Billedserien: Fra studiehybel til lys familiebolig

Lille, trang og mørk. Sådan føltes Susanne Søbyes studielejlighed, før hun ændrede den. En lejlighed hvor man skulle have ualmindelig god fantasi for at se potentialet i at blive boende - med toilet i kælderen og brusekabine i soveværelset.

Men Susanne Søbye BLEV boende, og potentialet for at blive til en lys og rummelig bolig opstod, da hun fik tilbuddet om at købe butikken ved siden af lejligheden.

Her bor…

Susanne Søbye, 44 år, udlært frisør og stylist hos Dennis Knudsen.

Selvstændig med egen salon, der sminker kendte ansigter fra TV.

Susanne bor sammen med sønnen Bertram på 9 år.

Tilbud fra himlen

- Jeg følte det som sendt fra himlen. Nu behøvede jeg ikke at flytte til et andet sted med min søn, og vi kunne blive boende og udvide min gode, gamle lejlighed, som jeg havde boet i, siden jeg var helt ung, fortæller Susanne Søbye.

Lejligheden lignede mest af alt en studenterhybel, og sammenlægningen med nabobutikken krævede en del ombygning.

Tog et rum ad gangen

Butik og baglokale er slået sammen til stue og køkken-alrum, der er i åben forbindelse til hinanden. Og det gamle køkken er ombygget til et nyt badeværelse. Derudover er der indrettet værelser.

- Jeg ville gerne bevare lejlighedens hyggelige hulestemning, så det skulle ikke være stort og vildt, men samtidig ville jeg gerne have mere plads. At lave alt om på én gang ville have været for omkostningsfyldt, og jeg tog derfor processen ét rum ad gangen, fortæller hun.

Hele ombygningen tog et par år og kostede rundt regnet 1 million kr. Og så var den lille, mørke lejlighed forvandlet til 110 lyse kvadratmeter.

Ændret til bolig med erhverv

Susanne Søbye er glad for det færdige resultat. Hun nyder hver dag sit store køkken-alrum, hvor hun ofte har gæster, og det nye badeværelse, hvor der både er badekar og bruseniche.

- Det er ren luksus og velvære med de mange kvadratmeter og mit lækre køkken og bad. Jeg elsker at være hjemme, fortæller hun.

- Og så er jeg så heldig, at jeg netop har fået lov at købe endnu en butik ved siden af min lejlighed. Her har jeg indrettet min nye beautysalon. Vi bor 500 meter fra Rådhuspladsen, og jeg er tæt på mine kunder, og samtidig er her fuldstændig ro både i lejlighed og ude i gårdhaven. Dét er så skønt!

Gode råd om ombygning

  • Brug dit netværk
    Susanne har fået hjælp af venner familie i renoveringsprocessen. Vennerne hjalp med det grove, og håndværkerne og hendes far sørgede for den endelige finish.
  • Skab ro
    Susannes far rådede hende til at lydisolere rummet ud mod gade. Dét skabte ro i stuen.
  • Tænk i opbevaring
    Skab opbevaring i hjørner og kroge, der ellers ville være spildplads. Susanne byggede en reol ind i væggen til hendes bøger.
  • Åbn op
    Skab åbne stræk igennem boligen. Susanne lod der være åbent mellem køkken og stue og bevarede niveauforskellen mellem den gamle butik og baglokalet.

Plantegning

Sådan ser planløsningen ud i lejligheden, hvor butik, baglokale og lille lejlighed blev til én.