Billedserie: Se lejligheden, som Oprah Winfrey besøgte

Da den amerikanske talkshow-værtinde Ophra Winfrey var i Danmark i 2009, besøgte hun et dansk hjem. Det var Niels Holschers penthouselejlighed på toppen af et moderne byhus midt i Københavns charmerende Nyboder-kvarter, som den verdensberømte tv-vært kiggede ind i.

Huset er tegnet af Holscher Arkitekter, og lejlighedens indehaver Niels Holscher er medejer af tegnestuen.

Niels Holscher bor i den moderne lejlighed med sin kone og deres tre børn, så tegningerne til den moderne bolig er opstået både ud fra familiens behov og arkitektens professionelle tilgang til, hvordan en bybolig i det 21. århundrede skal se ud. Holscher Arkitekter har stræbt efter at skabe et sted og en oplevelse, der matcher en nutidig holdning til det at bo i byen.

Flere små boliger i fremtiden

- Vi er overbeviste om, at vi vil se flere boliger på færre kvadratmeter i fremtiden, og der vil i langt højere grad være forskellige rekreative kvaliteter tilknyttet boligen end i dag. Der er et åbenlyst socialt, økonomisk og klimamæssigt potentiale i at udvikle tætte og rekreative boligområder, og derfor vil der også opstå flere blandingsformer mellem bolig og erhverv og mellem forskellige boligtyper.

- Vi vil se mere mangfoldige, komplekse og intelligente boligområder, hvor boligens identitet kommer fra de relationer og områder, der omgiver boligen. Det nye bolig- og byliv vil vi være med til at skabe, siger Niels Holscher.

Moderne lejlighed er nabo til Statens Museum for Kunst

Og som sagt så gjort med bygning 4B i Stokhusgade, som er bygget på en kun syv meter bred grund, der tidligere husede en trælasthandel. Bygningens geometri og arkitektoniske elementer forholder sig til den lokale bebyggelse og de meget forskellige nabohuse, som lokalområdet kan bryste sig af, fx Statens Museum for Kunst, Nyboder og Østerport Station.

Selve Stokhusgade er også begavet med en række forskellige bygningstypologier, bl.a. Jerusalemskirken og Københavns Universitetet, som dominerer gaden med deres størrelser og store murstensfacader.

Bygning med fingeraftryk

- Vi ville gerne lave en bygning, der tør sætte sit fingeraftryk i forhold til de øvrige tidsaldre i gadebilledet. Hvor detaljer og tanke giver en grundlæggende sammenhæng til de øvrige bygninger og den håndværkstradition og byggeskik, der præger dem. Gaden består af forskellige bygningstypologier, der hver især udtrykker deres tid. 4B tilfører en nutidig fortolkning af det at bo i byen og repræsenterer det seneste i rækken af byggerier i gaden, forklarer arkitekten bag projektet.

En tredimensionel bygning?

4B flankeres mod øst af et seks etagers murstensbyggeri fra 1862, der fremstår med tidstypiske detaljer, tegltag og et enkelt, afklaret udtryk. Mod vest ligger et byhus i tre etager fra 1878.

På grund af det betydeligt lavere nabohus opleves 4B usædvanligt tredimensionelt. Overgangen mellem de forskellige højder sker via en lav, pudset mur og en todeling i facaden, der nedbryder projektets skala og visuelt udligner højdeforskellen. Samtidig adskilles den nye bygnings store glaspartier mod gaden med en not, der griber nabobebyggelsens facadeinddelinger mod øst og dermed fastholder den gamle bygningskontekst.

Kobber refererer til Københavns kobbertårne

Facadeelementerne er opført i såkaldt tombak, en legering af kobber og zink, der har en lang levetid og patinerer smukt. Facadeforløbet skaber varierede vinduespartier og definerer husets indre opdeling og lejlighedsskel.

Materialets store indhold af kobber, der fremtræder svagt grønligt i den brune patinering, referer til det historiske København og byens mange kobbertårne. Facadeelementerne fremstår med relief og dybdevirkning som kontrast til projektets glaspartier og øvrige todimensionelle elementer.

- Visionen har været at bygge et hus, der udstråler puls og bevægelse, og som kan præges af beboernes forskellighed. Bygningen skal på én gang formidle åbenhed og privathed og søge dialog med livet i gaden. Det skal være et foranderligt hus, som byder på forskellige oplevelser i løbet af døgnet og fortæller sin helt egen lokale og kontekstuelle historie, siger Niels Holscher.

Fleksibel bolig og familie

I hans lejlighed fortæller ruminddelingen sin helt egen historie. Lejligheden er i to plan, hvor øverste etage rummer køkken, stue, soveværelse og en soveniche til de to store drenge. Nederste etage er indrettet i et åbent plan, der fungerer som opholdsrum. Her er der også entré og badeværelse.

- Vi ønskede at bo enkelt og åbent med fleksible indretningsmuligheder og en god visuel kontakt mellem de to plan, forklarer Niels Holscher.

Store vinduespartier giver masser af lys

Modsat de fleste lejligheder i København, som normalt kun har 2-4 vinduer mod gaden, har arkitekten bag lejligheden i Stokhusgade valgt at invitere lyset og himlen indenfor med enorme vinduespartier på 3 sider af lejligheden.

- Da vi tegnede lejligheden, var vi kompromisløse og prioriterede helt bevidst de store, lyse planer og den fantastiske udsigt over Københavns tage. Det giver en fornemmelse af at være ét med tagene, og vi nyder at kunne følge med i himlens omskiftelighed, lyset og skyerne, fly der letter og lander og nogle gange, til drengenes store glæde, helikoptere, der passerer, fortæller Niels Holscher.

Vægge af glas

Rummelighed, fleksibilitet og stort lysindfald er et typiske kendetegn ved en moderne bolig, men når 3 af 4 vægge i en bolig næsten udelukkende består af glas, er det nødvendigt med en form for afskærmning for at kunne bo ugenert for naboernes nysgerrige blikke og solens til tider ubarmhjertige stråler.

Derfor kan familien afskærme vinduespartierne med tekstiler, der tillader beboerne at kigge ud, og samtidig er tekstilets hvide flader formidable til at skabe visuelle forandringer i lejligheden. Materialerne i lejligheden er holdt i en neutral og homogen stil, så lyset tegner overgangen mellem gulv, loft og vægge.

Ingen billeder og ting på væggene

- Da de omkringliggende bygninger visuelt er meget nærværende overalt i lejligheden, har vi valgt at ikke at hænge billeder og ting op på væggene. I stedet er omgivelserne den fremtrædende oplevelse, og det er atypisk for en lejlighed i byen, siger Niels Holscher.

Glas i gulv bliver til farligt hav

Familielivet i en lejlighed som den i Stokhusgade kræver, at man er fleksibel. Børnene har nemlig indtaget lejligheden på deres egen måde med yndlingssteder, som forældrene aldrig kunne have gættet sig til.

- Nogle gange er stuen lavet om til en hjemmebygget båd, og andre gange er glasset i gulvet et farligt hav, man skal krydse. Sådan er det, når man bor så åbent. Omvendt har vi fra starten tænkt en masse indbyggede skabe ind, så det er hurtigt at rydde op og få tingene af vejen. Det er tæt, men både børn og voksne nyder det tætte samvær, siger Niels Holscher.