Mændene bestemmer over boliglånet

Kvinder får mere og mere indflydelse på, hvad familiens penge bliver brugt til. Men der er stadig forskel på, hvilke økonomiske områder kønnene tager ansvaret for. Se her hvor hhv. mænd og kvinder bestemmer.

Mændene er "teknikministre" og kvinderne er "socialministre".

Mændene er "teknikministre" og kvinderne er "socialministre".

Hvor det traditionelt set var manden, der var forsørgeren og sad på den store pengepung i hjemmet, er der i dag flere kvinder, der styrer familiens økonomi.

I hvert fald er der flere undersøgelser, der peger på kvindernes stigende indflydelse på indkøb.

Flere kvinder er hovedforsørger

Kvindernes stigende indflydelse skyldes, at kvinder i løbet af de sidste 50 år for alvor har holdt deres indtog på arbejdsmarkedet. Samtidig har kvinderne overhalet mændene på de videregående uddannelser, og i flere husstande er de i dag kvinden, der er hovedforsørgeren. Sådan lyder det blandt andet fra Anne-Mette Michaelsen, direktør for Powerkvinderne og medstifter af House of Womenomics.

- Kvinder har hele tiden haft ansvaret for indkøb af tøj og mad. Men nu er de ved at udvide deres cirkler og begynder også at få indflydelse på ting som indkøb af bil og hårde hvidevarer.

Amerikanske undersøgelser siger faktisk, at kvinder har indflydelse på 80 % af en families indkøbsbeslutninger. Men det betyder ikke, at de bestemmer suverænt. De har bare stigende indflydelse, siger hun.

Sådan styrer mænd og kvinder økonomien

  • 80 % af en families købsbeslutninger tages af kvinden.
  • Blandt 40 % af de danske boligejere er det mest eller næsten altid manden, der styrer boligøkonomien.
  • I 29 % af hjemmene er det mest eller næsten altid kvinden, der styrer økonomien.
  • I 30 % af hjemmene er det både manden og kvinden, der styrer økonomien.
  • En overvægt af kvinder står for beslutningerne, når det kommer til køb af tøj, dagligvarer, gaver og boligindretning.
  • En overvægt af mænd står for beslutningerne, når det kommer til elektronik, boliglån, forsikringer, kontrakter på el, vand og varme.
  • Manden og kvinden er fælles om beslutninger, når det kommer til renovering af hjemmet og hårde hvidevarer.

Kilder: houseofwomenomics.com, YouGov’s undersøgelse for Bolius.dk, December 2012, Fælles økonomi – myte eller virkelighed?/Mine, dine og vores penge, Nordea, 2011

Kvinder har hovedansvar for forbrug

Dette bakkes op af en undersøgelse, The Nielsen Company har lavet.

Den viser, at både mænd og kvinder har stor indflydelse på de økonomiske beslutninger i hjemmet, og langt de fleste indkøb er fælles beslutninger. Der er dog flere kvinder, som siger, at de har hovedansvaret for husstandens forbrug.

- 74 % af kvinderne mener selv, at de har indflydelse på mere end halvdelen af husstandens forbrug, hvor det er 68 % af mændene, der svarer det samme, siger Jesper Baun Mortensen, Senior Team Manager hos The Nielsen Company.

Det er ifølge ham især, når det kommer til indkøb af dagligvarer og møbler, at en større andel af kvinder end mænd svarer, at de har indflydelse. Mens man er fælles om de større privatøkonomiske investeringer.

Mænd er ”teknikminstre” - kvinder er ”socialminstre”

Selv om kvinder får mere og mere indflydelse, lader det altså stadig til, at der er forskel på, hvilke indkøb, henholdsvis kvinder og mænd tager hovedansvaret for. Det er også det billede, flere undersøgelser fra Nordea tegner.

- Det er som om, mændene er departementschefer i deres egne teknikministerier, og så har de det sidste ord i beslutninger om indkøb af al elektronik som tv og computere og i øvrigt alle forsikringer og kontrakter på el, vand og varme, forklarer Ann Lehmann Erichsen forbrugerøkonom i Nordea.

Til gengæld regerer kvinderne i socialministeriet i hjemmet. Ifølge Nordeas undersøgelser står kvinderne for indkøb af tøj, dagligvarer, alt til børnene (undtagen teknik, som manden står for), gaver og boligindretning.

Sådan vælger kvinder produkter

Kvinder vil have produkter, der:

  • Hurtigt hjælper dem hen til et resultat.
  • Kan tilføre deres liv noget som helhed.
  • Er æstetisk frem for teknisk.
  • Giver dem følelsen af kontrol, og at de kan klare tingene selv.
  • Har stor holdbarhed og robusthed.
  • Markedsføres med farvespil, forskellige typografier og glade ansigter.

Sådan vælger mænd produkter

Mænd vil have produkter der:

  • Kan gøre vejen til et resultat spændende.
  • Er teknisk frem for æstetik.
  • Markedsføres med firkanter, rene linjer og mørke farver.

Kilder: Undersøgelser af henholdsvis Lindberg International og The Boston Consulting Group og Nordea og House of Womenomics

Mænd står for boliglån

Det største skel mellem mænd og kvinder viser sig, når det kommer til de meget store økonomiske beslutninger som boliglån. YouGov har lavet en undersøgelse for Bolius.dk, der viser, at de fleste mænd har det sidste ord, når det kommer til boligøkonomien. Og det samme har Nordea flere gange målt på.

- Når det drejer sig om boliglån, er det helt klart mændene, der i de fleste hjem har hovedansvaret for at beslutte, om man skal vælge fast eller variabel rente. Her går kvinderne sjældent ind og tager det sidste ord. Heller ikke selv om de er dem, der tjener mest i parforholdet – hvilket er et faktum i hvert fjerde forhold, forklarer Ann Lehmann Erichsen.

Kvinder sparer – mænd vil tjene mere

Helt overordnet set er der stor forskel på, hvordan kvinder og mænd bruger penge. Det bekræfter det nyeste bekymringsbarometer, Nordea har fået lavet, også. Det viser, hvordan kvinder i gennemsnit ikke er så risikovillige i forhold til deres økonomi, som mænd er.

Og hvis pengene er knappe, vil kvinderne forsøge at spare og få mest muligt ud af de penge, de har. Mens mændene prøver at hente flere penge ind og tænker i længerevarende løsninger for at få mere luft i budgettet. Måske tager de et ekstra job.

Denne tendens bekræfter Anne-Mette Michaelsen også.

- Kvinder bekymrer sig mere end mænd om familiens økonomi. Kvinder kan generelt ikke lide at tage store risici og er mere forsigtige økonomisk. Nogle siger faktisk, at de derfor er rigtig gode investorer. Kvinder har det bedst med en økonomisk buffer, så de har lidt på kistebunden, hvis der skulle blive brug for det, siger Anne-Mette Michaelsen.

Kvinder handler til hele familien

Også når mænd og kvinder handler ind, er der stor forskel på, hvordan de gør det.

- Kvinder køber i højere grad end mænd ind til hele familien. Så når en kvinde shopper, har hun et øje på hver finger i jagten på gode tilbud, som kan komme hele familien til gavn.

Mænd er meget mere fokuserede, når de køber ind og går direkte og målrettet efter de varer, der står på indkøbslisten, siger Anne-Mette Michaelsen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab