Må du hjælpe naboen – uden at spørge først?

Det kan være fristende at hjælpe naboen med at klippe hækken eller fikse et skævt hegn, også selvom han ikke er hjemme. Men må du hjælpe din nabo uden at spørge først? Læs svaret her.

Det korte svar er: Nej, du må ikke hjælpe naboen, eller andre for den sags skyld, uden at have deres tilladelse først. Heller ikke, selv om du vurderer, at du gør naboen en tjeneste ved fx at klippe hans hæk eller stille hans havemøbler i læ ved storm.

Ulovligt at gå ind på naboens grund uden tilladelse

Det er ikke lovligt at gå ind på en andens grund uden hans eller hendes tilladelse, hverken for at hjælpe vedkommende, for at snage eller for at ændre på noget du er utilfreds med, som fx rod eller et skyggende træ. I værste fald kan du straffes med bøde eller en mindre fængselsdom. Det kaldes retsligt for uanmodet forretningsførelse.

Du må grundet samme lov heller ikke tage billeder af eller iagttage naboen eller dennes grund med fx en kikkert uden hans eller hendes tilladelse.

Derudover bryder det med god naboskik at tilgå andres ejendom uden tilladelse. Det kan nemlig føles krænkende for naboen og dennes privatliv, da éns private grund er en meget intim sfære.

Straffeloven § 264 Stk. 1.

Med bøde eller hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget

  1.  skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted,
  2. undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil.

Spørg først, og bevar det gode naboskab

Et godt naboskab opnås oftest med gensidig kommunikation og accept af hinandens forskelligheder. Det der for dig kan fremstå som grimt og ikke vedligeholdt, kan være den dejligste have for din nabo. Det kan derfor betragtes som krænkende eller decideret hærværk, hvis du fx beskærer naboens træ eller vander hans blomster uden hans viden.

Så spørg altid på forhånd, hvis du gerne vil hjælpe din nabo – eller er utilfreds med hans hækklipning, skyggende træ eller væltede hegn. Og husk at respektere hans valg.

Du må gerne hjælpe naboen, hvis I har aftalt det

Hvis I har indgået en aftale, gælder den til gengæld på et senere tidspunkt, men kun til det aftalte. Dvs., at du gerne må klippe naboens hæk, hvis han tidligere har sagt, at du må, men du må ikke beskære hans træer i samme ombæring.

Aftalen er bindende, uanset om den er skriftlig eller mundtlig, men det kan være besværligt at bevise, hvis det er en mundtlig aftale uden vidner eller andre beviser.

Det må du gøre uden at spørge naboen først

Du skal hjælpe din nabo, hvis det er en nødret, dvs. har til formål at redde din nabos liv eller hans ejendomme.
Du skal fx:

  • Hjælpe din nabo, hvis han er ved at drukne i svømmebassinet.
  • Yde assistance, fx tilkalde en ambulance, hvis din nabo har fået et hjerteanfald.
  • Hjælpe ved ildebrand, fx ved at ringe til alarmcentralen.

Det må du ikke uden at spørge naboen først

Du må ikke hjælpe naboen uden hans tilladelse, medmindre hans liv er i fare.
Du må fx ikke:

  • Klippe naboens hæk eller beskære hans træ.
  • Fjerne affald eller rod fra naboens grund.
  • Fastgøre trampoliner, tag, havemøbler etc. i tilfælde af storm.
  • Bekæmpe naboens ukrudt.

Du SKAL hjælpe naboen, hvis han er i fare

Det eneste tidspunkt, det er lovligt at hjælpe naboen uden hans accept, er, hvis der er tale om en nødret. Det er ifølge Straffeloven kun en nødret, hvis personens liv eller ejendom er i fare.

Til gengæld er det din pligt at forsøge at hjælpe din nabo, hvis han er i decideret livsfare, fx ved hjertestop, ildebrand eller drukning. Forsøger du ikke at redde din nabo, er det også strafbart, medmindre du med forsøget sætter dig selv i livsfare. Det er domstolen, der vurderer om din handling var en nødret eller ej.

Læs mere om uanmodet forretningsførelse på denstoredanske.dk

Har du naboproblemer – så Spørg Bolius

Hvad hvis jeg fælder naboens træ?

Hvad hvis jeg fælder naboens træ?

Spørg Bolius

Ajourførtdato: tirsdag 24. januar 2017

Hej Vores nabo har en 25 meter høj kinesisk vandgrand stående 2 meter fra fælles skel. Om efteråret smider det alle nålene, som fylde...

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • Mikael Kenno Fogde, advokat, Realdania By & Byg

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab