Gode råd om nattesøvn for børn

  • Aftenrutiner: Voksne skal lære børn gode søvnfremkaldende vaner og etablere et trygt putteritual f.eks. med højtlæsning og godnatsang. Det hjælper barnet til at komme ned i aktivitetsniveau før sengetid.
  • Lær børn at falde i søvn alene i egen seng. Forældre bør ikke lægge sig og putte med barnet, til det sover. Det bliver nemt en betinget refleks at skulle ligge med nogen for at kunne falde i søvn.
  • Søvn kan hjælpes på vej: Forældre skal lære børn, at det tager lidt tid at falde i søvn. Massage, afspændingsteknikker eller blid musik kan gøre det lettere at falde i søvn. 

Hvis dine børn har svært ved at falde i søvn, kan det skyldes, at der foregår for meget, inden de lægger sig til at sove. Børn bør hverken se tv, spille computer eller bruge mobiltelefonen kort før, de skal sove.

Du skal som forældre lære dine børn, at sove er det samme som at være i ro. Det indebærer rolige rutiner ved sengetid.

Hvad er gode rutiner før sengetid?

En god rutine kan være at lægge et puslespil, læse en historie, synge en sang, eller at barnet selv ligger og kigger i et blad i 10 minutter.

Hjernen skal omstille sig fra at være højt gearet til at falde i søvn, og det kræver et lavere aktivitetsniveau før sengetid.

Lær børn at vente på søvnen

Du har nok oplevet, at dine børn klager over, at de ikke kan falde i søvn. Nogle bruger tv som en barnepige. Men det er vigtigt, at du få lært dit barn at være i ro. Børn må gerne ligge og kigge ud i luften, før de sover, og det tager typisk 10-15 minutter at falde i søvn.

Må børnene sove i forældrenes seng?

Du har sikkert selv prøvet, at dine børn vil ind og ligge i fars og mors seng, og det er ganske naturligt. Vi er født som flokdyr, så det er naturligt, at dine børn vil sove i jeres seng. Men I skal som voksne også have en ordentlig søvn, så det er vigtigt, at du/I får gjort klart, hvordan I alle sover bedst. For mange er det, at børnene skal sove i deres egen seng, men samsovning er en mulighed. Enten på én stor madras eller i hver sin seng på samme værelse.

Hvad kan hjælpe søvnen på vej?

  • Hvis dine børn har svært ved at falde til ro, så kan det hjælpe at nusse deres fødder, mens du læser en historie for dem. Massage kan nemlig sætte gang i kroppens ro- og hvilesystem.
  • Især større børn fra 10-12 år kan have glæde af at lære afspændingsteknikker. De kan fx. bruge en teknik med at tælle baglæns fra 100, når de ikke kan sove. En anden mulighed er at benytte en afspændings cd, som eksempelvis "Spænd ahh!" fra dap.dk.

Tager mit barn skade af for lidt søvn?

  • For lidt søvn går ud over éns vågenhed, koncentration og evne til indlæring.
  • Dårlig søvn kan forværre stresssymptomer og nedsætte barnets vækst på længere sigt. Det kan sågar gøre børn overvægtige, fordi hjernen ikke får tid til at restituere sig. 

Et dårligt indeklima på børneværelset kan også skade dit barns søvn og dermed dit barns udvikling. Sørg derfor for udluftning inden sengetid samt hav døren åben til børneværelset om natten.

Må mit barn bruge computer og mobil før sengetid?

Når det gælder de større børn, handler det om at om at opstille faste og rimelige regler om brug af elektronisk udstyr. Det er et stort problem, at børn skal være 'på' hele tiden. De bruger meget tid på computer, mobiltelefon, sms og Playstation. Undersøgelser viser, at det er helt normalt, at teenagere helt ned til 14 år tænder computeren kl. 23 om aftenen. Det er ødelæggende for søvnhygiejnen, at man ikke fysisk og psykisk gør sig klar til at blive træt. Derfor er det en god ide at opstille regler for brug af elektronisk udstyr.

Du kan blandt andet gøre følgende:

  • Du skal som forældre afsætte et vist antal timer, hvor dine børn må bruge pc og andet elektronisk udstyr.
  • Du kan komme langt med et fornuftigt ord. Unge kan selv se, at de ikke kan komme ud af sengen om morgenen.
  • Du kan også sørge for, at der bliver talt om det i skolen. Hvis alle må være vågne til kl. 1, kan det været et problem i timerne og gå ud over indlæringen. Så kan I aftale, at der skal gælde nogenlunde de samme regler i hjemmene.

Så lang tid skal et barn sove

Tommelfingerreglen er, at et barn skal sove så længe, at det er frisk næste morgen. Ligesom hos voksne er der forskel fra barn til barn på, hvor meget søvn de behøver, men du kan gå ud fra følgende retningslinjer:

Alder

Antal timer           

0-3 mdr.

16

4-6 mdr.

15

7-12 mdr.           

13-14

1-2 år

13-14

3 år

12

4-5 år

10-12

6-9 år

10-11

10-11 år

9-10

12-14 år

9

15-18 år

8-9