
Line Olsen har lukket for gassen, og det betyder, at hendes gaskomfur ikke kan bruges. Derfor har hun købt en enkelte induktionskogeplade, som hun laver mad på.
Line Olsen er en kvinde, der handler. Især når noget truer hendes økonomi og trygge tilværelse som enlig mor i godt job og eget hus med to drenge på 12 og 14 år.
Truslerne viste sig allerede sidste vinter, da gaspriserne begyndte deres himmelflugt. Hendes hus er nemlig opvarmet med naturgas.
– Jeg har været vant til en årlig varmeregning på omkring 12.000 kr. Nu kunne jeg se frem til en på 60.000 kr. Derfor var jeg nødt til at handle, fortæller hun.
Luft til luft-varmepumpe erstatter varme fra gasfyr
Det, som Line har gjort, er simpelthen helt at slukke for gasfyret. Hun har i stedet investeret i en luft til luft-varmepumpe, som nu hænger på en væg i stuen.
Da Videncentret Bolius besøger hende, skriver vi kun slutningen af september 2022, hvor tvivlen nager hende: Kan varmepumpen nu også varme hele den 90 kvadratmeter store bolig op?
– Det kan blive et problem, men nu har jeg købt en blæser, som jeg håber på kan cirkulere den varme luft ned ad gangen og til drengenes værelser, som ligger længst væk fra varmepumpen, fortæller hun.
Varmepumpe til 18.000 kroner
Hun håber sammen med mange andre, at vinteren i år bliver af den mildere slags. Varmepumpen tænder og slukker hun for en tre-fire gange hver dag via en app, så den kun varmer på de tidspunkter, hvor familien har brug for det. Og selvom den nu vil øge familiens elregning, er det for ingenting at regne imod, hvad gasregningen ville være løbet op i.
– Varmepumpen har kostet mig 18.000 kr. inklusive montering. Da gasfyret nu er blevet afkoblet, har jeg ændret oplysningerne i BBR, så huset nu står registreret med elvarme, fortæller husejeren.
Inden hun købte varmepumpen, forhørte hun sig om udsigterne til at få fjernvarme.
– Jeg fik at vide, at kvarteret her ville komme med i første runde, som ville blive udrullet mellem 2023 og 2027, men 2027 er langt væk, og jeg var nødt til at handle nu.

Line Olsen har intet overladt til tilfældighederne. Det varme vand er lukket, så nu får hun et lille varmt bad ved hjælp af vand fra sin kogende vandhane og en campshower. Kulden klarer hun bl.a. med et tæppe.
Sådan sparer Line Olsen på strøm og varme
- Gasfyret blev slukket i september.
- En luft til luft-varmepumpe er den primære varmekilde i huset. Huset er derfor nu registreret i BBR som elopvarmet.
- En lille blæser er købt for at hjælpe med at blæse den varme luft videre i huset.
- Inden energikrisen satte ind, blev huset efterisoleret med 100 mm isolering udvendigt.
- Der er isat tætningslister ved vinduerne i stuen, som er husets oprindelige med forsatsruder.
- Line vil også sy gardiner, som kan holde på varmen.
- I øjeblikket laves der mad på en enkelt induktionskogeplade. Det er planen, at gaskomfuret skal omstilles fra naturgas til flaskegas.
- Bad med hårvask tages ofte på arbejdet eller i sportsklubber, hvor Line er medlem. Hun har købt en såkaldt campshower, som kan give et let brusebad.
- Vaske- og opvaskemaskine kører kun, når strømmen er billigst.
- Alt standbystrøm slukkes via en elspareskinne.
Efterisolering har fået kolde vægge til at forsvinde
Hendes gasbetonhus er bygget i 1959. I de 10 år hun har boet her, har hun gerne villet efterisolere huset udvendigt, og det fik hun endelig gjort denne sommer. En udgift på 170.000 kr.
– Arbejdet blev bestilt allerede i april i år, inden energikrisen for alvor tog fart, og hvor er jeg glad for det i dag. Vi kan tydeligt mærke forskellen på indeklimaet. Før havde vi også ofte kolde vægge nogle steder, og der kunne opstå lidt skimmel, hvis møblerne stod for tæt på væggen, fortæller Line.
Laver mad på én kogeplade
Men tilbage til gasfyret. Da det blev lukket, forsvandt det varme vand i hanerne, og kogepladerne på det næsten nye gaskomfur virker heller ikke længere. Men Line har allerede iværksat en nødplan.
– Jeg har købt en induktionsplade, og det er ikke så svært at lave mad på den måde. Da jeg forleden skulle lave brændende kærlighed, gav jeg rodfrugter og kartofler et opkog og satte dem derefter ind i sengen, hvor de blev færdige. Løg og bacon stegte jeg så på kogepladen.
Tager brusebad i campshower
Så er der det varme brusebad. Sønnerne bader stadig hos deres far, som bor tæt på, og hvor de er hver anden uge, men Line har alligevel måttet finde alternativer til det traditionelle varme brusebad. Hun har derfor købt en såkaldt campshower, som hun fylder med varmt vand fra sin kogende vandhane i køkkenet, som kører på el. Derefter kan hun tage noget, der ligner et brusebad.
– Men den er ikke god nok, når jeg skal vaske hår. Så tager jeg bad på arbejdet eller i fitnesscentret.
Line er klar over, at disse nødløsninger nok ikke er holdbare i længden.
– Men de skaffer mig tid til at finde ud af, hvordan jeg på længere sigt kan blive helt uafhængig af gassen. Jeg vil for eksempel gerne på et tidspunkt have solceller på taget. Jeg er også i dialog med en vvs’er om, hvordan jeg kan få omstillet mit komfur, som jeg er glad for, til flaskegas. For af en eller anden grund er prisen på flaskegas ikke steget så meget, siger hun.
Temperatur sænket til 17 og 19 grader
Ud over de meget alternative løsninger, som et slukket gasfyr har fremkaldt, prøver Line og hendes familie at spare på strømmen, hvor der spares kan.
Familien havde dog i forvejen et elforbrug i den lave ende. Da hendes elpris er variabel, kører vaske- og opvaskemaskine nu kun, når strømmen er billigst. Drengene får lov til at spille computer lige så meget som før, men der bliver slukket for standbystrøm.
Temperaturen i huset holdes på 17 grader, når de er ude, og fremover på 19 grader, når de er hjemme, og filttøfler og uldtæpper er altid inden for rækkevidde. Den store huskat, Tesla, er også en varmekilde, når han lægger sig i skødet på familiemedlemmerne.

Katten Tesla hjælper også Line Olsen og børnene med at holde varmen.
Hold fast i de gode vaner
Line prøver hele tiden at være på forkant med problemerne, og der kan også gå lidt sport i at afprøve løsninger.
– Jeg er sådan en, der altid analyserer meget og overvejer for og imod forskellige løsninger. Mine kolleger griner lidt af mig, og det tager måske også lidt overhånd en gang imellem, siger Line, der i sit arbejdsliv beskæftiger sig med økonomistyring og derfor også har stærke kompetencer til at gøre det i privatlivet.
Energikrisen har også fået hende til at tænke over, om vi måske var kommet lidt for langt væk fra gode dyder som at spare på lys og varme og udnytte ressourcerne bedst muligt. Hun bryder sig heller ikke om blot at skubbe gælden foran sig og er derfor ikke interesseret i ordningen med at udskyde betaling af el og gas.
– Min far er opvokset i 50’erne. Når jeg har besøgt ham de senere år, har jeg tit spurgt, hvorfor han dog sidder i mørke, når LED-pærer jo ikke bruger ret meget strøm. Men måske er hans vaner egentlig gode at holde fast i. Før har jeg da også tænkt, at det kunne være rart med både en større bil og et større hus, men i dag er jeg glad for, at mit hus kun er på 90 kvadratmeter, og jeg klarer mig fint med en lille bil.
Sparer Line energi på den rigtige måde?
Henrik Bisp, fagekspert inden for energi i Videncentret Bolius, kommenterer her nogle af de tiltag, som Line Olsen har foretaget i sit hus for at spare.
Udvendig isolering
– Line skal være glad for, at hun fik gjort dette, inden energikrisen for alvor satte ind. Det er noget, som vi i Videncentret Bolius altid anbefaler til ældre huse.
Gasfyret slukkes, og huset varmes op med en luft til luft-varmepumpe
– Generelt er det en dårlig idé. Som en nødløsning kan den bruges til opvarmning af måske et stort køkken-alrum, hvor man så kan skrue helt ned for radiatorerne. Varmepumpen vil dog næppe kunne fordele varmen rundt i hele huset. Hun skal sikre sig, at der ikke bliver for koldt, da det vil øge risikoen for skimmelsvamp. Som et minimum vil jeg anbefale hende at købe en fugtmåler og holde øje med, at der ikke opstår kondens i de mest kølige rum.
Spare på de varme bade
– Det er også en måde at spare på. Løsningen campingshower er måske ikke en brugbar løsning i længden. Hun er jo heldig, at hun kan tage bad på arbejdet og i fitnesscentret. Det kan så ikke udelukkes, at fitnesscentret hæver prisen, eller at arbejdspladsen skærper badereglerne.
Få komfuret over på flaskegas i stedet for naturgas
– Som tingene er nu, kan det være en fordel fremfor at skifte til et elkomfur. Spørgsmålet er dog, om prisen på flaskegas også vil stige?
Koge mad færdig under dynen eller i høkasse
– En god løsning, så længe de hygiejnemæssige forskrifter er overholdt.
Elspareskinne
– Der er lidt usikkerhed omkring, hvor meget der reelt spares. Men under alle omstændighed er det dog en løsning, som sikrer, at alt er slukket. Især hvis der er tale om gamercomputerer, som bruger rigtig meget strøm.
Gardiner i stuen
– De kan hjælpe noget med at holde på varmen og undgå kuldeindtrængning om natten. Med hensyn til de gamle vinduespartier med forsatsruder er det vigtigt at sørge for, at der er tæt i rammerne.