Billedserie: Parcelhus i pangfarver

En arbejdsplads i hjemmet kan sagtens kombineres med hygge, glade farver og børnevenlig indretning. Det er Johanne Langes hjem et klart bevis på. Hun har nemlig slået både bolig og arbejdsplads sammen under ét og samme tag.

- Jeg elsker mit nye hjemmekontor, og jeg kan godt lide at flytte mit kontor rundt i huset i løbet af dagen, fortæller Johanne Lange.

Det gamle værksted er inddraget til kontor

- Det første, vi gjorde, for at få plads til at indrette et kontor i det gamle værksted, var at fjerne det gamle oliefyr. Det gav mere plads i rummet. I stedet fik vi indlagt jordvarme og isoleret loftet med papiruld. Som ekstra plus fik vi varme i gulvet, hvilket er ret lækkert i kontoret, hvor jeg tit bruger gulvet i stedet for bordet til mine skitser, fortæller Johanne.

LÆS OGSÅ: Drop det magelige hjemmekontor

Arbejdsplads med udsigt

Familien Lange satte kæmpe termoglasskydedøre i mod syd, så Johanne i dag har udsigt over haven og de åbne marker, når hun arbejder. Desuden blev et ovenlysvindue placeret i loftet, skorstenen blev bevaret og en lille brændeovn sat til. Egentlig mere til hygge end for at kunne holde varmen, idet jordvarmen ville kunne dække deres behov.

- Når familien er hjemme, har jeg mulighed for at arbejde uforstyrret. Jeg kan nemt lukke kontoret af til resten af huset med den nye lydisolerede dør. Så kan jeg sidde herude helt i fred og ro, når der er en opgave, der skal være hurtigt færdig. Det er luksus, smiler Johanne.

Uderum uden for kontoret

- Da vi var færdige med kontoret, anlagde vi en træterrasse uden for glasskydedørene. Vi kan skubbe dørene på mit kontor helt til side, så der er åbent fra væg til væg. Det udvider mit arbejdsværelse med adskillige kvadratmeter om sommeren. På den overdækkede terrasse er der både skygge og sol samt læ og ly. Jeg kan sidde herude med computeren, og jeg kan tegne og male. Dét åbner mine kreative sanser og er simpelthen så skønt, fortæller Johanne begejstret.

LÆS OGSÅ: Udekøkkener

Lysets betydning er essentiel

Johanne og hendes mand savnede dagslys i alle opholdsrummene i parcelhuset, især fordi hun arbejder hjemme og i den forbindelse har brug for et godt dagslys. De havde tænkt længe over, hvordan de kunne løse problemet. Løsningen blev ovenlysvinduer.

- Jeg nyder bare, at der kommer lys ind fra nord, syd, øst og vest. Det gør det nemmere for mig at sidde hjemme og arbejde, nu hvor her er et godt dagslys i alle rum, fortæller Johanne.

Fleksible rum

- Jeg sidder ikke altid på kontoret og arbejder. Om dagen, når familien er ude, flytter jeg rundt fra rum til rum, for ikke at sidde i den samme arbejdsstilling hele dagen. Jeg ender ofte ved spisebordet eller i sofaen. I stuen er udsigten lige så inspirerende og smuk som fra mit kontor. Det sætter jeg stor pris på, og det giver mig en masse ny energi, fortæller Johanne.

På kontoret har hun et stort skrivebord. Her står også en sofa, der bruges som gæsteseng, når familien har overnattende gæster. I stuen står tegnebordet ved siden af spisebordet. Her sidder Johanne Lange tit og arbejder, mens den yngste datter tegner ved spisebordet ved siden af.

Bor med sine egne produkter

Puderne i sofaen og koppen på bordet er med skønne illustrationer fra Glad Design og forhandles bl.a. i Flying Tiger kæden.

- Vi synes, at alle tingene passer fint sammen med vores indretning, der er en blanding af danske møbelklassikere, genbrug og loppefund, siger Johanne Lange.

GLAD DESIGNS koncept

Tegnestuen GLAD DESIGN ligger i Københavns nordvest kvarter og er ledet af grafiker Camilla Draiby og arkitekt Johanne Lange (Læs mere om tegnestuen på gladtegnestue.dk).

Glad Design løser primært grafiske opgaver. Deres kunder er mange forskellige, bl.a. Irma, Tiger Kæden, Møbelarkitekt Finn Jørgensen, Ældresagen, Mads Nørgaard m.fl.

Glad Design har ansat udviklingshæmmede illustratorer. De arbejder intuitivt, uden filter og leverer professionelle illustrationer, som man ikke finder andre steder. Johanne og Camilla finpudser projekterne.

Glad Design er en socioøkonomisk virksomhed, der fungerer på lige vilkår med alle andre tegnestuer og ikke er støttet af fonde eller puljer. (Læs mere om socioøkonomiske virksomheder på socialokonomisknetværk.dk).

Medarbejderne med udviklingshæmning er ansat i beskyttet beskæftigelse.

68'er villaens forvandling til en moderne og inspirerende arbejdsplads

  • Værkstedet inddrages til beboelse.
  • Oliefyret fjernes, det giver mere plads i rummet.
  • Jordvarme indlægges og loftet isoleres med papiruld.
  • Brændeovn installeres til eksisterende skorsten.
  • Gulvvarme installeres i kontoret, da gulvarealet også bruges som arbejdsplads.
  • Store glasskydedøre åbner op til skøn udsigt.
  • Overdækket træterrasse giver et fantastisk uderum om sommeren.
  • Glasvæg mellem køkken og stue samt ovenlysvinduer giver et godt arbejdslys og lysindfald fra alle verdenshjørner.
  • Alle opholdsrum er indrettet med borde og sofaer. Det giver flere gode arbejdspladser.