Guide
Rabarber 4/5: Den sidste høst
Hen over sommeren går væksten på rabarber lidt i stå. De sætter ikke mange nye skud, og de, der står tilbage, bliver tykkere og mere træede og er ikke så spændende at spise. Men i slutningen af juli til begyndelsen af august, er der chancer for, at der på ny kommer gang i dine rabarber, og planten sætter nye, fine skud. Dem kan du høste og bruge på samme måde som i foråret. Guide 4/5.
1
Gamle og nye skud
De gamle skud fra foråret, der er blevet tykke og lidt seje, bør du lade være, så de kan trække ny energi til rødderne så længe som muligt. De skal bare have lov til at visne ned i løbet af efteråret. Træk derimod de nye skud.
2
Sådan trækker du rabarber
Tag godt fat længst nede på stænglen og træk forsigtigt lige op. Pas på ikke at trække selve hjerteskuddet med op. Det undgår du bedst ved at trække en stilk op ad gangen stille og roligt.
3
Nyplantede planter
Er dine rabarber nyplantede i foråret, må du desværre vente et år, før du kan begynde at trække de lækre stilke. Nye planter skal nemlig have ro og bruge deres energi på at skabe et sundt og solidt rodnet. Når planterne er et år eller mere, kan høsten begynde.
4
Spis ikke rabarberblade
Du bør ikke spise rabarberblade, da det kan være farligt. Indtager du blot 10-20 gram, kan det give opkastninger, og ved en større forgiftning er der risiko for diarré og forstyrret nyrefunktion. I værste fald kan det give bevidstløshed, kramper og død.
5
Gødning
Giv dine rabarber lidt gødning omkring den sidste høst. Læg 2-3 cm kompost ud omkring planterne eller gød med kunst- eller naturgødning. Følg doseringsvejledningen på produktet.