Rigtig mange boligejere – især i ældre huse – kender til, at det er nødvendigt med et par uldne sokker eller et ekstra tæppe over sig i sofaen. 

Men hvad er løsningen så? Skal du have helt nye vinduer, eller er det nok at skifte tætningslister? Skal gulvet pilles op og krybekælderen nedlægges? Eller kan du nøjes med at ”motionere” ventilnålen på din gamle radiator?

Nu prøver Videncentret Bolius at hjælpe dig frem til svaret med to nye, digitale løsninger - en widget og en chatbot - der har fokus på at øge komforten i dit hus.

Hvordan er indeklimaet i dit hjem?

Den første er en widget, der ud fra en hel masse data og en machine learning model kan komme med et bud på, hvordan forholdene er i dit hus. Grundlaget for algoritmen er oplysninger fra BBR, 30.000 energimærker og ca. 10.000 spørgeskemabesvarelser. 

 

– For det første kan den nye widget give et bud på, hvordan du oplever indeklimaet i dit hjem. Og for det andet får du nogle forslag til løsninger, der relaterer sig direkte til de problemer, man typisk vil opleve i huse, der minder om dit. Det gør oplysningerne mere målrettede, nærværende og personlige, siger digital chef hos Videncentret Bolius, Claus Mackinney-Valentin og understreger, at der ikke er tale om dyneløfteri, da den nye tjeneste kun kommer med et gæt, men et gæt baseret på en masse data. 

 

– Vi er blevet vant til, at på nettet er services og ydelser tilpasset vores behov, og her et Netflix et godt eksempel, når tjenesten foreslår film og serier baseret på, hvad vi tidligere har set. 

SE WIDGET: Komforten i hus

Hvad er …

En widget er en lille applikation, der henter data og viser nyttig information til dig på hjemmesiden. 

Machine learning er en algoritme, der bygger på data, og som løbende bliver bedre, fordi den lærer af sine erfaringer og den måde, data bliver brugt. 

En chatbot er et system, hvor det er en robot, altså et computersystem, der er programmeret til at chatte med brugeren. 

Vi fryser i hjemmet

Træk og kulde er det indeklimaproblem, som flest boligejere – nemlig 17 % – angiver, at de oplever. 

14 % oplever problemer med kolde vægge. 

Kilde: Videncentret Bolius' Boligejeranalyse 2018

Fryser du også derhjemme?

Den anden service er en robot, der kan chatte – en chatbot. Den forsøger at indsnævre, hvor problemet med træk og kulde kommer fra, og herefter give et bud på, hvordan du løser det. 

 

Mens andre nyhedsmedier har lanceret chatbots, der udsender nyheder fx via Messenger, har Videncentret Bolius valgt at bygge en robot, der via en ”dialog” kan hjælpe med at finde ud af, hvad problemet er, og dernæst give et bud på løsningen. 

– Robotten tilbyder en service, der er mere avanceret end en søgning. Den hjælper nemlig, hvis du ikke ved hvilket konkret problem, du skal søge efter. Og samtidig kan den svare med det samme til dem, der ikke har tålmodighed til at vente på svar fra vores brevkasse. Vil tilbyder dermed brugerne noget, som vi ikke har tilbudt dem før, siger Claus Mackinney-Valentin.  

De to nye tiltag er blot et skridt på vejen.

– Videncentret Bolius går fra at være et opslagsværk til at være en personlig guide. Vores tiltag er første skridt på vejen for et Videncentret Bolius, der vil udvikle flere services, som tager udgangspunkt i brugernes egne forhold, og derved forhåbentlig bliver mere relevant og nærværende, siger Claus Mackinney-Valentin.

Den nye widget er bygget af Videncentret Bolius’ digitale udviklingsafdeling i samarbejde med rådgivningsvirksomheden EBAS. Chatbotten er bygget i et tæt samarbejde med Videncentret Bolius’ fageksperter og journalister.