Hængende tag, sætningsskader og knækkede vinduer er blevet resultatet for flere boligejere, som er gået i gang med at udskifte vinduer i deres parcelhus fra 1960’erne eller 1970’erne. For i en del parcelhuse er vinduesrammerne bærende, og det betyder, at der kan ske skader, hvis vinduerne udskiftes uden, at der tages forholdsregler, advarer Videncentret Bolius.

- Vi har hørt om flere sager, og jeg har også lige fået et nyt spørgsmål fra en boligejer, hvor man er gået i gang med at udskifte alle sine vinduer uden at tænke over, at lodposten i de gamle vinduer indgik som bærende element for huset. Den funktion kan de nye vinduer ikke erstatte, for denne konstruktion er ikke længere lovlig, forklarer arkitekt maa Tine Nielsen, brevkasseredaktør for Spørg Bolius.

Bærende vinduer i parcelhuse fra 1960’er- og 1970’erne

Det er især i typehuse fra 1960’erne og 1970’erne, at de originale vinduer har bærende vinduesrammer. Det blev meget brugt i fx arkitekt Johan Christensen huse. Det er den slags parcelhuse, der har en facade ud mod haven med en hel række af vinduer.

Du skal især være opmærksom, hvis vinduernes rammer er kraftige, og tagremmen ligger direkte på oversiden af vinduerne (så der ikke er mur over vinduerne).

- Det var en meget almindelig måde at gøre tingene på dengang, så hvis man er fagmand, er man selvfølgelig opmærksom på det. Men som almindelig boligejer, og ofte også som almindelig håndværker, er det ikke nødvendigvis noget, du er opmærksom på, siger Tine Nielsen.

LÆS OGSÅ: Bærende vægge

Få professionel rådgivning før du skifter vinduer

Bor du i et sådan hus og vil skifte vinduer, bør du alliere dig med en arkitekt, bygningssagkyndig eller ingeniør, som kan se, om de originale vinduesrammer er bærende eller ej, og som kan rådgive dig om, hvad du skal gøre, råder Tine Nielsen. Ellers kan konsekvenserne være fatale.

Skader efter udskiftning af vinduer kan koste dyrt

- Hvis man bare fjerner de bærende vinduesrammer uden at understøtte tagremmen, kan det give store skader i løbet af kort tid. Taget vil begynde at hænge, der kan komme sætningsskader, og hvis man har monteret nye vinduer, kan de simpelthen knække.

- Nogle gange går det helt galt, inden man over hovedet har sat de nye vinduer i. Taget er sunket, fordi de bærende vinduesrammer er taget ud, uden at man har understøttet tagremmen. Og hvis man har bestilt nye vinduer, uden at der er taget højde for, at der skal være plads til ny understøtning mellem vinduerne, kan man risikere, at der ikke er plads til de nye vinduer, fordi der nu skal være plads til fx stålsøjler og inddækning mellem vinduerne, forklarer Tine Nielsen.

LÆS OGSÅ: Sådan skifter du til nye energirigtige vinduer

Flere løsninger med bærende vinduesrammer

Hvis dine vinduesrammer er bærende, er der ifølge Tine Nielsen flere løsninger:

  • Behold vinduerne og skift ruden til energiglas, hvis vinduesrammerne er udført af træ i god kvalitet og ii god stand. 
  • Skift vinduerne, men få en ingeniør til at beregne, hvor remmen skal understøttes. Det kan fx ske med stålsøjler mellem de nye vinduer. Søjlerne skal føres helt ned til fundamentet – hvis der er en muret brystning under vinduerne, kan de placeres i hulrummet i uren. 
  • I nogle tilfælde er det muligt at forstærke tagremmen, så den kan bære så langt, at den ikke skal understøttes i den del af facaden, hvor vinduerne er placeret.

- Afhængigt af hvordan, og hvor mange steder der skal udføres nye understøtninger, kan det komme til at koste et sted mellem 40.000 og 80.000 kr. at få det ordnet. Og det kan normalt gøres uden problemer.

- Problemerne opstår kun, hvis man ikke opdager de gamle vinduesrammers funktion, inden det er for sent, og man ikke har fået en ingeniør til at beregne, hvordan de erstattes og håndværkerne til at etableret nye bærende søjler. Så er situationen svær at redde, siger Tine Nielsen.

Sådan gør du, hvis skaden er sket

Hvis du har fået fjernet bærende vinduesrammer uden at have sat en ny bærende konstruktion ind i forbindelse med udskiftningen af vinduer og dermed har oplevet skader på huset, skal du - hvis du har tegnet ekstra forsikring i forbindelse med ombygningen - kontakte dit forsikringsselskab.

Hvis du har haft en håndværker, entreprenør eller rådgiver inde over projektet, som ikke har opdaget de bærende vinduesrammer, eller ikke har rådgivet dig korrekt, kan det være deres forsikring, der skal dække. Ellers kan du kontakte den garantiordning, håndværkeren er med i - eller Byggeriets Ankenævn eller Håndværkets Ankenævn.

I sidste instans kan det også være nødvendigt at inddrage en advokat for at finde ud af, hvem der har ansvar for hvad. Hvis du ikke har haft en rådgiver med rådgiveransvar til at udarbejde projektet, kan det ende med, at du selv kommer til at stå med en del af udgiften.

SE TEMA: Nye vinduer og døre

Sådan tjekker du, om der er bærende vinduesrammer i dit hus

Hvis dit hus er et typehus fra 1960’erne eller 1970’erne, bør du altid få en arkitekt, byggesagkyndig eller ingeniør til at tjekke, om vinduesrammerne i dit hus er bærende, inden du skifter dem ud. Vær opmærksom på, at bærende vinduesrammer er en almindelig konstruktion for parcelhuse fra den periode, så det er ikke noget, der er nævnt i tilstandsrapporten.

Du kan kende bærende vinduesrammer på, at:

  • Vinduerne sidder placeret direkte under tagremmen (typisk en synlig limtræsrem).
  • Vinduerne sidder helt op til hinanden uden stolper imellem – dvs. ramme mod ramme.
  • Vinduesrammerne er ret kraftige.
  • Det ofte er en hel vinduesrække, der hænger sammen - enten med en brystning eller vinduespartier, der går til gulv. Separate vinduer placeret enkeltvis i facaden kan dog også i nogle tilfælde have bærende vinduesrammer.

Kilde: Tine Nielsen, arkitekt maa og brevkasseredaktør for Spørg Bolius