Røg fra naboens brændeovn, bål eller grill kan være generende, uanset om du har et varmegenindvindingsanlæg fra Genvex, Duka, Bosch eller et andet mærke. For når anlægget suger luft ud af din bolig og veksler den med luften udefra, kan både lugt og røgpartikler komme på besøg i stuen.

Her får du tre tip til at undgå generne:

LÆS OGSÅ: Tjek dit indeklima

1. Den usikre og besværlige løsning: Flyt indsuget på varmegenindvindingen

Flyt indsuget på dit varmegenindvindingsanlæg, så det vender væk fra den eller de naboer, der ofte fyrer op i brændeovn eller bål. Det kan være ret enkelt og ret besværligt, afhængigt af, hvordan din bolig er bygget, og om en flytning af indsuget kræver en helt ny rørføring. Det er dog en usikker løsning, da vinden kan komme fra mange retninger og føre røgen hen mod dit indsug, uanset hvor det sidder.

2. Den bedste, men også dyreste løsning: Montér pollenfilter og kulfilter

Få monteret et F7 filter/pollenfilter og et kulfilter på dit varmegenindvindingsanlæg.
Et F7-filter kan fjerne 60-90 % af røgpartiklerne, du får ind fra naboens brændeovnsrøg og kan fås for 200-500 kr. alt afhængig af, hvilket anlæg, du har. Det monteres direkte på de eksisterende rør på anlægget.

Et kulfilter tager lugtgenerne fra røgen. Det er en ekstern boks, som monteres dér, hvor luften kommer ind og koster omkring 4.000 kr.

Filterløsningen er den bedste, men også den dyreste løsning. Og den kræver, at du får vejledning fra producenten af dit varmegenindvindingsanlæg og/eller et serviceeftersyn af det. De almindelige filtre skal renses og skiftes jævnligt, og hvis du får monteret F7-filter og kulfilter, skal du derudover være sikker på, at anlægget er dimensioneret til det, så du stadig får den optimale effekt ud af varmegenindvindingen og ventilationen.

3. Den billigste løsning: Bed naboen om at fyre korrekt i brændeovnen

Tal med din nabo. Hvis din nabo fyrer korrekt op i sin brændeovn, vil der ikke blive udviklet så meget røg, og så vil varmegenindvindingsanlægget ikke suge lugt- og partikelgener ind i din bolig. Måske kan I tage en hyggelig snak om, hvordan man fyrer på den mest hensigtsmæssige måde.

Det kommer dog meget an på naboskabet, om denne løsning er mulig. Kan I ikke blive enige, kan du slukke anlægget, mens naboen fyrer – men det er irriterende for dig i længden og kan skade dit indeklima.