Med en knastør sommer i frisk erindring og flere skybrud fra tidligere år i baghovedet, er der god grund til at tænke funktionalitet i den kommende havesæson. Robuste hjemmehørende planter, færre kemikalier og høj biodiversitet er derfor nogle af de trends, Jesper Carl Corfitzen, haveekspert i Videncentret Bolius, hæfter sig ved, når han kigger i krystalkuglen for 2019.

- Vi har i nogen tid haft fokus på den naturlige have. Men hvor det hidtil måske mest har handlet om et naturligt look, så kommer der mere og mere interesse og viden omkring naturlige funktioner. Vi kommer i de kommende år i højere grad til at samtænke en have, som kan holde til en længere periode med tørke og en absorbering af regnvand på grunden, siger han.

Overordnet hæfter haveeksperten sig ved en stor bekymring for naturen og en vilje til at gøre en indsats for miljøet.

- Biodiversitet og insektvenlige planter har vundet indpas gennem de senere år, og den trend bliver kun stærkere og kommer til at omfatte større dele af haven. Det gælder eksempelvis, når de sarte græsplæner reduceres til fordel for tørketolerante bede og vådområder i haven, siger Jesper Carl Corfitzen.

Trend 1: Hjemmehørende robuste planter

Det behøver ikke kræve en større indsats at fravælge græsplænen til fordel for beplantede bede. Nærmest tværtimod mener haveeksperten. Ved at vælge planter som naturligt hører hjemme på vores breddegrader, får du en have, som i høj grad passer sig selv, og som giver næring til insekterne.

- Med planter, som naturligt trives på vores breddegrader, får du et bed, som i mindre grad kræver gødning og vanding sammenlignet med eksempelvis en græsplæne. Særligt hvis du lægger vægt på planter, som kan tåle en længere tørkeperiode, understreger Jesper Carl Corfitzen.

Køb allerhelst planter, der er er produceret i Danmark, så du undgår at belaste miljøet med transport over lange afstande.

Trend 2: Cirkulært forbrug - Hold vand og kompost på egen grund

Både kompostbeholdere og regnvandstønder vinder frem i haverne. Affaldssortering og genanvendelse af kompost er da også en trend, som kommer til at slå endnu stærkere igennem i 2019, vurderer Jesper Carl Corfitzen.

- Der kommer mere og mere fokus på det cirkulære forbrug. Det gælder både for genanvendelsen af kompost, og når det kommer til opsamling af regnvand. Vi holder i stigende grad ressourcerne på egen grund og genanvender det i haven, siger han.

Samtidig er der stadigt stigende fokus på at bruge færre kemikalier som ukrudtsmiddel og gødning blandt haveejerne. Her har haveeksperten også et tidsbesparende råd til det nye år.

- Plant revner og sprækker omkring hække og fliser til med robuste planter, som holder ukrudtet nede frem for at bruge tid på lugning eller sprøjtemidler, foreslår Jesper Carl Corfitzen, som i øvrigt også opfordrer haveejerne til omtanke i vintermånederne.

- Begræns saltningen så meget som muligt her i vintermånederne, da store mængder salt er hårdt ved planterne. Vælg i stedet andre tømidler som for eksempel CMA eller brug saltlage, foreslår Jesper Carl Corfitzen.

Trend 3: Fokus på struktur og farver

Planterne får mere opmærksomhed i 2019, hvor der både kommer fokus på struktur og farver. Det gælder både inde og ude.

- Vi bruger mere og mere tid indendørs, men det afspejler ikke en mindre interesse for det grønne. Tværtimod. Mens boligen de seneste år har været præget af kaktusser og sukkulenter, bliver vi lidt mere modige. Der er stigende interesse for større vækster med markant struktur, blomstrende planter og i det hele taget mere knald på farverne. Vi kommer især til at se brændte røde farver suppleret med orange og lyserødt i 2019.  Ligesom med møbler er den mere bastante stil fra 60’erne og 70’erne på vej frem i og omkring boligen igen, understreger Jesper Carl Corfitzen.

Trend 4: Lys haven op

Selvom der er fokus på det naturlige, så er elektronikken også blevet nemmere og mere tilgængelig. Særligt LED-lysenes indtog kommer til at sætte sit præg på haverne og skabe mere haveglæde det kommende år.

- Det at man med strømsparende LED-pærer ikke længere behøver en elektriker for at få udendørs belysning, gør det det er blevet meget mere tilgængeligt. Det giver også mulighed for at oplyse forskellige dele af haven sæsonen igennem og skabe endnu mere haveglæde, siger Jesper Carl Corfitzen. 

Podcast: Mig og min have

Episode 3: Havetrends i 2019

Sukkulenter, kaktusser, grønne stueplanter. De seneste år har vi set en kæmpe grøn bølge suse ind i de danske hjem. Men hvad bliver det nye spændende, som vi skal indrette med i vores stuer, på altaner og i haven? Haveekspert Jesper Corfitzen er sammen med sin medvært Andreas Saxild taget til gartneriet Lammehave i Ringe på Fyn for at få et bud på, hvad der bliver dette års helt store sællert. Så lyt med og kom på forkant, så det er dine planter, som naboen skuer efter.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit