Rengøring af et tidligere rygerhjem

Hvis du overtager en bolig, hvor den tidligere ejer har været storryger, arver du også lugten og nikotinresterne. Læs her, hvordan du rengør dine lejlighed eller dit hus, fjerner røglugten og kommer de gullige dørkarme til livs.

nedbrændt cigaret røglugt rygerhjem

Røglugten fra cigaretter kan blive ved at hænge i gardiner og gulvtæpper lang tid efter, rygeren er flyttet fra boligen. Foto: Henryk Olszewski

Hvis ansvar er røglugt i en bolighandel?

Du kan i sagens natur ikke kræve, at sælger ikke har røget i den lejlighed, som skal sælges. Sælgeren har derimod en såkaldt loyal oplysningspligt. Det betyder, at sælger skal svare redeligt på alle forhold vedrørende lejligheden, som køber spørger om.

Det er til gengæld købers eget ansvar - før et køb - at undersøge og konstatere, om der er røglugt. Har du først skrevet slutsedlen under, er der næppe meget at gøre. Du kan således ikke klandre sælger, hvis det bagefter viser sig, at der har været røget i stor stil i lejligheden, og den på grund af røglugt trænger til den store rengøring.

Kan du få nedslag i prisen eller anden godtgørelse for røglugt i en lejlighed?

Der er ingen lov, som forbyder folk at ryge i deres eget hjem. Derfor er der heller ikke tale om en fejl eller mangel ved en bolig, hvis der har været røget i den. Så hvis du vil have nedslag i prisen for en ejerbolig, hvor der har været røget, må du forhandle dig frem til en pris, du er tilfreds med - eller købe en anden bolig.

Hvor sætter røgen sig?

Når du overtager et rygerhjem, er det især disse områder, der - afhængigt af materialet - skal rengøres eller udskiftes:

  • Lodne overflader, fx gulvtæpper.
  • Tekstiler, fx gardiner.
  • Papir, fx tapeter.
  • Malede overflader såsom dørkarme og skabslåger.
  • Lofter og langs sammenføjninger mellem vægge og lofter.
  • Behandlet og ubehandlet træ og trægulve, hvor lakeringen er slidt igennem.

Hvor kan tobaksrøg sætte sig i boligen?

Lugt og spor fra en tidligere ejers tobaksrøg kan findes flere steder i boligen. Mens lugten især sætter sig i tekstiler og papir, vil tobaksrøgens indhold af nikotin og tjærestoffer lægge sig som en fedtet, farvet hinde på forskellige overflader som træværk eller malede overflader. Får du ved rengøring hul på hinden, vil der afgives en sur tobakslugt.

Hvilke kemiske forbindelser sker der, når røg sætter sig i forskellige overflader og materialer?

Når en cigaret ryges, udskiller den over 4.000 forskellige kemiske forbindelser. De mest kendte stoffer er tjære, kulilte og nikotin.

Det er rester fra tjære og nikotin, som går i forbindelse med fx maling på dørkarme og på lofter og farver den gullig. Gulnet maling kan dog også skyldes andet end cigaretrøg, fx stoffer fra afbrænding i en pejs eller brændeovn.

Hvad kan du gøre for at fjerne røglugten?

Hvis du overtager et rygerhjem, der virkelig bærer præg af den forrige ejers vane, er der oftest ikke andet at gøre end at gå på med kost og spand, maling og nyt tapet. 

I visse tilfælde kan det afhjælpe problemet at bruge en luftrenser.

Du kan også købe en totalsanering og luftrensning hos et rengøringsfirma.

LÆS OGSÅ: Luftrensere

Tæpper

Eventuelle løse tæpper kan rengøres ved vask og/eller ved at lægge dem i tætsluttende poser med en rigelig mængde lavakorn, indtil lugten er væk. Det kan dog være særdeles svært at få al røglugten ud, og derfor kan det sædvanligvis bedst svare sig at kassere tæpperne. Ligeledes kan det som regel bedst svare sig at udskifte eventuelle væg til væg-tæpper.

Tekstiler

Er gardinerne lavet af et materiale, som tåler maskinvask, skal de en tur i vaskemaskinen på det program, som er angivet på stoffets vaskeanvisning. Er de for store til maskinen, eller tåler de ikke maskinvask, kan du i stedet sende dem på renseri. Ellers må du investere i nye.

Tapet og papir

Hvis lugten fra tobaksrøgen har aflejret sig i tapetet, er der ikke andet at gøre end at tage det ned. Derefter skal du vaske væggen bagved med grundrens blandet med vand efter anvisningen. Fortsæt, indtil vandet i spanden ikke farves gulligt mere. Når væggen er helt tør, kan du tapetsere igen.

Vil du i stedet male væggene uden opsætning af tapet, skal væggene først grundes med en forankringsgrunder, der så at sige mætter væggene.

Malede døre og overflader

Malet træværk, der er farvet gulligt, kan du prøve at vaske ned med grundrens. Er det meget gulligt, skal du prøve med et hvidvaskemiddel til storvask. Du skal bruge den dobbelte dosis af den mængde, du ville bruge til en maskinvask. Hjælper det ikke, må du give det en omgang mere.

Når du maler vægge og lofter, kan rester fra sod og nikotin blive ved med at slå igennem malingen, selvom du sliber og maler over. Du skal derfor købe en spærrende maling - også kaldet en forsegler - som enten kan fås i flydende form eller på spraydåse. Sørg for, at underlaget er tørt og renset for eventuelt slibestøv.

Er malingen på dåse, skal den rystes minimum et minut før brug, og sprøjteafstanden skal være 35-40 cm. Spray eller mal i et tyndt, ensartet lag, og vent derefter på, at malingen tørrer. Det kan tage cirka et kvarter. Gentag påføringen, indtil pletterne ikke længere trænger igennem. Derefter kan du male ovenpå med den almindelige væg- eller loftsmaling.

Træ og trægulve

Tobaksrøg kan også sætte sig i træ - såsom døre af ubehandlet træ, trælofter og trægulve. I gulvene kan lugten og farven sætte sig, hvis der er revner eller store fuger mellem plankerne, eller hvis gulvets lakering er slidt af, eller trægulvet er ubehandlet.

Meget kan tages med en god gang rengøring med et rengøringsmiddel, der er egnet til det pågældende gulvmateriale. Hjælper det ikke, skal gulvet fuges i revnerne. Du kan købe fugemasse specielt til trægulve. Bliver lugten ved med at være der, kan du købe et væg til væg-tæppe eller få lagt et nyt gulv.

Sidder lugten og farven på ubehandlede trælofter, skal de renses ned på samme måde som væggene. Det vil sige med grundrens og efterfølgende afvaskning, indtil vandet ikke farves gulligt mere.

Hvis træloftet er malet eller oliebehandlet, og det gullige skær bliver ved med at være der, kan det være nødvendigt at bruge et hvidvaskemiddel som beskrevet under behandlingen af malede overflader.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab