I offentligt ejede skove må du som hovedregel indsamle overalt i skoven, mens du i private skove kun må tage, hvad du kan nå fra vej og sti.

Som tommelfingerregel må du samle så meget, at det kan være i en bærepose. Og Naturstyrelsen opfordrer til at tænke på den næste, som også gerne vil samle.

LÆS OGSÅ: Må du tage sand med hjem fra stranden?

Hvad må du tage med fra skoven?

Så længe det ikke er til erhvervsmæssig brug, må du samle både:

  • Nødder, frugt og bær
  • Svampe
  • Frø
  • Kogler
  • Blomster
  • Urter
  • Grene og kviste på skovbunden
  • Mos og lav m.v.

LÆS OGSÅ: Sådan plukker, tørrer og opbevarer du valnødder og hasselnødder

Du må også gerne klippe kviste af løvtræer, der er over 10 meter høje. Det er dog forbudt i privatejede skove.

Kviste er som hovedregel tyndere end en lillefinger. Du må ikke knække dem af, men skal bruge en grensaks eller lignende. Du må gerne tage kviste, du ikke kan nå fra jorden –- dog ikke topskud. Og kravler du op i træet, må du ikke bruge klatreudstyr, men kun de bare hænder.

Hvad må du IKKE tage med fra skoven?

Undgå dyr i dekorationen – sådan

Samler du ting fra skoven til en dekoration som fx mos, kogler og svampe, risikerer du, at små dyr kravler frem, når dekorationen står på bordet.

Undgå problemet ved først at fryse tingene ned i en uges tid og derefter tørre dem.

Du må ikke grave planter og rødder op, med mindre ejeren har givet dig lov. Det er også forbudt at plukke fredede planter som hestetunge og vandranke.

Se Naturstyrelsens oversigt over fredede planter

I Naturstyrelsens skove er der hvert år særlige steder, hvor du i november og december kan samle gran gratis. Men ellers er det ulovligt at klippe grene af nåletræer i bevoksninger, hvor der sælges gran til pyntegrønt – hvilket er tilfældet i de fleste skove.

At samle brænde kræver sankekort eller tilladelse

Vil du samle brænde fra skoven, kræver det tilladelse fra ejeren. I offentlige skove kan du købe et sankekort eller ret til selvskovning. Priserne varierer lokalt.

I privatejede skove skal du spørge ejeren om lov til at samle eller købe brænde. Ved du ikke, hvem ejeren er, er det en god idé at spørge de omkringliggende gårde eller den lokale købmand.

LÆS OGSÅ: Sank selv: Sådan får du det billigste brænde

Naturvejlederens tip til skovturen

Husk at medbringe en kurv, når du drager ud i skoven, så mos og svampe ikke bliver ødelagt, inden du når hjem. Tag også nogle små bøtter med til fx at samle friske bær i.

Bor du i nærheden af en nedlagt jernbane, hvor der i dag er lavet natursti, er det desuden et oplagt sted at gå på jagt efter frisk frugt i løbet af efteråret. En del af de æbleskrog og afgnavede pærer, som togpassagerer gennem tiderne har smidt ud af vinduerne er nemlig blevet til frugttræer i dag.

Du finder også mange hyldebær her.

Kilde: Jan Kjærgaard, biolog og naturvejleder ved Naturstyrelsen

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab