Et tagpaptag består af baner lavet af tagpap, der er brændt fast på en plade eller bræddebeklædning oven på tagspærene. Tagpap kan også kaldes asfaltpap.

Tagpap adskiller sig fra traditionelle tagbelægningsformer som fx tegltag ved at være fremstillet i et bøjeligt, tyndere og lettere materiale. Som navnet antyder brugte man tidligere pap som kernen i materialet. I dag er pap erstattet af polyesterfibre, som sikrer tagpappet styrke og holdbarhed. Omkring kernen er et lag bitumen, et bindestof, som består af asfalt blandet med syntetisk gummi, der er med til at gøre materialet blødt.

På hvilke tage kan du bruge tagpap?

Tagpap er et fleksibelt tagmateriale, der giver en stor arkitektonisk frihed. Det skyldes, at tagpap, i modsætning til de fleste andre tagmaterialer, kan bruges til specielle tagudformninger, hvorved dets anvendelsesmuligheder er mange.

Du kan i princippet bruge tagpap på alle typer tage, men du skal være opmærksom på, at der kan gælde særlige regler for dit område, som gør, at det ikke er tilladt at anvende tagpap på dit hus.

Lokalplaner for de enkelte boligområder kan indeholde præcise krav til tagbelægningens type og udformning. Ligeledes kan der være servitutter på husets matrikel, der stiller specifikke krav til tagets eller husets udformning.

Tagkonstruktioner med tagpap skal, som alle øvrige konstruktioner, overholde de generelle krav i bygningsreglementet. Bygningsreglementet stiller imidlertid ikke specifikke krav til tage af tagpap.

Hvordan er et tagpap tag bygget op?

Fælles for tagpaptage er, at de kræver et fast underlag. Det kan fx være tagbrædder, krydsfiner eller trædefast isolering.

Et tag med tagpap består normalt af 2 forskellige lag tagpap:

  • Underpap - et underlag for overpappen, der gør taget helt tæt (især vigtigt hvis taget har en meget lille hældning). Dette underlag sømmes eller brændes på afhængigt af underlaget og tagkonstruktionen.
  • Overpap - det lag af tagpap, der lægges øverst i tagdækningen. Der er ofte små skifersten på overfladen. Denne pap brændes som regel på.

Bemærk, at der findes forskellige typer tagpap, hvis egenskaber er tilpasset brugen af dem. Typen af tagpap, der skal anvendes, afhænger af, om tagpappen skal lægges på et nyt tag, eller om der er tale om en renoveringsopgave, hvilket underlag der er mv.

Ved renoveringsopgaver anvendes der fx en speciel overpap, der har trykudlignende egenskaber, som gør, at der ikke kommer dampbuler i pappen.

Overpappen er, som nævnt, oftest bestrøet med helt små skifersten. De bittesmå skifersten beskytter tagpappet mod solens nedbrydende stråler, hvorved taget holder længere. Man kan få tagpap uden bestrøning, men så lægger man ofte et lag perlesten ud på taget, for at beskytte det mod solen.

Listedækning med tagpap

Listedækning er en klassisk måde at lægge tagpap på, som tidligere blev anvendt for at undgå utætheder i tagfladen. Listedækningen kendetegnes ved de lodrette linjer, der tegnes på tagfladen. Det bruges ofte som arkitektonisk detalje, men traditionelt anvendte man de trekantede lister som en sikring mod utætheder ved samlingerne. Afstanden mellem listerne er som regel 60 eller 100 cm, afhængigt af bredden på den anvendte tagpap og til dels tagfladens størrelse.

Hvilket underlag kræver et nyt tag med tagpap?

Et tagpaptag kræver et fast underlag af fx brædder eller godkendte OSB-plader (Oriented Strand Board, plader fremstillet af grove træspåner). Dette underlag beklædes med underpap.

Man kan også bruge vandfast krydsfinér, men der er stor risiko for vækst af skimmelsvamp på krydsfinérplader. Der er også en risiko for skimmelvækst på OSB-pladerne, men den er dog mindre.

Det er dyrest at anvende tagbrædder, men det anbefales som det bedste, bl.a. af BYG-ERFA.

Hvilke farver kan tagpap fås i?

Tagpappens farve afhænger af, hvilken farve keramisk skifer der ligger oven på den. Standardfarverne er:

  • Lys grå
  • Sort
  • Grøn
  • Teglrød
  • Hvid 

Det er også muligt at få tagpap i andre farver, men det forudsætter en stor ordre, og leveringstiden vil typisk være længere. 

Hvor god kvalitet og hvor lang levetid har tagpap?

Inden du vælger tagpap, er det en god idé at have afklaret, hvilke krav og forventninger du har til tagdækningens kvalitet og levetid. Der er fx forskel på, om det er et skur eller udhus, du skal have beklædt med tagpap, eller om det er dine beboelseskvadratmeter. Tagpappen er ikke alene afgørende for, hvor længe dit tag holder. Tagets holdbarhed afhænger også af typen og alderen af bygningen samt selve tagkonstruktionen.

Overvej, om du ønsker garanti på tagdækningen – i så fald skal du sørge for at få arbejdet udført af en entreprenør, som giver garanti på det udførte tagarbejde.

Ønsker du et tag i høj kvalitet, skal du vælge en tagpap, der indeholder SBS-højpolymerbitumen.

Hvor længe holder et tag med tagpap?

Under normale og optimale forhold vil et tag med tagpap kunne holde ca. 50 år. Men levetiden er afhængig af følgende:

  • Materialevalg og antal lag.
  • Underlagets kvalitet og hårdhed.
  • Kvaliteten af det udførte arbejde, herunder detaljer og inddækninger.
  • Fastgørelsesmetode.
  • Tagets hældning.
  • Vedligeholdelse. (Vedligehold består af, at du 1 gang årligt tjekker om, der er steder tagpappen har sluppet lidt, og det klistrer man så fast.)
  • Færdsel på taget.

Flere af de firmaer, der oplægger tagpap, giver op til 15 års garanti på både produkt og udførelse. Garantien er en fordel for alle parter i byggesagen. Arkitekten får et stærkt argument for at lave løsninger med tagpap. Tagentreprenøren kan sætte et ekstra kvalitetsstempel på sit håndværk. Bygherren får flere års tryghed og endnu større tillid til arbejdets udførelse.

Når der kan gives en garantiperiode på 15 år, skyldes det både de moderne produkters høje kvalitet og sikkerheden i den håndværksmæssige udførelse. Tagentreprenørerne har i dag så mange års erfaring og uddannelse bag sig, at der også kan gives garanti på udførelsen.

Må og kan du selv lægge et tag med tagpap?

Der er ikke regler for, hvordan et tagpaptag skal lægges, eller hvem der må eller skal gøre det. Men skal du have nyt tagpap på dit tag, anbefales det, at du får en professionel til at udføre opgaven.

Drejer det sig blot om en mindre bygning, fx et skur eller en carport, kan du godt forsøge dig med det selv, men der er nogle forhold, som du skal være opmærksom på:

  • Det er ikke ufarligt at brænde tagpap på taget. Det kræver en stor flamme, og der er mange eksempler på brandskader i forbindelse med fastbrænding af tagpap.
  • Det er svært at styre banerne, så de ligger lige på tagfladen og underlaget.
  • Inddækninger, skotrender og andet specifikt og teknisk arbejde er svært og kræver øvelse. Det er afgørende for tagkonstruktionens holdbarhed, at de udføres korrekt, bl.a. for at undgå, at der trænger fugt ind.
  • Banerne af tagpap vejer næsten 40 kg og er meget store og tunge at arbejde med.

Der findes også tagpap, som ikke skal brændes på. Det er selvklæbende og er fint til mindre arbejder.

Tagpappens historie

Siden 1850 har man i Nordeuropa kunnet se huse, der på vægge og tag har været beklædt med tjæret pap.

Først beklædte man husenes vægge med plader af pap med tjære. Senere fandt man på at kombinere tjærens vandtætte egenskaber med den ældgamle kunst at dække taget med overlappende plader.

Allerede i slutningen af 1800-tallet fandt Icopals grundlægger, Jens Villadsen, på at lave tagpap i baner af 70 cm i stedet for plader. Tagpappen blev nu rullet på taget og sømmet fast i samlingerne.

Til sidst blev tagpappen overstrøget med tagpixtjære, hvilket skulle gentages med 1-2 års mellemrum for at holde taget ved lige.

På tage med kun lidt fald var den synlige sømning ofte årsag til utætheder, da sømmene blev "skubbet op” på grund af temperatursvingninger, der fik brædderne til at bevæge sig. For at undgå dette begyndte man at lave tage med "listedækning" - der blev sømmet trekantslister vinkelret på tagfladen oven på samlingerne, hvor der var sømmet.

Tagpappen slog for alvor igennem i 1930'erne, hvor Icopal indførte "det vilfasvejsede Icopal-tag". Systemet gik ud på at smelte tagpapbanerne sammen i stedet for at tjære og sømme dem sammen.

Der blev også arbejdet på at forlænge tagpapbanernes holdbarhed. Banerne blev belagt med knuste natursten og teglsten eller strøet med farvede keramiske sten i rød eller grøn for at hindre, at solens stråler nedbrød eller smeltede tjæren.

Ud over tjære har man i mere end hundrede år også brugt bitumen i tagpapindustrien. Bitumen forekommer i naturen (er en naturlig del af de fleste råolier) og kaldes også for naturasfalt. Den meste kendte er "Trinidad-asfalt".

I 1970'erne holdt man af miljømæssige årsager op med at bruge tjære, men bitumen anvendes stadigvæk.

Industrialiseringen af dansk byggeri i 1960'erne og 1970'erne medførte opførelsen af en del betonbyggeri, og tagpap blev en forudsætning for at kunne bygge med flade tage. Løsningerne var dog langtfra altid lige vellykkede, og der opstod mange problemer med de flade tagpaptage, bl.a. utæthed.

Fra 1950'erne og fremtil 1970'erne kunne der findes asbestfibre i ville tagpapper. Det har ikke været et udbredt fænomen og asbesten er som regel fastbundet til tagpappen da bitumen sikre det er fastklistret. 

Tagpap har siden hen gennemgået en kvalitetsudvikling af både materialet og udførelsen, så tagpap har i dag lang levetid. Tagpaptage er igen blevet populære, og mange arkitekter udnytter i dag den store arkitektoniske frihed, som tagpaptaget giver. Det er de færreste andre tagdækningsmaterialer, der kan bruges til specielle og finurlige former. Dette er oftest årsagen til, at folk vælger at beklæde deres tag med tagpap. Det giver i mange tilfælde også huset et let udtryk.

I dag er tagpap lavet af polyesterfilt, der er belagt med asfaltbitumen tilsat kemiske materialer samt gummimasse for at blødgøre det.

Du kan finde flest tagpaptage i provinsen og i sommerhusområder. Der er mange institutioner, andelsboliger, lejelejligheder, sommerhuse og andre bygninger, der har tagpaptag.

Flere anerkendte tegnestuer har anvendt tagpap som tagbelægning på prestigefyldte byggerier.