Nyt badeværelse: Kvaliteten ikke som aftalt og forventet – hvad gør vi?

Hej

Vi har lige renoveret vores badeværelse og er ret utilfreds med den måde, gulvfliserne er blevet lagt. De ligger meget ujævnt, hvilket mærkes selv med sko på.

Vi har drøftet dette med mureren som har lagt dem, han mener dog ikke, der er noget i vejen med gulvet. Han anerkender, at gulvet er lidt ujævnt og kommer med mange forskellige argumenter for, hvorfor det ikke kunne blive anderledes - han mener, fliserne er for store (30x60), fliser buer op ad, han skulle tage højde for fald 2 steder ( brusekabine og under vasken, gulvet er skævt osv. Han mener, at vi er vanskelige og fokuserer for meget på detaljer, vi skulle være godt tilfredse med gulvet, han synes det er pænt....

Mureren har været inddraget i planlægningsprocessen, og han har på intet tidspunkt nævnt, at fliser 30x60 vil være for store (rummet er 12 m2 ...) Har heller ikke nævnt, at der var noget i vejen med fliser da han skulle lægge dem - der er ikke i øvrigt ikke noget i vejen med dem.

Han har fortalt, at han ville bruge flydespartel for at sikre, at gulvet var jævnt (han har slået de gamle fliser op), nu fortæller han, at det har han ikke brugt. I øvrigt siger han, at gulvet var skævt, og vi har ikke bestilt ham til at rette gulvet. Vi har dog ikke oplevet, at det tidligere gulv var skævt. Og sådan kan vi blive ved...

Vi har klaget over ujævnheder, og mureren gik med til at rette nogle enkelte fliser, fordi der bl.a. var for lidt fald, og vandet løb ud af brusekabinen... Har vi hældt vandet ud på gulvet, så blev det stående flere steder i flere timer i steder for at løbe mod afløb.

Hvad kan vi gøre? Skal vi stille os tilfredse og acceptere, at gulvet er ujævnt? Eller skal vi klage? Nogle steder er der 2-3 mm forskel i niveauet, hvilket både kan ses og mærkes. Fliser har skarp kant, og når de ligger ujævnt, så er det ubehageligt at træde på dem med bare fødder (fugen følger ikke overfladen).

Har I et forslag ?

Hej Ursula

Du har desværre rodet dig ud i en klassiker med brudte forventninger mellem bygherre og håndværkeren. Det er en klassiker, fordi det desværre sker alt for ofte, og sager som jeres fylder ca. halvdelen af spørgsmålene her i Spørg Bolius.

Arbejdet er ikke beskrevet tilstrækkeligt, og en egentlig kontrakt mangler angiveligt, idet man blot har gået efter murerens tilbud.

Det stiller begge parter utroligt dårligt for, hvad er der reelt aftalt, bestilt, givet pris på og ikke mindst betalt for?

Men når det så er sagt, så er mureren den professionelle part her i denne sag, og derfor har han oftest den dårligste sag, idet at han skulle have rådet og vejledt jer. Og hvis eksempelvis grundlaget (gulvet) ikke er godt nok, så har han pligt til at underrette jer om, at han ikke kan lave arbejdet helt korrekt, uden at der skal laves yderligere tiltag.

Et eksempel på det er det skæve gulv. Han kan ikke rette op på et skævt gulv med klinker. Og hvis der ikke er opretning med i tilbuddet, så er det jo reelt nok. Men! Han skal så standse op undervejs, og sige: ”Kære bygherre, jeres gulv er skævt og med forkert fald. Jeg kan godt rette det op, men så koster det xxx kr. inkl. moms”. Og så har I mulighed for at sige nej tak eller ja tak.

Men bordet fanger for ham, hvis han blot har arbejdet videre på gulvet, og dermed gjort gulvet fejlbehæftet, (ulovligt) med bagfald etc.

Med hensyn til skævheder og kanter mellem klinkerne, så dømmer man typisk efter tolerancekravene, som er beskrevet på hjemmesiden www.tolerancer.dk, under murerarbejder og klinker mv.

Jeg vil råde jer til, at hyre en uvildig byggesagkyndig, som kan gennemgå arbejdet sammen med jer, og evt. sammen med håndværkeren. Alternativt kan I vælge at klage direkte et ankenævn, hvis I ikke kan blive enige med håndværkeren.

Jeg kan ikke svare præcist på, hvor stærkt I står. Men med 2-3 mm skævheder, så er det for meget. Men det må vurderes nærmere.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden