Guide
Rabarber 5/5: Del dine rabarber eller plant nye
Rabarber kan efter en årrække have en tendens til at blive meget tætte i rodnettet og i nogle tilfælde begynde at ligge lidt højt i jorden. I de tilfælde kan du dele og plante dine rabarber om. Det er bedst at gøre, når bladmassen og de gamle stængler er visnet ned – det er de typisk i løbet af oktober eller november. Har du ikke allerede rabarber, er oktober og november også gode måneder at plante nye. Guide 5/5.
1
Grav op
Stik med en spade hele vejen rundt om planten i en afstand af 15-20 cm fra de yderste stængler. Vip forsigtigt klumpen op og ryst forsigtigt løs jord af klumpen.
2
Del planten
Hiv og vrid forsigtigt i klumpen for at finde steder, den naturligt vil dele sig. Hug forsigtigt med en spade der, hvor rodnettet ikke deler sig helt ved håndkraft. Klumpen kan typisk deles i 4-5 dele.
3
Placering af planter
Rabarber trives bedst med meget lys, så undgå at plante dine nye rabarber i skygge fra fx træer. Rabarber gror fint i stort set alle slags jorde, men kan bedst lide en veldrænet jord og godt med næring. Bland derfor gerne en gang kompost i jorden, inden du planter.
4
Plant
Grav jorden grundigt igennem, fjern alt ukrudt og bland en skovlfuld kompost i jorden eller lidt kunst- eller organisk gødning. Grav et hul, der er lidt større end potten eller klumpen, og tag forsigtigt rabarberplanten ud af potten. Placér planten i hullet og tryk jorden let til hele vejen rundt. Vand de nye planter godt.
5
Nye rabarberplanter
Skal du købe nye rabarberplanter, findes der mange forskellige sorter med hver sine egenskaber. Der kan bl.a. være forskel på smag, farve, størrelse og syreindhold, og hvornår stænglerne er klar til at blive høst. Der er stor forskel på, hvilket udvalg de forskellige planteskoler eller butikker har, så se dig lidt omkring og spørg, inden du køber.