Energimærkeordning for boliger ændres i 2019

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har netop offentliggjort sin plan for, hvordan energimærket skal forbedres i 2019. Læs her, hvad der skal ske.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) bebuder ændringer i Energimærkeordningen i 2019. Mærket skal blandt andet deles op og gøres 100 procent digitalt. Foto: Arkivfoto.

Energimærkeordningen, der længe har været plaget af sjusk og fejlprocenter langt over det acceptable, får en markant overhaling næste år.

Det sker blandt andet for at styrke tiltroen til ordningen, oplyser Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt for mig, at boligejere og –købere har tillid til energimærket. Jeg kan godt forstå, hvis nogle har været skeptiske over for mærkets kvalitet, men den tillid håber jeg på at genskabe med den løsning, vi præsenterer i dag, lyder det fra Lars Chr. Lilleholt.

Stikprøvekontroller foretaget af Energistyrelsen har vist, at der i 2017 var fejl i cirka hver femte mærke, der udstedes, mens det tal i 2016 var helt oppe på ca. hver tredje.  

Som Bolius tidligere har beskrevet, har ministeren i løbet af foråret 2018 holdt en række møder med branchen for at blive klogere på energimærkets faldgruber og de løsninger, der kan gøre ordningen bedre.

Sådan skal energimærket ændres

  • Der skal arbejdes hen imod at supplere og erstatte fysiske bygningsgennemgange med en databaseret tilgang. Det er en ambition, men ikke teknisk muligt i dag
  • Der skal indføres et nyt kontrolsystem, der udnytter data og digitalisering til at nedbringe antallet af fejlbehæftede energimærker
  • Energimærket bliver delt op i tre, så det matcher forskellige behov bedre
  • I løbet af 2019 vil der blive gennemført forskellige forsøg, der skal motivere boligejere til at gennemføre energieffektiviseringer

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Digitalt energimærke på vej

Blandt de mest markante ændringer, ministeren lægger op til, er en opdeling af mærket samt en overgang til et 100 pct. digitalt energimærke, der vil gøre det lettere at føre tilsyn med ordningen.

- Vi kan se, at mange fejl skyldes sjuskede indberetninger, som let kunne opdages med digital kontrol. Det vil de blive med den nye ordning, og jeg forventer, at vi har et bedre energimærke allerede i 2019.

- På sigt er det planen, at energimærket skal være 100 pct. digitalt, så det er mindre afhængigt af manuelle inspektioner af huse. Den virkelighed ligger et stykke ud i fremtiden, men vi tager de første skridt i dag, siger Lars Christian Lilleholt i pressemeddelelsen.

Energimærket bliver desuden delt op i tre:

  • Et energimærke for eksisterende enfamilieshus
  • Et energimærke for større, eksisterende bygninger
  • Et energimærke for nye bygninger

Mere brugervenligt energimærke

Energimærkets primære formål er at tilskynde energirenovering. Blandt andet ved at give den enkelte boligejer overblik over mulighederne. Men der kan være langt fra tanke til handling, og derfor vil ministeren i 2019 eksperimentere med nye måder at motivere boligejerne.

 - Vi har fået mange gode bud fra branchen på, hvordan vi kan løfte den del af mærket. Nu allierer vi os med eksperter i adfærdsdesign, så vi kan se hvad der rent faktisk flytter folk ude i virkeligheden, siger Lars Chr. Lilleholt. 

Savner flere konkrete tiltag

Henrik Bisp, fagekspert i Bolius, har årelang erfaring med energimærkeordningen på rådgiversiden. Han noterer fremskridt ved ministerens tiltag, men understreger, at der kan gøres endnu mere.

- I forhold til at nedbringe mængden af fejl, så kan validering af de registrerede forhold garanteret forebygge unødige fejl, og det vil sandsynligvis sikre en lavere fejlmargin. Men jeg savner flere konkrete tiltag i udspillet, siger Henrik Bisp.

Af ting, der kunne gøres mere håndgribelige, nævnes blandt andet, hvad ministeren vil gøre for at løse udfordringen med at få flere boligejere til at energirenovere på baggrund af energimærkerapportens resultat. Det er heller ikke tydeligt, hvornår de foreslåede ændringer skal træde i kraft.

Det har siden 2010 været et lovkrav, at energimærket skal være en del af salgsmaterialet i forbindelse med ejendomshandler. I 2017 blev der udarbejdet 69.142 energimærkninger, og siden 2006 er der udarbejdet næsten 650.000 energimærkninger.

Møder med fokus på fejl, kvalitet og brugervenlighed

De tre omtalte heldagsmøder, som ministeren afholdt i foråret, blev inddelt i en række temaer og spørgsmål. Alle med afsæt i de udfordringer, som den nuværende ordning har:

  • Hvorfor opstår der mange fejl, når bygninger energimærkes?
  • Hvordan bringes fejlmængden ned?
  • Hvordan bør kvaliteten i energimærkningsordningen kontrolleres?
  • Hvilket indhold skal og bør der være i energimærkningsrapporten?
  • Hvordan kan eksisterende og nye datakilder understøtte udarbejdelse af energimærker - og hvilke muligheder giver det for anvendelsen af mærkerne?

Bolius har søgt aktindsigt i Energistyrelsen for at få udleveret de drøftelser og løsningsforslag, ovenstående spørgsmål gav anledning til.

Det er blandt andet disse løsningsforslag, ministeren har brugt som inspiration til sine bebudede ændringer. Humlen udfoldes over 12 sider, som du kan gå på opdagelse i ved at klikke på billederne nedenfor. 

Opsamling efter 1. og 2. arbejdsmøde

Klik på billedet ovenfor for at læse hele dokumentet.

Opsamling efter 3. arbejdsmøde

Klik på billedet ovenfor for at læse hele dokumentet.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab