Generelt om efterisolering

Der er ingen krav om, at du skal efterisolere dit hus, men der er mange gode grunde til det. Varmeregningen bliver mindre, indeklimaet forbedres, og huset stiger i værdi.

Hvad koster efterisolering?
Efterisolering af huset kan begrænse forbruget af varme. Arkivfoto.

Hvad er efterisolering?

Når du efterisolerer, lægger du enten ekstra isolering i konstruktioner i dit hus, som allerede er isoleret, eller isolerer, hvor der ikke tidligere har været isoleret. Begge dele er noget, du gør, efter at huset er bygget.

Det betyder, at det ikke kun er ældre og meget gamle huse, der kan og bør efterisoleres. Også huse som bare er få år gamle kan have gavn af at blive efterisoleret.

Gode grunde til at efterisolere

Efterisolerer du dit hus, holder det bedre på varmen og du sparer dermed penge. Er dit hus desuden så dårligt isoleret og så utæt, at det kan være svært at varme op, er det en god grund til at efterisolere.

40 procent af landets samlede energiforbrug går til at varme danskernes huse op. Så skal energiforbruget begrænses, er der virkelig noget at hente ved at isolere, efterisolere og tætne husene bedre.

LÆS OGSÅ: Kan efterisolering betale sig?

Hvor i huset bliver der typisk efterisoleret?

Der kan stort set efterisoleres overalt i husets klimaskærm. Klimaskærmen er den del af huset, som skærmer boligen af mod vejr og vind, dvs. vinduer, tag og vægge.

Man bør altid starte med at efterisolere loftet. Op til 30 procent af varmetabet sker igennem loftet, grundet manglende eller utilstrækkeligt isolering.

LÆS OGSÅ: Efterisolering af loft og tag

Det første sted, der efterisoleres, er typisk der, hvor det er nemmest at gøre. Og det er som regel også der, det umiddelbart bedst kan betale sig.

Typiske steder hvor der kan efterisoleres:

  • Tagkonstruktioner
  • Lofter
  • Skråvægge
  • Skunkrum (herunder gulv)
  • Ydervægge
  • Gulv over krybekælder
  • Kælderydervægge (udvendig isolering)
  • Tekniske installationer (fx kedlen på dit fyr og varmerør, der går gennem uopvarmede rum)

Hvilke fordele giver efterisolering?

En af de virkelig store fordele er, at dit energiforbrug bliver lavere, og at du dermed reducerer dine varmeudgifter. Besparelsen kan mærkes fra den dag, du får efterisoleret din bolig.

Du vil også med det samme kunne mærke en forskel på komfortsiden. Boliger og rum som tidligere var svære at varme ordentligt op, kan nu varmes op til en behagelig rumtemperatur. Luftstrømme i boligen, der kan føles som træk, bliver også et mindre problem, da luften langs ydervægge og vinduer (hvis disse udskiftes) ikke nedkøles i samme grad som tidligere.

Indeklimaet vil desuden blive sundere, da det bliver nemmere at holde temperaturen i boligen på et konstant niveau i stedet for, den følger temperaturen udenfor. Ved en efterisolering og tætning af husets klimaskærm, skal man påregne hyppigere udluftning for at bevare et godt indeklima. Det anbefales at udlufte hjemmet 3 gange om dagen 10-15 minutter af gangen med gennemtræk.

LÆS OGSÅ: Tjek udluftningen af dit hus

Hvordan efterisolerer man et tag?
Boligens værdi kan stige ved at efterisolere. Arkivfoto.

Temperaturen på den indvendige side af ydervægge og lofter vil også stige, og det medfører, at eventuel fugt i luften ikke i samme grad vil kondensere og danne grobund for angreb af skimmelsvamp.

Boligens værdi vil stige, da en velisoleret bolig er betydeligt mere attraktiv end en dårligt isoleret. Den energimærkning der er krav om ved salg af boligen, vil klart og tydeligt gøre opmærksom på, hvor godt eller dårligt boligen er isoleret. Af den fremgår det, hvor stort varmeforbruget er, beregnet ud fra, hvor godt huset er isoleret.

På den måde er det ikke kun en oversigt over, hvor meget varme den tidligere ejer har brugt, og det er en fordel, da han måske har sparet kraftigt på varmen det forgangne år.

Et godt energimærke betyder meget for dit hus når du skal sælge det en dag.

LÆS OGSÅ: Energimærkning af boliger

Hvordan finder du ud af, hvilke former for efterisolering der kan betale sig?

Det kan altid betale sig at efterisolere og specielt, hvis det drejer sig om at lægge et ekstra lag isolering ud på loftet eller fylde hulmuren med isolering. Det er nemme indgreb, hvor omkostningerne stort set kun begrænser sig til materialeprisen og udførelsen.

Står du over for en ombygning eller renovering, så skal du opgradere bygningsdele rent energimæssigt for at overholde bygningsreglementets krav.

LÆS OGSÅ: Kan efterisolering betale sig?

Der findes flere hjemmesider, hvor du kan tjekke og beregne, hvor meget der kan spares ved at efterisolere.

Hvilke isoleringsmaterialer kan du anvende?

Der findes flere forskellige isoleringsmaterialer. Det mest anvendte er mineraluld, som fås som glasuld eller stenuld. Mineraluld kan anvendes i alle bygningsdele.

Derudover anvendes polystyren (flamingo) til isolering af terrændæk og fundamenter.

Til hulmursisolering anvendes både mineraluld som granulat og polystyren som små kugler og papirisolering. Her kan Perlite også bruges, som er fremstillet af vulkansk sten og har meget gode isolerende egenskaber, fordi det indeholder meget luft.

LÆS OGSÅ: Perlite som isolering

Hvad er papirisolering til efterisolering?
Papirisolering (cellulosefibre) er fremstillet af gamle aviser og er et alternativ til mineraluld. Det fås både som granulat og som plader. Foto: Holm Isolering

Ud over de mere traditionelle findes der flere alternative isoleringsmaterialer:

  • Papirisolering, som består af papir, der er revet i små stykker eller flager. Anvendes i hulmur, i træskeletvægge og som isolering på lofter.

LÆS OGSÅ: Papirisolering

  • Træfibre, der i små stykker blæses ind i uudnyttede loftrum eller i træskeletkonstruktioner (typisk i vægge).
  • Hørfibre, der fremstilles som måtter eller ruller og anvendes til isolering af lofter, i tagkassetter (præfabrikerede tagelementer) samt i træskeletkonstruktioner.

LÆS OGSÅ: Hør som isolering

  • Hampefibre, der fremstilles som måtter eller ruller og anvendes til isolering af lofter, i tagkassetter (præfabrikerede tagelementer), i træskeletkonstruktioner samt til hulrumsisolering.

LÆS OGSÅ: Generelt om alternativ isolering

Er der risici ved efterisolering?

Hvis efterisoleringen ikke udføres på den rigtige måde byggeteknisk set, kan der opstå problemer med fugt og kuldebroer, dvs. steder, der bliver kolde, fordi isoleringen ikke slutter tæt, eller der ingen isolering er.

Uanset om du isolerer loftet, ydervæggene, kælderydervæggene (udefra) eller krybekælderen, så skal du være påpasselig bl.a. med fugt. Fugt kan både på kort og lang sigt gøre stor skade på dit hus, og yderligere forværre dit indeklima i form af skimmelsvamp, hvis det ikke er udført korrekt.

LÆS OGSÅ: Skader ved efterisolering

Fordele ved udvendig efterisolering:

  • Isolering på den udvendige side er 30 procent mere energieffektiv end indvendig isolering, fordi den "pakkes" rundt om hele bygningen. Samtlige kuldebroer elimineres, da indvendige vægge også bliver omfattet af den udvendige isolering.
  • Den eksisterende mur holdes varm og tør.
  • Arbejdet kan foregå uden at påvirke de indvendige rum. Det vil sige, at du ikke behøver at rydde et rum inden og gøre rent bagefter.
  • Boligarealet bliver ikke mindre.
  • Radiatorer, stuk og lign. skal ikke flyttes eller fjernes.
  • Elinstallationerne kan blive siddende.

Hvad skal du ellers overveje, inden du efterisolerer?

Inden du går i gang med at efterisolere, er det en god idé at kontakte dit forsikringsselskab. De vil være interesseret i at høre, hvor og hvordan du har tænkt dig at efterisolere. Det skyldes bl.a., at hvis efterisolering udføres forkert, så kan det øge risikoen for råd og svamp og dermed ændre forsikringsvilkårene.

Hvilke love og regler gælder for efterisolering?

I bygningsreglementet er der bestemmelser om, hvor god isoleringsevne de enkelte bygningsdele skal have. Det betyder, at der stilles krav om, hvor meget isolering der mindst skal være i konstruktioner. Du skal dog ikke for enhver pris forsøge at opfylde kravene, når du efterisolerer.

Hvis det vil koste uforholdsmæssigt meget at opfylde isoleringskravene, kan du nøjes med at isolere med mindre end det krævede, men det skal du til gengæld også gøre. For eksempel vil en hulmursisolering af et gammelt hus ikke være tilstrækkelig i forhold til kravene til ydervæggenes isoleringsevne.

Men den optimale efterisolering med ny beklædning på udvendige og indvendige vægge vil koste uforholdsmæssigt meget, og du kan derfor nøjes med hulmursisoleringen.

Der findes ingen egentlig lov eller regel om, at du skal efterisolere din bolig. Men skal du bygge om eller hvis du af egen interesse vælger at efterisolere, kræves det, at du samtidig efterisolerer de bygningsdele, ombygningen berører, og her skal konstruktionen have den isoleringsevne, som fremgår af bygningsreglementet.

LÆS OGSÅ: Planlæg din energirenovering

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab