Sådan gør du

1
Vælg sort
For at få så tidlige kartofler som muligt skal du vælge en sort, der modnes hurtigt – de omtales ofte som de tidlige kartofler. Ved at vælge forskellige sorter og både lægge nogle med og uden forspiring kan du strække sæsonen med nye kartofler over en længere periode.
2
Forspir i god tid
Du kan med fordel forspire dine kartofler 4-6 uger før, du lægger dem i jorden. De kan godt tåle at ligge og spire lidt længere, det vigtigste er, at jorden er varm nok, før de lægges ud.
3
Placering
Læg dine kartofler i en bakke med tørt sand, i æggebakker eller anden beholder, der sikrer, at kartoflerne ligger tørt. Placér dine bakker eller kasser lyst med en rumtemperatur på ca. 15-18 grader.
4
Klargør jorden
Når frosten er gået af jorden, kan du begynde at forberede jorden til dine kartofler. Grav jorden godt igennem, fjern alt ukrudt og gamle planterester og tilføj gerne næring. Du kan fx vende 5-10 cm kompost godt med den eksisterende jord.
5
Her bør du (ikke) dyrke kartofler 
Har du før dyrket kartofler i din køkkenhave, bør du i år vælge et sted, hvor du ikke de sidste 3-4 år har dyrket kartofler. Er det en nyanlagt køkkenhave, hvor der tidligere har været græsplæne, bør du ikke lægge kartofler de første 4-5 år.
6
Opvarm jorden
Ønsker du meget tidlige kartofler, kan du dække jorden til med en fiberdug. Det hæver jordtemperaturen, så du kan lægge kartoflerne tidligere end normalt. Dæk jorden til ca. 2 uger før, du vil lægge dine kartofler i jorden.
7
Hvornår kan du begynde at lægge dine kartofler?
Hvis du forvarmer jorden, kan du normalt lægge kartoflerne i jorden sidst i marts. Dæk derfor jorden til midt i marts. Jordtemperaturen skal være mindst 8 grader, når du lægger dine kartofler – mål den evt. med et jordtermometer.