Billedgalleri: Her er adgang forbudt for nips og potteplanter

Historien om Københavns byggeforeningshuse

I 1865 blev Arbejdernes Byggeforening stiftet af arbejdere på skibsværftet B & W på initiativ af læge F.F. Ulrik.

Ideen stammede fra England og Tyskland og skulle give arbejderne fod under eget bord i sunde boliger med lys og luft. Herhjemme er det første eksempel på disse sunde boliger Lægeforeningens bebyggelse Brumleby på Østerbro. Husene blev opført efter en stor koleraepidemi i 1853 havde kostet 5.000 københavnere livet.

Efterhånden som husene stod færdige, blev de udloddet blandt foreningens medlemmer. De skulle betale husleje de første 10 år, indtil grundskylden var betalt. Herefter overgik huset til privat ejendom.

Husene blev Indrettet med tre lejligheder og en hovedtrappe. Så kunne ejerne leje ud og dermed finansiere boligafgiften.

Efterhånden gled husene ind i det almindelige boligmarked. Nogle steder lejes lejligheder dog fortsat ud, mens ejeren bor i resten af huset.

Arbejdernes Byggeforening lukkede i 1974 efter at have opført næsten 1.800 huse.

I dag er byggeforeningshuse i København attraktive ejerboliger, som udbydes til høje priser. De bebos ofte af akademikere og kendte politikere og kulturpersoner, bl.a. tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, der i mange år har haft hus i Strandvejskvarteret på Østerbro.

Kilde: Forfatter og lokalhistoriker Allan Mylius Thomsen m.fl.

Beboerne i dette gamle byggeforeningshus har intet imod store bygge- og renoveringsprojekter, som de går til med åben pande. Og Tina Jensen og hendes mand har prøvet det flere gange, uden at alarmerende overraskelser er dukket op undervejs og har fået dem til at fortryde.

Både før og efter at deres to drenge kom til har de afprøvet forskellige boligtyper. På 10 år har de således prøvet at bo både i en murermestervilla fra 1940’erne, et moderne typehus på Amager, et parcelhus i ét plan fra 1960’erne i Tinas barndomsby Sorø og nu altså i et af de 100 år gamle populære byggeforeningshuse i København.

Solide materialer, men behov for modernisering

Deres nuværende hjem adskiller sig fra de tidligere ved både at være betydelig ældre og højere med i alt tre etager plus kælder. Desuden har huset ikke en egentlig have, men en mindre gårdhave og en minimal plads mod gaden.

Huset står i dag med de oprindelige, solide materialer og klassisk byggestil med stuk i loftet, fyldningsdøre, plankegulve mm. Men med den høje alder er også fulgt et stort behov for istandsættelse og modernisering. Ikke mindst fordi huset før har været en forsømt udlejningsejendom opdelt i tre mindre enheder med hver sit køkken, toilet på gangen og fælles brusekabine i stuen. Og ingen af delene var up to date og genbrugeligt for familien.

Børnevenligt nærmiljø

– Der er mange kvaliteter ved området og hustypen, som vi længe havde drømt om at få mulighed for at bo i. Her er et historisk og hyggeligt miljø, og bydelen føles kompakt og børnevenlig tæt på station, park, skole og butikker. Og sjovt nok giver huset os ingen særlig fornemmelse af at bo i noget gammelt, fortæller Tina Jensen. Hun og hendes mand er så begejstret for den gamle hustype, at de ikke har fundet anledning til at ændre på den oprindelige ruminddelinger.

– Mange børnefamilier i nabolaget har væltet vægge og slået køkken, spisestue og dagligstue sammen til store alrum. Men vi har foretrukket at holde de rum og funktioner adskilt. Og så har tre etager den fordel, at familien kan fordele sig og have solotid, når det behov opstår, siger Tina.

Marokkanske fliser på gulvet

Det har dog været nødvendigt at renovere og modernisere køkken og badeværelser, og her har ejerne valgt traditionelle materialer, men brugt på en ny måde. Det er bl.a. de marokkanske terrakotta-fliser i klassisk stil, som dækker gulvene i stueetagens køkken og de to badeværelser. På væggene i disse rum er hvide, rektangulære, italienske fliser en klassisk kontrast til moderne Duravit-sanitet og armaturer fra Vola i badeværelserne og stålbord og åbne minimalistiske hylder i køkkenet.

– Det er en balancegang, hvad man skal forny, og hvad man skal bringe tilbage til en original stil, uden at det bliver for nostalgisk. Men når det gælder radiatorer, har vi besluttet at udskifte radiatorerne fra 1970´erne, som ikke passer til huset. Vi vil hellere have nogle i gammel stil, selv om de fylder mere i rummene, forklarer Tina Jensen og tilføjer om de store linjer:

– Vi har været heldige at få et slidt hus med patina og klædelige skrammer. For da det alligevel skulle sættes kraftigt i stand, fik vi chancen for at sætte vores eget præg helt fra begyndelsen.

Vi vil ikke bo i et museum

Indboet er et kapitel for sig, da parret bevidst har valgt noget af det mest kontrastfulde, man kan tænke sig. I huset fra århundredeskiftet har de valgt moderne kunst og møbelklassikere fra 1950’erne og 1960’erne. Antikviteter og andre ældre møbler passede derimod bedre ind i det arkitekttegnede 1960’er-hus, de boede i før. Her i byggeforeningshuset ville den type møbler gøre indretningen lidt for museumsagtigt, føler ejerne.

Reoler fra 40’erne – stole fra 60’erne

Især fylder FM- og Royal-reolsystemerne, tegnet af henholdsvis Kai Kristiansen og Poul Cadovius i 1948 en del af stuerne. Over spisebordet har de valgt Verner Pantons Globependel fra 1969, og rundt om bordet står både Verner Pantons Classic Chair designet i 1960 og finske Eero Saarinens Tulip-stole af glasfiber designet i USA i 1957. De fleste møbler er købt brugt på auktion i københavnske retro-butikker og via Den Blå Avis. Der sker løbende en vis udskiftning, så hjemmet ikke bliver for proppet. Men det er bestemt ikke for at tjene penge, understreger Tina Jensen, som ofte kommer til at købe dyrt og sælge billigt uden at tage det for alvorligt.

Bøgerne gemmes væk i kælderen

Anden dekoration end malerier og skulpturer vil hun helst undgå. Nips og potteplanter i vindueskarmene er derfor no go, for hun foretrækker store rene flader. Og i dameværelset, som hun demonstrativt kalder arbejdsværelset på 1. sal, findes kun det nødvendigste læsestof om de altoverskyggende fritidsinteresser: Arkitektur, møbelkunst, design og billedkunst. Øvrige bøger irriterer Tina Jensen som overflødigt gods at have stående, så de er henvist til opmagasinering i kælderen.

– Der er egentlig ingen møbler, jeg vægrer mig ved at slippe, selv om jeg finder dem smukke. Anderledes er det med kunst, vi selv har købt eller fået forærende af venner. Det får vi med tiden et personligt forhold til og sælger derfor aldrig videre. Der er altid plads til ekstra kunst på en væg eller en hylde et eller andet sted”, siger husejeren.