Køreplan for nyt badeværelse

Badeværelset er det rum i boligen, det koster mest at bygge om pr. kvadratmeter. Derfor er det ekstra vigtigt at planlægge ombygningen grundigt, før du går i gang.

Badeværelse krav materialer udførelse
At bygge et badeværelse stiller høje krav til materialer og udførelse og derfor også til planlægning. Foto: Jesper Ray

At lave et nyt badeværelse er ret dyrt og kompliceret set i forhold til, hvor få kvadratmeter det egentlig drejer sig om. Det skyldes, at der stilles særligt høje krav både til materialer og udførelse, fordi badeværelset dagligt udsættes for både vand og fugt.

Hvis badeværelset ikke er i orden, kan der hurtigt opstå alvorlige skader, som kan være temmelig dyre at udbedre.

For at få overblik over den lange række af beslutninger, der skal tages for at lave et nyt badeværelse, kan det være en god idé at dele projektet op i forskellige faser, som her er opstillet i en nogenlunde kronologisk rækkefølge:

  • Planlægningsfasen, hvor du skal have styr på, hvordan dit badeværelse skal se ud, finde rådgivning, priser, have styr på regler og forsikring og ikke mindst få udarbejdet tilbud og aftaler med håndværkere.
  • Den praktiske udførelse, hvor det ikke er ligegyldigt, i hvilken rækkefølge, de forskellige håndværkere udfører opgaverne på.
  • Afleveringsforretning, hvor en byggeteknisk gennemgang skal hjælpe til at vurdere, om der er evt. fejl og mangler, som skal udbedres.

Planlægningsfasen

Før du hyrer håndværker, køber materialer og går i gang med dit nye badeværelse, bør du gøre dig en lang række overvejelser. Det er nemlig både dyrt og besværligt at lave tingene om, hvis du vælger forkerte, upraktiske eller ulovlige løsninger.

Her er nogle af de spørgsmål, du bør overveje i planlægningsfasen:

  • Skal du blot modernisere det eksisterende badeværelse, eller skal du renovere rummet mere grundlæggende og have alle de gamle fliser, sanitet osv. ud? Eller skal du i stedet vælge at lave et nyt, ekstra badeværelse et andet sted i huset?
  • Skal du bruge det eksisterende rum, som det er? Eller skal du gøre rummet større ved at flytte vægge i huset og inddrage kvadratmeter fra andre rum?
  • Hvordan fungerer det eksisterende badeværelse? Hvad er godt, og hvad savner du i det daglige? Er der fx brug for mere opbevaringsplads eller et badekar?
  • Hvilke vaner har du og din familie, når det gælder badeværelset? Skal der være plads til flere personer på badeværelset på én gang, eller benytter I rummet hver for sig? Det har stor betydning for, hvordan rummet skal indrettes, og om der fx skal være 2 håndvaske eller et ekstra stort bruserum eller badekar.
  • Hvad er et realistisk budget for dine planer? Hvor er du villig til at gå på kompromis med dine ønsker, hvis økonomien ikke rækker til drømmebadeværelset?

LÆS OGSÅ: Valg af toilet

Stil og design på badeværelse
Om du vælger en trendy eller klassisk stil til dit badeværelse kan have betydning for, hvor nemt du kan sælge på et senere tidspunkt på grund af modeskift. Foto: Christina Kayser Onsgaard/Danske BoligArkitekter

Inspiration

Ud over alle disse praktiske forhold er det selvfølgelig også vigtigt at beslutte, hvilken stil dit nye badeværelse skal have. Du kan fx hente inspiration i bøger, blade, badeværelsesbutikker og på internettet.

Det kan være fristende at indrette et super moderne badeværelse i det sidste skrig inden for farver, stil og indretning. Men husk på, at jo mere trendy og fancy badeværelset er, jo større er risikoen for, at badeværelset kommer til at virke helt forkert, når moden skifter.

Et meget personligt badeværelse i farvestrålende farver og mønstre efter eget design er sjovt og anderledes, men hvis du har planer om at sælge huset inden for en overskuelig fremtid, er det nok mere sikkert at vælge en mere klassisk stil.

LÆS OGSÅ: Indretning af badeværelset

Selve planlægningsfasen indeholder en række elementer, du skal have styr på:

  • Valg af rådgivere
  • Overslag på pris
  • Budget og afklaring med banken
  • Tilbud og aftaler med håndværkere
  • Forsikring
  • Tjek på krav og regler
  • Valg af materialer og installationer

Hvilke rådgivere er gode at have med på råd, når du skal have nyt badeværelse?

Arkitekt eller indretningsarkitekt

Da badeværelset er et meget trafikeret rum på visse tider af døgnet, er det vigtigt, at rummet bliver indrettet praktisk og funktionelt. For at opnår den mest optimale indretning af badeværelset, bør du søge hjælp hos en arkitekt eller en indretningsarkitekt.

Byggerådgiver og byggeleder

Det kan være en god idé at søge råd hos en byggerådgiver, så du kan sikre dig, at alle krav og regler bliver overholdt. Det kan fx være en arkitekt eller en bygningskonstruktør.

Når håndværkerne går i gang med badeværelset, kan du have glæde af at have en byggeleder til at styre arbejdet undervejs. Der er mange forskellige håndværkere involveret i at lave et badeværelse, bl.a. murer, vvs-installatør, tømrer, maler. Deres arbejde skal koordineres, hvis der ikke skal blive for meget spildtid.

Det er også meget vigtigt at få en byggesagkyndig til at kontrollere, at en arbejdsopgave er løst korrekt, før det næste arbejde påbegyndes. Dette kaldes kvalitetssikring og bør prioriteres højt, da det er fx både upraktisk og dyrt, hvis du først finder ud, at faldet i brusenichen er forkert, når fliserne er lagt. Hvis du vælger en uvildig rådgiver til dette arbejde, har du størst sikkerhed for, at kvaliteten er i orden.

Infografik: Det koster dit nye badeværelse

Badeværelset er et af husets dyreste rum at istandsætte. Men det dyre er at flytte funktionerne – ikke at istandsætte. Tryk på prikkerne – og få priseksempler på begge dele.

Hvordan lægger du budget til et nyt badeværelse?

For at få et overblik over, hvad det vil koste at lave et nyt badeværelse, må du lave et byggebudget, hvor du stiller alle udgifter op. I starten er du nødt til at arbejde med overslagspriser, men efterhånden som detaljerne i projektet falder på plads og tilbud fra håndværkerne indhentes, kan du lave et mere præcist budget for det nye badeværelse.

På et ret tidligt tidspunkt i projektet er det en god idé at tale med banken, så du kan få et overblik over, hvilke muligheder og begrænsninger din økonomi giver projektet. Tal evt. med banken, når du har drøftet dine idéer med en arkitekt og fået det første overslag på, hvor meget dit drømmebadeværelse vil koste.

Byggeprojekter bliver næsten altid dyrere end planlagt. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at der er lidt luft i budgettet. Som tommelfingerregel er det en god idé at sætte et beløb af til uforudsete udgifter, der svarer til 10-15 procent af projektets samlede pris.

Husk også momsen. I byggebranchen er det normalt at opgive priser uden moms. Du skal også huske at sætte penge af til rådgivere, forsikringer og låneomkostninger.

Hvad spiller ind på prisen for et badeværelse?

Badeværelset er det rum i boligen, det koster mest pr. kvadratmeter at bygge om. Prisen varierer en del, da den både afhænger af, om det skal etableres i et rum, hvor der ikke tidligere har været badeværelse eller om det skal etableres i et rum, hvor der i forvejen er badeværelse.

Materialerne har ligeledes stor betydning for prisen. Det er fx væsentligt dyrere at vælge metalfliser, marmor eller andre natursten end at vælge almindelige fliser. Armaturer, toiletkummer og badeværelsesskabe findes ligeledes i mange forskellige design og kvaliteter og dermed til forskellige priser.

LÆS OGSÅ: Valg af fliser til badeværelset

De usynlige installationer og konstruktioner er også klart afgørende for prisen. Det er normalt ret dyrt, hvis du skal flytte afløb, vandrør, faldstammer og lign. Et indbygget toilet er også dyrere end et fritstående toilet. Ligeledes kan det også fordyre projektet, hvis du i processen støder på konstruktioner, der skal ændres eller udbedres, fx hvis skal ske forstærkning af de underliggende konstruktioner eller udbedring af skader herpå, før du kan gå videre med byggeriet.

Tilbud og aftaler med håndværkere

Skal jeg bruge en håndværker til nyt badeværelse?
I mange tilfælde skal du benytte dig af en autoriseret håndværker, når du bygger dit badeværelse. Arkivfoto.

Et badeværelse er ikke gør det selv-arbejde. En stor del af arbejdet skal ifølge loven udføres af autoriserede håndværkere. Et godt råd er at få alt arbejde udført af autoriserede håndværkere, måske lige med undtagelse af malerarbejdet.

Du bør så vidt muligt sørge for at få et fast tilbud fra håndværkerne, så der er klare aftaler om, hvad arbejdet koster. Hvis arbejdet bliver udført på timebasis, er det meget sværere at styre økonomien og bevare overblikket over omkostningerne.

Jo flere oplysninger du kan give om projektet, jo mere præcist tilbud kan håndværkerne give dig. Hvis projektet er for løst, får du priser, du ikke kan regne med holder.

Indhent gerne flere tilbud på arbejdet. På den måde får du en fornemmelse af, om prisen hos den foretrukne håndværker er rimelig. Når du sammenligner priser, skal du sikre dig, at alle tilbud er ens, dvs. at de indeholder de samme arbejdsopgaver og materialer. Du skal også sikre dig, at håndværkeren/byggefirmaet ikke har taget forbehold for dele af opgaven. Du kan have gavn af at have en rådgiver til at se tilbuddene igennem sammen med dig.

LÆS OGSÅ Håndværkeraftaler

Forsikring ved ombygning

Det er en god idé at tegne en såkaldt all risk- eller entrepriseforsikring, som dækker de skader, der kan opstå under byggeprojektet. Da der er vand involveret, når du laver nyt badeværelse, kan sådanne skader nemlig blive ret omfattende og dyre, hvis det først går galt. I princippet bør håndværkeren selv have en forsikring, der dækker, men kan du ikke få dokumentation for, at han har forsikring, bør du tegne en selv, så du er på den sikre side.

Din almindelige husforsikring dækker ikke skader, som opstår på grund af fejl eller mangler, forårsaget af håndværkerne laver under ombygningen. Den dækker heller ikke tyveri af byggematerialer.

LÆS OGSÅ: Forsikring, når du bygger om eller til

Hvilke regler gælder for badeværelser?

Blot den mindste lille utæthed i badeværelset kan forårsage alvorlige fugt- eller vandskader i de bagvedliggende konstruktioner. Derfor stiller loven ret strenge krav både til materialer og konstruktioner i badeværelset samt til arbejdets udførelse.

En stor del af det arbejde, der skal udføres, skal ifølge loven udføres af autoriserede håndværkere. Det betyder, at du på normalvis både får brug for en autoriseret vvs-installatører og en autoriseret elinstallatør, når du laver badeværelse. Hvis der skal ændres i kloakinstallationer, skal du have fat i en autoriseret kloakmester.

Det kræver hverken anmeldelse af byggeri eller en byggetilladelse at ombygge eller opføre et nyt badeværelse, hvis du bor i et helt almindeligt enfamiliehus, dog med en enkelt undtagelse. Hvis badeværelset skal opføres i en ny tilbygning eller en ubeboet 1. sal, som gør, at det beboede areal udvides, skal du søge byggetilladelse.

Hvis du bor i etageejendom, hvor den enkelte boligenhed er under 150 kvadratmeter, skal byggeriet anmeldes til kommunen.

Rådfør dig med din kommune, hvis du er det mindste i tvivl om, hvorvidt dit byggeprojekt kræver en anmeldelse eller byggetilladelse.

LÆS OGSÅ: Love og regler om badeværelser

Hvilke materialer skal du vælge til badeværelset?

Når du har lagt de overordnede rammer for dit nye badeværelse og har fundet ud af, hvilken stil det skal have, skal du til at vælge materialer og installationer.

Fliser Flise Badeværelse Gulv Væg
Der findes et stort udvalg af fliser til dit badeværelse, både til gulv og vægge. Foto: Torben Klint

Gulve og vægge

Fliser bruges ofte som overflade til vægge og gulve i badeværelset, især i de dele af rummet, som bliver mest våde. Fliser findes i mange forskellige størrelser, materialer og mønstre.

LÆS OGSÅ: Vægge i badeværelset

Fliserne udgør kun selve overfladen på vægge og gulve. Under fliserne skal væg- og gulvkonstruktionen også være i orden. I den del af badeværelset, som er mest vandbelastet (vådzonen), skal konstruktionerne være helt vandtætte. Vådzonen omfatter hele gulvet, de nederste 10 cm af alle vægge samt vægge ved bruseniche, badekar og håndvask med brusearmatur.

LÆS OGSÅ: Gulve i badeværelset

Installationer

Tekniske installationer er en samlet betegnelse for wc-kummer, håndvaske, vandhaner, brusearmaturer, afløb, faldstamme og vandrør, gulvvarme, radiatorer, udsugningsanlæg osv.

LÆS OGSÅ: Valg af udsugningsanlæg til badeværelset

Når det gælder valg af installationer til badeværelset, er der igen en masse spørgsmål, du må forholde dig til, bl.a.:

  • Skal toilettet hænge på væggen, eller skal det stå på gulvet?
  • Skal der være en eller to håndvaske? Hvor stor skal håndvasken være?
  • Hvilke slags vandhaner og brusearmaturer skal der være?
  • Hvor skal afløbet fra bruseniche og håndvaske være?
  • Skal der være gulvvarme eller almindelig radiator?
  • Skal der være en håndklædevarmer?
  • Hvordan skal badeværelset ventileres eller udluftes?

LÆS OGSÅ: Valg af blandingsbatteri til bruseren

Belysning

Godt lys er også meget vigtigt i badeværelset. Lyset skal helst have en naturlig farvegengivelse, og der skal være et godt "arbejdslys", når man fx skal barbere sig eller lægge makeup.

Vær opmærksom på, at der stilles særlige krav til lamper, der skal sættes op i badeværelser.

LÆS OGSÅ:  Sikre lamper i badeværelset

Rengøring og vedligeholdelse

Når du vælger materialer til dit nye badeværelse, er det en god idé at tænke på, at rummet skal være nemt at rengøre. Nogle materialer er lettere at holde rene. De fleste keramiske fliser tåler fx almindelige rengøringsmidler og kalkfjerner, hvorimod naturmaterialer som marmor og terrazzo ofte er mere sarte.

Et andet eksempel er glasvægge til brusenicher. Det kan være en flot og pladsbesparende løsning at have glasvægge i brusenichen, men tænk på, at glasset skal tørres af, hver gang badet har været brugt, hvis pladen skal blive ved at være blank og pletfri.

Du bør også tænke på, at det skal være nemt at reparere badeværelsets installationer, fx udskifte dele, når de er blevet slidt. Hvis du vælger almindelige og traditionelle installationer og løsninger, er det normalt både lettere og billigere at skaffe de nødvendige reservedele.

Den praktiske udførelse

Udførelsen af et badeværelsesprojekt kan typisk opdeles i følgende hovedopgaver:

  • Eksisterende badeværelse rives ned.
  • Vvs-installatør etablerer nye rør og afløb.
  • Elektriker fører el i væggen.
  • Murer ilægger armering, støber gulve, pudser vægge, påfører vådrumsmembran og monterer fliser m.m. Hvis der skal lægges vandbaseret gulvvarme, skal vvs-installatøren lægge rør til dette inden støbning.
  • Vvs-installatør monterer armaturer, afløb, vaske, toiletkumme m.m.
  • Tømrer laver loft.
  • Maler finpudser vægge, sætter væv op og maler.
  • Murer lægger silikonefuger.
  • Badeværelset er klart og der skal laves afleveringsforretning.

Selvom planlægningen og forarbejdet er gjort efter alle kunstens regler, er der mange ting, der kan gå galt under et byggeprojekt.

Den største garanti for et vellykket projekt uden uheld, ekstraregninger og forsinkelser har du, hvis du får udført arbejdet som en hovedentreprise, hvor en af håndværksmestrene har hovedansvaret for projektet, eller såfremt du har en byggerådgiver tilknyttet projektet.

Det er desuden meget vigtigt, at du har en klar aftale med håndværkerne, som i detaljer beskriver arbejdsopgaver, vilkår, tidsplaner, samt hvornår de forskellige rater af betalingen skal falde. Betal altid kun for arbejde, der er udført, og hvor kvaliteten er kontrolleret.

Det er en rigtig god idé at betale en uvildig rådgiver med erfaring inden for byggeri for at kontrollere, at arbejdet bliver udført i henhold til aftalen og i den aftalte kvalitet, samt at badeværelset overholder kravene i lovgivningen.

Afleveringsforretning

Når byggeprojektet er færdigt, er det en god idé at gennemføre en afleveringsforretning, hvor du gennemgår byggeriet for fejl og mangler. Hvis en af håndværkerne har haft hovedansvaret for badeværelset, laver du afleveringsforretningen med ham. Ellers må du gennemføre den med hver enkelt håndværksmester. Også her kan det være en god idé at have en uvildig rådgiver med.

Ved afleveringsforretningen skal I aftale præcis, hvilke fejl der skal udbedres, og hvornår arbejdet skal være udført.

LÆS OGSÅ: Når håndværkeren er færdig

Bolius - et helejet Realdania selskab