- Jeg fornemmede ret hurtigt, at her kunne vi bygge noget meget enkelt og kompromisløst med rene linjer og stramme kompositioner, fortæller arkitekt Thue Krog Andersen fra Årstiderne Arkitekter og medlem af Danske Boligarkitekter.

Han behøvede ikke at være sammen med børnefamilien fra Nordsjælland ret længe i deres daværende hjem, før han havde en klar opfattelse af, hvad det var for et hus, de drømte om at bygge.

Derfor ligger der i dag en lysende, hvid firkant af et hus, som ud mod vejen er tillukket, men som på den anden side mod haven åbner sig med et kæmpestort vinduesparti. En moderniseret udgave af et klassisk funkishus.

- Men ikke kold minimalisme, understreger Thue Krog Andersen, da han viser huset frem sammen med den kvindelige halvdel af ejerparret.

Se flere projekter fra Årstiderne Arkitekter

Billedgalleri: Den hvide firkant

Hvidt, stramt, enkelt

Før Det Hvide Hus blev en realitet, lå her et hus bygget engang i 50’erne. Parret forelskede sig – ikke i huset, men i dets beliggenhed. Grunden lå perfekt på en bakke i det ældre, charmerende villakvarter. Problemet var blot, at huset slet ikke var til salg. Men de tog chancen, bankede på og spurgte den over 100 år gamle ejer, om han var interesseret i at sælge.

Og heldet var med dem, for den gamle mand overvejede faktisk at sælge inden for det næste halve år. Kontakten var etableret, drøftelserne fortsatte, og handlen blev til sidst ordnet privat. Parret måtte dog betale en pæn sum for et hus, de sådan set blot skulle rive ned, men sådan er vilkårene, når vi taler hus- og grundpriser i det attraktive Nordsjælland.

Parret var ikke i tvivl om, at deres nye hus skulle tegnes af en arkitekt. Spørgsmålet var hvilken.

LÆS OGSÅ: Totalforvandlet parcelhus

Forståelse og god kemi er alfa omega

Svaret fandt de på en af nabogrundene, hvor ejerne også skulle i gang med at bygge hus, og det så interessant ud.

- Vi tjekkede Årstiderne Arkitekter på nettet og kiggede nærmere på visualiseringerne af nabohuset og nogle af deres andre byggerier. Det var netop den stil, som vi gik efter, og på den måde fandt vi vores arkitekt. Thue læste os godt allerede på det første møde, og vi har under hele processen følt os trygge ved ham. Der er en god kemi mellem os, og det betyder altså meget, når man skal samarbejde med en arkitekt om at bygge ens fremtidige hjem, fortæller husejeren.

Thue Krog Andersen understreger, at det for en arkitekt er meget vigtigt fra starten at forstå de mennesker, som man skal arbejde for.

- At tegne menneskers kommende hjem kan sammenlignes med, når du bestiller en jakke hos en skrædder. Først udveksler man idéer, så går man i gang og prøver, om jakken nu sidder som den skal, retter til, hvor der skal rettes til, og til sidst skal den gerne sidde perfekt. På samme måde skal et arkitekttegnet hus ende med at være en forlængelse af sine ejere og ramme lige nøjagtig det, som de drømte om.

To plan på bakken gav mening

På grund af beliggenheden på bakken i det kuperede villakvarter var det oplagt at bygge i to plan. Det ville give både et flot udsyn og masser af lys. Arkitekten havde nemlig ved selvsyn konstateret fra et beskedent tagvindue i det gamle hus, at der var masser at hente her.

Og da ejerne sætter pris på højloftede rum, som de var vant til fra deres gamle hjem, blev løsningen et køkkenalrum i dobbelthøjde, mens opholdsstuen blev placeret på 1. sal. Herfra kan man stå som på en balkon og skue ned over køkkenalrummet og ud i haven gennem det gigantiske vinduesparti og videre til det smukke, gamle bøgetræ i haven.

Det højloftede køkkenalrum med sit fantastiske lys er ubetinget hjertet i huset, hvor familien samles om meget andet end spisning.

- Det er her vores mindste sidder og tegner alene eller sammen med veninderne, mens vores store dreng laver matematik, og vi voksne laver mad. Og det er her, at min mand og jeg slår computerne op, hvis vi har lidt hjemmearbejde. Vores dygtige arkitekt har skabt det helt rigtige rum til vores familieliv, fortæller en meget tilfreds husejer.

LÆS OGSÅ: Se boligen, der vandt Danmarks nye arkitekturpris

Et godt sted at bo og lege

Ulempen ved sådan en indretning er dog, at kvadratmeterne ovenpå let kommer til at stå ubenyttet hen, men sådan forholder det sig ikke her.

- Vi bruger også stuen meget. Når vi er os selv, er det her vi går op om aftenen, når børnene er lagt i seng. Og har vi gæster, sætter vi os typisk herop, og nyder roen, mens børnene måske sidder nedenunder i børneafdelingen og ser film. Det er fint tænkt, at huset giver plads til så mange forskellige aktiviteter på samme tid. Jeg har også bemærket, at børnenes kammerater er ellevilde, når de er her. De siger, at det er et godt hus at lege i, fortæller ejeren.

Og et bedre skudsmål kan man næppe give et hus: Et godt sted både at leve og lege.

Kort om huset

Beliggenhed: Ældre villakvarter nord for København.

Størrelse: 230 kvadratmeter fordelt på 2 etager samt 50 kvadratmeter carport. Grunden er på 1.079 kvadratmeter.

Byggepris: ca. 18.000 kr. pr. kvadratmeter inklusiv haveanlæg og carport, men eksklusiv grund.

Grund: 3,2 mio. kr. (på grunden lå et hus i halvandet plan bygget i 50erne)

Opvarmningsform: Gasfyr (ejerne overvejede solceller, men fravalgte det pga. økonomi). Der er gulvvarme overalt. Det koster 10.000-12.000 kr. årligt at varme huset op.

Vinduer: 2 lags energiruder fra Velfac og ovenlys fra Vitral.

Tagbelægning: Tagpap. Et Genvex-anlæg sørger for ventilation og ensartede temperaturer i hele huset. Huset, der er konstrueret af betonelementer, er udvendigt beklædt med isoleringsbats og hvid indfarvet puds.

Gulv: X-Plank fra fra Norparquet. Køkkenet er bygget af Søren Risvang fra SR Snedkeri. Fliserne på de to badeværelser hedder Sicili og er fra Flisedesign. Loftet er behandlet med akustikpuds, der forbedrer lydforholdene i det højloftede rum.

Arkitekt: Thue Krog Andersen, Årstiderne Arkitekter. Tegnestuen har stået for skitseprojekt, myndighedsprojekt, hovedprojekt og haveprojekt med et team af arkitekt, konstruktør og landskabsarkitekt.

Parret har entreret med byggeleder Per Andersen fra A+R Bygherrerådgivning, som har stået for indhentning af alle entrepriser og har holdt økonomien i en kort snor. Det betød, at både budget og tidsplan blev overholdt, og ikke mindst at processen blev overskuelig for bygherrerne.

Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter.dk er en sammenslutning af arkitekter, der har specialiseret sig i om- og tilbygninger – find inspiration blandt hundredevis af om- og tilbygninger, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.