• Sæt ny front på soklen. Hvis soklen på dit køkken er grim, kan du lime en ny sokkelfront på i stållaminat. Stållaminat kan købes i køkkenforretninger eller på nettet. Er soklen ujævn, kan du få skåret en ny frontplade hos tømmerhandlen i MDF. Vælg en tykkelse på ca. 9 mm og lim pladen på den gamle sokkel.
  • Sæt nye fliser på væggen. Du kan finde mange billige og flotte fliser, som fx de små glasmosaikfliser der fås i net lige til at sætte op. Vælg fliser i en flot farve og sæt dem op på væggen langs køkkenbordet eller blot på væggen over komfuret.
  • Puds grimme fliser væk. Har du gamle, grimme fliser på væggen i dit køkken, kan du pudse op oven på fliserne, så de ikke kan ses. Brug en tyndpuds, der kan hæfte på stort set alle overflader, og som du bagefter kan male direkte på - fx Skalcem Multipuds.

  • Udskift overskabe med hylder. Overskabe kan give køkkenet et tungt udtryk. Udskift dem med hylder i en flot farve og brug hylderne til at vise dit flotteste service frem. Køb hylder med indbygget belysning så du samtidig skaber bedre arbejdslys. Vær dog opmærksom på, at det giver mere rengøring, da fedtet sætter sig der.
  • Udskift grebene på køkkenlågerne. Søg på nettet, der findes et hav af forskellige smarte greb. Pift også køkkenet op med fine holdere til viskestykkerne.
  • Skift lågerne. Køb nye låger til køkkenskabene i samme mål som de gamle. Du kan også male dine gamle køkkenlåger i en ny og spændende farve.
  • Lav selv nye låger. Du kan også selv lave nye låger. Skær dem i MDF-plader efter de gamle lågers mål. Hvis du ikke selv er meget fiks på fingrene, kan du få tømmerhandlen til at skære dem - de kan også fræse kanterne runde. Til sidst skal du bore et hul til hængslerne, her skal du bruge et såkaldt hængselbor. Mal lågerne i præcis den farve, der passer dig.
  • Udskift låger med gardiner. Pil de gamle låger ned og hæng gardiner op i stedet. De er også forholdsvist lette at udskifte, hvis du ønsker nye farver engang imellem.
  • Udskift skabe med skuffer. Pil skabslågerne af underskabene og sæt skuffer i i stedet det kan give bedre overblik. Skuffer kan købes enkeltvis i mange køkken- og møbelforretninger som fx IKEA.
  • Sæt nye lamper op. Et par flotte arbejdslamper over køkkenbordet pynter meget. Er køkkenet holdt i hvidt, kan du fx vælge lamper i en stærk farve som flot kontrast.
  • Skift bordplade. Vælg fx en ny bordplade i en helt anden farve eller andet materiale.