Sidste sommer flyttede min ældste datter hjemmefra, et nabovennepar har lige solgt deres store hus og flytter ind i en mindre lejlighed i byen, og til en middag overhørte jeg to veninder snakke om, hvad de tomme børneværelser nu skal bruges til. Så er det jo, jeg heller ikke kan lade være med at tænke. Hvad skal vi? Hvor længe skal vi blive i det store hus – og er vi mon enige om de næste boligplaner? 

Det er måske ikke lige nu, beslutningerne skal tages, men faktum er, at min mand, jeg og vores vennekreds nærmer os den alder, hvor dagliglivet i den bolig, vi har haft i årtier, ændrer sig - og et andet faktum er, at vi danskere generelt er for sent ude, når der skal lægges planer for vores boligliv i den tredje alder. 

Mange af os ender med at bo i boliger, der ikke passer til vores behov, til vi er alt for gamle og ikke kan overkomme huset, og vigtigst af alt bliver alt for mange ældre ensomme. Det er et problem både for samfundet og i særdeles for dem af os, der ender i den situation. 

Vi har derfor skabt hjemmesiden Hjem til den tredje alder og dette nyhedsbrev, fordi vi vil være med til at løse den problematik. Hjem til den tredje alder er et samarbejde mellem Realdania og Videncentret Bolius, og vi vil hjælpe dig til at tage de valg, der er bedst for dig, hvad end du vil finde noget mindre, flytte i seniorbofællesskab eller blive lige der, hvor du altid har boet. 

Derfor kan du på Hjem til den tredje alder læse om alt fra livet i et bofællesskab og din friværdi til tips til den nemme have og hvilke regler der gælder, hvis du en dag beslutter dig for at flytte til noget mindre eller udlandet.

Vi kan se – både når vi læser statistikker, og når vi taler med jer ude i virkeligheden – at der er stor interesse for at flytte i et seniorbofællesskab, når tilværelsen som pensionist nærmer sig. Faktisk er interessen så stor, at 80.000 overvejer at flytte i et seniorbofællesskab indenfor den nærmeste fremtid, mens der blot er lige omkring 7.000 boliger. Der er altså rift om boligerne, så det gælder om at skrive sig op i god tid. 

Når det gælder vores børn, er mange af os gode til at skrive dem på ventelister, allerede når de er små, for at der kan vente en lejlighed på dem, når de flytter fra reden – og hvorfor skulle du og jeg ikke også gøre os nogle tanker og forberedelser for den næste bolig i den tredje alder? 

Jeg håber, du på Hjem til den tredje alder vil finde masser af viden og inspiration til din næste bolig, og er der noget, du ønsker mere viden om, er du meget velkommen til at skrive til mig.

Kristine Virén

Formidlingschef i Videncentret Bolius