Opvarmning med fjernvarme

Fjernvarme er billigere at varme op med end gas, olie og el. I de områder, hvor der er fjernvarme, er der ofte tilslutningspligt, så du ikke kan skifte opvarmningskilde.

Hvem leverer fjernvarme?
Når et kraft-varme-værk fremstiller både strøm og varme, sparer det 30 procent af det brændsel, der skulle have været brugt, hvis værket kun skulle fremstille én af delene. Foto: Torben Klint.

Hvordan fungerer fjernvarme?

I grove træk er fjernvarme, varmt vand fra et kraftværk, som bliver fordelt til boligerne via et højisoleret rørsystem. I boligerne anvendes det varme vand til opvarmning og til varmt vand. Når vandet har afgivet sin varme sendes det retur til kraftværket, hvor det igen varmes op.

Hvad er fjernvarmens spildvarme baseret på?

  • Fremstilling af strøm fra kraftværker.
  • Afbrænding af affald.
  • Spildvarme fra tung industri, fx fremstilling af cement eller smeltning af stål.

Fjernvarmevandet er ca. 80 grader når det kommer ind i dit hus. Fremløbstemperaturen varierer fra anlæg til anlæg og årstiderne har også indflydelse på fremløbstemperaturen. Inde i huset deles fjernvarmevandet typisk op i 2 rør, 1 til opvarmning og 1 til varmt brugsvand.

Fjernvarmen til brugsvandet føres i et lukket rør op til vandvarmeren, hvor det afgiver varmen til brugsvandet.

Fjernvarmevandet til radiatorerne føres ind i en varmeveksler og pumpes ud til radiatorerne med en cirkulationspumpe.

Fjernvarmevandet er hele tiden i et lukket system. Når fjernvarmevandet har afgivet sin varme til radiatorerne og til varmvandsbeholderen sendes det retur til fjernvarmeværket.

LÆS OGSÅ: Valg af radiatorer

Se mere om hvordan varmeanlægget er sat sammen på HOFOR’s hjemmeside.

Når et kraft-varme-værk fremstiller både strøm og varme, sparer det 30 procent af det brændsel, der skulle have været brugt, hvis værket kun skulle fremstille én af delene. Omkring 80 procent af al fjernvarme bliver fremstillet på denne måde. Ifølge Energistyrelsen fordelte opvarmning af fjernvarmevand sig således på afbrænding af:

  • Biobrændsel (halm, flis, træpiller, nedbrydeligt affald) 40,98 procent
  • Brændbart affald 7,77 procent
  • Fossile brændsler (kul, olie, naturgas) 47,75 procen
  • Sol, geotermi og vind 1,48 procent
  • Bioolie og biogas 2,02 procent

Fossile brændsler bruges oftest til kraft-varme-værker, dvs. værker, der producerer både elektricitet og varme.

Hvordan kommer fjernvarmevandet til dit hus?

Fjernvarmevandet bliver sendt til dit hus i et system af isolerede rør, der er gravet ned i jorden. Fjernvarmerør er meget store - op til 1 meter i diameter, når de forlader fjernvarmeværket, mens de kan være helt ned til 12 mm i diameter, når de kommer ind i dit hus. Der er omkring 50.000 km. fjernvarmerør gravet ned i jorden i Danmark.

Dit hus har 2 rør til fjernvarme. Det ene leder varmt vand ind, og det andet leder det "brugte" kolde vand tilbage til varmeværket.

Du kan få leveret fjernvarme til dit hus på 2 måder:

  • Det varme vand fra fjernvarmerørene kommer direkte ind i husets radiatorrør og pumpes rundt af det varmeværk, der leverer vandet. Det er sjældent, at fjernvarmevandet går direkte ind i dine radiatorer.
  • Det varme vand fra varmeværket opvarmer det vand, der løber rundt i husets radiatorrør og radiatorer ved at bruge en varmeveksler og en cirkulationspumpe.

LÆS OGSÅ: Tjek dit fjernvarmeanlæg

Hvad koster det at varme op med fjernvarme?

Fjernvarme er billigere at varme op med end gas, olie eller elvarme. Du kan se priserne fra de forskellige fjernvarmeværker på Energitilsynets hjemmeside.

Hvad er fjernvarme?
Dit hus har 2 rør til fjernvarme. Det ene leder varmt vand ind, og det andet leder det "brugte" kolde vand tilbage til varmeværket. Arkivfoto.

Prisen på fjernvarme afhænger bl.a. af det enkelte fjernvarmeanlægs økonomi, hvor tæt husstandene ligger og prisen på det brændstof, som fjernvarmeværket bruger.

Priserne på fjernvarme varierer meget fra værk til værk. Den dyreste pris er 5 gange mere end den billigste.

Hvor meget vedligeholdelse er der ved fjernvarme?

Fjernvarmeanlægget bør efterses en gang om året af en autoriseret vvs-installatør. De fleste vvs-firmaer tilbyder en serviceaftale.

Den autoriserede vvs-installatør skal kontrollere, at anlægget kører som det skal. Desuden skal filtrene på fjernvarmerørene renses, og anoden i varmtvandsbeholderen skal kontrolleres eller udskiftes (anoden beskytter beholderen mod tæring).

En til to gange om året skal du selv huske at åbne og lukke kuglehanerne, som bruges til at lukke for vandgennemstrømningen, så de virker efter hensigten. Du kan også selv kontrollere, at sikkerhedsventilen på fjernvarmeanlægget ikke har sat sig fast, ved at åbne den.

LÆS OGSÅ: Typiske skader på tekniske installationer (el, vvs, kloak)

Hvor længe holder et fjernvarmeanlæg?

Et fjernvarmeanlæg kan bruges i 30 år eller mere. Det er sjældent, at der skal udskiftes dele på anlægget. Et fjernvarmeanlæg er driftsikkert og billigt i drift. Hvis det har en gammel cirkulationspumpe, der sender vandet rundt i radiatorerne, bør denne selvfølgelig erstattes med en energisparepumpe.

Hvad skal du gå efter, når du vælger fjernvarmeanlæg?

Den måde, fjernvarmeværket leverer fjernvarme til dit hus på, er afgørende for, hvilken type fjernvarmeanlæg du kan vælge. Fjernvarmeværket eller en vvs-installatør kan han fortælle dig, hvilke muligheder du har.

Hvor længe har fjernvarme været brugt?

Danmark er foregangsland på fjernvarmeområdet og har brugt fjernvarme til opvarmning i rigtig mange år. Det første fjernvarmeværk var Frederiksberg Forbrændingsanstalt grundlagt i 1903, som dog kun producerede varme. Det første kraftvarmeværk, dvs. et værk, der producerer både el og varme, var H.C. Ørsted Værket i København, som har fungeret siden 1920. I 1920'erne og 30'erne blev der bygget mange små dieselfyrede kraftvarmeværker rundt om i landet.

Efter anden verdenskrig fik de største danske byer fjernvarme, og i 1960'erne og 70'erne, da danske producenter havde udviklet præisolerede fjernvarmerør, gik det virkelig stærkt med at etablere fjernvarme i hele landet. I 1963 blev ca. 15 procent af boligerne i Danmark forsynet med fjernvarme, og i 1978 var det ca. 30 procent. I dag er omkring 60 procent af de danske boliger opvarmet med fjernvarme, og der er lagt omkring 50.000 km fjernvarmerør i Danmark. Alene de sidste 10 år har 400.000 nye forbrugere fået fjernvarme.

Det er altid en god idé at vælge det mest energieffektive anlæg. Desværre er der ikke energimærkning på fjernvarmeanlæg, så det er din vvs-installatør, der kan rådgive dig om anlæg med lavest muligt varmetab og elforbrug. Desuden skal anlægget kunne afkøle fjernvarmevandet effektivt. Det varme vand fra fjernvarmeværket skal afgive varmen i dit hus og være 35 grader koldere, når det løber tilbage til fjernvarmeværket. På den måde bliver fjernvarmen så billig som muligt for dig som forbruger, og varmeenergien udnyttes bedst muligt.

LÆS OGSÅ: Energimærkning af boliger

Hvad kan du spare ved at udskifte dit fjernvarmeanlæg med en nyere model?

Normalt er der ikke ret meget slid på et fjernvarmeanlæg, og det skiftes som regel ikke ud på grund af slitage eller teknisk forældelse. Det kan dog ske, at man må skifte et anlæg ud, hvis huset ligger i yderkanten af et fjernvarmeområde eller er sidste hus på rørstrækningen og derfor modtager køligere vand fra fjernvarmeværket.

Hvad koster et fjernvarmeanlæg?

Et fjernvarmeanlæg skal installeres af en vvs-installatør og koster 25-30.000 kr. inkl. varmtvandsbeholder. Ud over det skal du have lagt fjernvarmerør ind i huset, så udgifterne kommer i alt op på 40-50.000 kr. inkl. moms.

SE TEMA: Udskiftning af fyr

Hvilke varmekilder kan bruges sammen med fjernvarme?

Der er ikke nogen grund til at bruge andre varmekilder, når du har fjernvarme, da fjernvarme er driftsikker og billig i brug. Hvis du alligevel installerer en brændeovn, skal det kun være for hyggens skyld.

LÆS OGSÅ: Køb af brændeovn eller pejs

Hvilke alternativer er der til fjernvarme?

Fjernvarme er billig varme, og du er som regel tvunget til at fortsætte med fjernvarme, hvis du allerede har fjernvarme i dit hus.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab