Så meget betyder en åben dør for indeklimaet

En åben dør til børneværelset om natten sikrer, at indeklimaet på værelset er godt, når de små sover – også selvom der sover flere børn på samme værelse.

CO2

Et højt niveau af CO2 (kuldioxid) er ikke i sig selv sundhedsskadeligt, men for høj koncentration kan give hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær. Samtidig er et højt kuldioxidniveau tegn på, at den samme luft har været i rummet for længe og trænger til at blive skiftet ud.

CO2 måles i ppm (parts per million, dvs. antallet af CO2-molekyler blandt luftmolekyler).

Under 1.000 ppm er et fint indeklima

1.000-2.000 ppm er et dårlig indeklima

Over 2.000 ppm er et meget dårligt indeklima

Hvor stor betydning har det egentlig, om døren til børneværelset er åben eller lukket om natten, når børnene sover?

Det har faktisk ret stor betydning for indeklimaet, viser målinger, som Bolius’ fagekspert Tue Patursson har foretaget i sit hjem.  Ifølge målingerne kommer CO2-niveauet i løbet af natten over 1.000 ppm, når døren til børneværelset er lukket, og hvis der sover to børn på værelset, kommer niveauet helt op på næsten 2.500 ppm. 

– Målingerne har gjort indtryk. Det har været meget tydeligt at se, hvornår døren ind til børneværelset har været åben om natten, og hvornår den har været lukket. Så foruden at lufte ud tre gange om dagen, kan man gøre meget for børnene ved at holde døren åben ind til deres værelse. Det er en nem løsning, og det giver rigtig meget bedre luft, siger Tue Patursson. 

Indeklima vigtigt for børns udvikling

Et godt indeklima på børneværelset er vigtigt, da et for højt CO2-niveau kan svække børnenes udvikling og indlæring. En undersøgelse fra Det Økologiske Råd i 2016 viste, at halvdelen af børneværelserne har for høj koncentration af CO2 og partikler om natten.

For at opnå et godt indeklima er det stadig et godt råd at lufte ud med gennemtræk i 5-10 minutter tre gange om dagen – og det er særligt en god idé at lave en udluftning på børneværelset lige inden sovetid. 

Men når først børnene sover, gør det en ret stor forskel, om døren til børneværelset er åben eller lukket. Ifølge Bolius Boligejeranalyse 2017 er døren til børneværelset helt lukket hos hver femte af børnefamilierne, mens den står på klem (5-10 cm) hos hver tredje 

At lufte ud inden sengetid og åbne døren til børneværelset er netop to af de råd, som Realdania er ved at få flere småbørnsforældre til at følge i forbindelse med et toårigt projekt om indeklima. 

Friskluftsventiler hjælper på indeklimaet

Det har også en positiv indvirkning på indeklimaet, hvis du har mulighed for at åbne friskluftsventiler i vinduet, men ikke alle vinduer har det installeret. Friskluftsventiler giver den bedste effekt, hvis der fx er en sprække med luft under døren ind til værelset, så luften fra hele boligen kan cirkulere og blive udskiftet.

Målingerne er uvidenskabelige, men stemmer overens med videnskabelige undersøgelser, bl.a. andet fra DTU Byg.

I videoen herunder kan du se målingerne lavet af fagekspert Tue Patursson. Du kan også se alle graferne under videoen. 

LÆS OGSÅ TEMA: Indeklima

Bolius' fagekspert har foretaget flere målinger end de viste, som underbygger de fremhævede konklusioner. Målingerne er foretaget med en vejrstation fra Netatmo. 

13 tips til et gode indeklima på børneværelset

Træk musen rundt på 360 gradersbilledet af værelset og få gode råd til et sundt indeklima ved at klikke på de små billeder nedenfor.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab